Privathospitalsdirektør: Flere penge løser ikke psykiatriens problemer

DEBAT: Manglerne i det psykiatriske system risikerer at skabe en ny tung patientgruppe, og det problem kan penge alene ikke løse, skriver Kit Kjærsgaard.

Af Kit Kjærsgaard
Direktør, Skovhus Privathospital

Tidligere i år åbnede flere nye afdelinger i psykiatrien.

Efter en debat om særligt udadreagerende patienter i psykiatrien vedtog Folketinget, at der skulle etableres 150 nye særlige pladser i psykiatrien. Men da afdelingerne så åbnede, stod de tomme, fordi kommunerne ikke visiterede borgerne til de nye pladser.

Eksemplet viser med al tydelighed, at man sagtens kan bruge flere penge i et sundhedsvæsen uden at få nogen som helst effekt ud af det.

Derfor er der også grund til at være skeptisk, når vi hører, at regeringen nu er klar til at bevillige flere penge til psykiatrien i forbindelse med den kommende psykiatriplan.

Ikke kun økonomi
Det svarer lidt til at medicinere en patient udelukkende ud fra symptomer, men ikke vide, hvad patienten reelt fejler.

Da man oprettede de 150 nye pladser, vidste man ikke reelt, hvad der var galt med systemet. Men man kendte symptomerne.

Årsagerne til de udadreagerende patienter er dog langt mere komplekse end blot et behov for pladser til at parkere dem. De er jo blevet udadreagerende, mens de har været en del af det psykiatriske system.

Stigningen i den type af patienter og de eskalerende trusler og voldshandlinger har en årsag. Hvorfor opstår problemet? På samme måde har de massive problemer i psykiatrien en årsag, som ikke kun bunder i manglende ressourcer.

Faren ved det store fokus på økonomi er, at man kan få opfattelsen af, at det er størrelsen på den økonomiske indsprøjtning i psykiatrien, der afgør, hvor god en psykiatri vi får.

Systemet gør ondt værre
De seneste år har psykiatrien oplevet en markant stigning i antallet af patienter.

Fra 2009 til 2016 er antallet af patienter i børne- og ungepsykiatrien steget 63 procent. I voksenpsykiatrien er der en stigning på 29 procent for samme periode. Så at der er behov for flere penge, er en meget enkel konklusion.

Vi er nødt til at se på stigningen i patienter. Både i forhold til forebyggelse, men også hvordan vi håndterer dem i deres første møde med psykiatrien.

Som det er nu, vil jeg næsten påstå, at systemet selv skaber en tung patientgruppe, fordi systemet slet ikke er klar til at håndtere stigningen i mennesker, der har brug for hjælp.

De oversete patienter bliver dyre
Selvom ventelisterne officielt ikke er særligt lange i psykiatrien, så hører vi reelt om patienter, der måske nok er en del af et behandlingsforløb, men slet ikke modtager behandling i tilstrækkelig grad.

Vi oplever på Skovhus Privathospital, at patienter har gået ubehandlede rundt i alt for lang tid og har udviklet en tung psykisk sygdom, som måske kunne være afværget eller håndteret gennem samtaler med psykiatere eller psykologer.

Så i deres iver efter at holde ventelisterne nede, så patienterne ikke bliver henvist til private, skaber man en patientgruppe, som bliver langt mere behandlingskrævende og dyr for samfundet.

Sætter vi ikke ind med både forebyggelse og en indsats også over for de mere lette patientgrupper, så udskyder vi udgifterne og påfører patienten mere lidelse og samfundet større udgifter.

Samarbejde lige så vigtigt som penge
Et af de helt store problemer, som en psykiatriplan skal søge løsninger på, er samarbejdet i psykiatrien.

Vi oplever dagligt på Skovhus Privathospital, hvad det betyder, at patienterne oplever en tæt koordineret indsats mellem deres bolig, beskæftigelse og behandling.

Det gør vi gennem vores tætte samarbejde med Granhøjen, som har 14 botilbud, der samarbejder tæt med Skovhus Privathospital om borgernes behandling.

Psykiske lidelser griber så voldsomt ind i mange elementer i tilværelsen, at samarbejde på tværs er helt afgørende. Men den skarpe opdeling mellem kommuner og regioner skaber en alt for opdelt indsats, hvor borgerne enten er sygeliggjorte eller raske og skal klare sig uden støtte.

Patienterne falder mellem stolene
Et brækket ben kan kureres, og så er man tilbage på arbejde.

Når det handler om psykisk sygdom, så er det nødvendigt at koordinere indsatsen for pårørende, boligsituationen, misbrugsproblematikker og beskæftigelse.  Der falder alt for mange borgere ned mellem to stole i disse situationer, og det betyder, at borgerne cirkler rundt mellem systemerne.

Kunne man håndtere et langt bedre samarbejde, så vil man formentlig kunne spare mange penge både på den sociale indsats og udgifterne i psykiatrien.

Ifølge tal fra 2016 fra Cevea førte næsten en fjerdedel af alle udskrivninger til en genindlæggelse. Genindlæggelse vil vi aldrig kunne undgå, men en stor del kunne utvivlsomt undgås med et bedre samarbejde mellem de forskellige sektorer.

Kommer man som patient tilbage til en bolig, hvor man ikke trives, ja, så vender man med stor sandsynlighed tilbage til psykiatrien. Bliver man udskrevet fra psykiatrisk afdeling uden en indsats mod et misbrug, så er der ligeledes en meget stor risiko for tilbagefald. 

Får vi ikke skabt bedre samarbejde, så vil både antallet af patienter fortsat stige, og genindlæggelsesprocenten vil gøre det samme. Og så skal der igen flere penge til, ellers får vi dårligere behandling.

Inspiration at hente i det private
Sengepladser har været nævnt mange gange i debatten om psykiatrien.

Og der er givetvis brug for flere sengepladser i dele af psykiatrien. Vi hører jævnligt om prikkerunder, hvor de mindst syge, men stadig behandlingskrævende, patienter bliver udskrevet for at give plads til andre patienter.

Vi hører også, at det er svært at blive indlagt akut i psykiatrien. Så sengepladser er bestemt nødvendige.

Men flere penge eller pladser giver ikke flere læger. Se blot på Psykiatrisygehuset i Slagelse, hvor man har store problemer med at rekruttere og deraf har problemer med både arbejdsmiljø og behandling.

Igen skal vi jo løse det, selvom bevillingerne til psykiatrien bliver øget. 

Det er måske blandt andet her, man skulle overveje, om ikke et samarbejde med de private var en del af løsningen.

Lad lægerne gøre det, de er gode til
Vi kan i det private tilbyde pladserne til lavere takster end det offentlige.

Og vi kan rent faktisk tilbyde pladser, hvor der er det nødvendige erfarne personale. Ellers kunne vi nemlig i modsætning til det offentlige ikke eksistere.

Vi har været tvunget til at arbejde med både vores organisering af arbejdsgange og behandling. Jeg hører fra vores ansatte, at de i dag arbejder betydeligt mere effektivt end tidligere.

Hvor vores psykiater i dag kan nå måske otte samtaler på en dag, var tallet fire tidligere i det offentlige, fordi vi har skilt alle sekretærfunktioner ud og lader lægerne om det, de er gode til.

Samtidig har vi valgt at lade vores lægefaglige personale være meget tæt på patienterne, således at de hele tiden kan observere dem, og der er let adgang til psykologer og psykiatere. Det er blot en del af vores tilgang, som jeg mener må kunne inspirere andre.

Nytænkning før pengeindsprøjtning
Det er utrolig positivt, at der nu i det politiske system er en erkendelse af, at der er behov for at løfte psykiatrien. Men fejlen med at bruge penge uden effekt som de tomme pladser, jeg indledte med, må ikke gentage sig.

Et system, hvor næsten en tredjedel flere er kommet til på syv år, hvor hver fjerde patient bliver genindlagt, hvor problemerne med udadreagerende patienter stiger, og hvor bestræbelser på at nedbringe tvang ikke virker, viser med al tydelighed, at man grundlæggende må gøre op med organiseringen af psykiatrien.

Det betyder også, at systemet selv må erkende, at der er behov for nye tanker og samarbejde.

At tage ansvar handler ikke kun om penge. Psykiatrien har brug for nytænkning og derefter penge.

Forrige artikel BUPL og forældre: Lad være med at give os ubrugelige normeringstal – igen BUPL og forældre: Lad være med at give os ubrugelige normeringstal – igen Næste artikel Handicapformand: Alle tilbud skal have et årligt socialtilsyn Handicapformand: Alle tilbud skal have et årligt socialtilsyn
  • Anmeld

    Michael Angelo

    flere penge løser ikke problemet

    hej Kit
    først vil jeg indlede med at sige at du har lavet en rigtig god artikel og at du overordnet har fat det rigtige. det handler nemlig ikke om økonomi men mere om målrettet samarbejde mellem de forskellige instanser. Jeg oplever på samme måde på anbringelses området med unge at der er for langt mellem instanserne og det ansvar der skal tages. For os handler det ikke om økonomi men om mere hjemmel til at kunne få lov til at behandle ift. omsorgen og kunne få lov at tage det ansvar og bruge det vi ved virker. jeg har arbejdet med unge på 13 - 18 i over 17 år og har set den samme tendens i alle de år. de unge som vi modtager har pendlet mellem de forskellige instanser de har været ud og inde af psykiatrien i det offentlige. vi oplever det samme som dig at den ung kun har været udfor symptombehandling. vi mangler at der kommer andre øjne på systemets måde at behandle vores borger på. der snakkes heletiden om at se på hvad det er der virker men der ingen embedsmænd eller politikker som vil tage ansvaret. hvorfor tager de ikke fat i sådan nogle som os. faktum er at der bliver flere psykiskesyge og det burde der kunne laves om på.