Debat

Professor: Inddragelse og kontinuitet i anbringelser er alfa og omega

DEBAT: Inddragelse, kontinuitet og relationer til betydningsfulde voksne er afgørende for børns oplevelse af anbringelser, skriver professor Inge M. Bryderup.

Familieplejere skal have mere efteruddannelse og supervision, mener professor Inge M. Bryderup.
Familieplejere skal have mere efteruddannelse og supervision, mener professor Inge M. Bryderup.Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Frederik Lange
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Inge M. Bryderup
Professor i socialt arbejde, Aalborg Universitet

Omkring en procent af alle børn og unge i Danmark er gennem mere end 100 år blevet anbragt uden for hjemmet, og de seneste tal fra 2016 viser aktuelt en andel af alle 0-17-årige på 1,2 procent.

De seneste ti år er antallet af børn, der anbringes i familiepleje, steget stødt til fordel for andre former for anbringelser. Langt de fleste af børnene – 60 procent – er nu anbragt i familiepleje, mens cirka 32 procent af børnene er anbragt på døgninstitution og socialpædagogisk opholdssted.

Det betyder, at børn med mere komplekse problemstillinger, der førhen blev anbragt på døgninstitution, i dag anbringes i familiepleje.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til os på [email protected].

Ifølge vores egen forskning kan mere end halvdelen af de børn, der anbringes i almindelig familiepleje, karakteriseres som behandlingskrævende. Det stiller større krav til familieplejernes kompetencer, og det kan medføre endnu flere sammenbrud i anbringelser i de kommende år.

Inddragelse og kontinuitet er afgørende
Forskning indenfor området peger på, at især to forhold er afgørende for børnenes oplevelse af kvalitet i anbringelsen: Børn og unges inddragelse og relationer til betydningsfulde voksne under anbringelsen og muligheden for at opleve kontinuitet og sammenhæng.

Ressourcemangel på socialforvaltninger og socialrådgiverskift kan for eksempel betyde, at der ikke opnås tilstrækkelig indsigt i barnets eller den unges situation.

Inge M. Bryderup
Professor, Aalborg Universitet

Forskning har ligeledes i flere år peget på, at manglende kontinuitet i anbringelsesforløb er én af årsagerne til, at disse børn og unge klarer sig markant dårligere end andre børn og unge med hensyn til uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet og generel trivsel.

Desuden viser forskning, at fire ud af ti anbragte børn oplever mere end én anbringelse: 21 procent oplever to anbringelser, ni procent bliver anbragt tre gange, mens de sidste ti procent anbringes fire eller flere gange i løbet af deres barndom.

Rockwool Fondens undersøgelser viser, at de børn, som oplever den største grad af ustabilitet i anbringelsen, kommer fra de mest socialt belastede hjem. Det vil sige, at de mest udsatte børn, som har brug for den største grad af kontinuitet i anbringelsen, har den største risiko for fortsat at opleve manglende stabilitet.

Manglende indsigt i de unge
Mange undersøgelser har vist, hvordan såkaldte ’systemprocesser’ ofte bidrager til at skabe ustabile anbringelsesforløb og sammenbrud. Ressourcemangel på socialforvaltninger og socialrådgiverskift kan for eksempel betyde, at der ikke opnås tilstrækkelig indsigt i barnets eller den unges situation.

En utilstrækkelig indsigt kan betyde, at de indsatser, der igangsættes, ikke imødekommer barnet/den unges vanskeligheder og behov, hvilket befordrer ustabilitet og sammenbrud.

Vores landsdækkende undersøgelse af forholdene i den almindelige familiepleje afdækker en række sammenhænge i forhold til den mangelfulde kontinuitet i anbringelser.

Mange familieplejere oplever for eksempel ikke, at de får tilstrækkelig information i forbindelse med anbringelsen af et barn. De mangler både efteruddannelse og løbende supervision.

Desuden oplever familieplejerne, at de børn, der anbringes hos dem, er mere belastede end tidligere. Omkring en tredjedel af alle anbringelser i familiepleje slutter uplanlagt (bryder sammen), og mange børn anbringes efterfølgende enten hos andre familieplejere eller på døgninstitutioner.

Efteruddannelse og integreret samarbejde
Et af svarene på disse problemstillinger kan være, at familieplejere får langt mere støtte i form af blandt andet efteruddannelse og supervision. Et andet svar kan være, at flere af de behandlingskrævende børn anbringes på døgninstitutioner som første anbringelse.

Et tredje svar kunne være, at kommunerne tager initiativ til et tættere og integreret samarbejde mellem kommune, døgninstitutioner og familieplejere, hvor kommunerne uddelegerer hele eller dele af opgaverne med at rekruttere og ansætte samt uddanne, støtte og supervisere familieplejere til døgninstitutioner, som har omfattende ekspertise på dette område.

Døgninstitutionerne kunne endvidere indgå i arbejdet med at udrede og visitere børnene til den indsats, de har behov for. Samtidig kan der arbejdes aktivt for, at børnene og deres forældre i langt højere grad bliver inddraget gennem hele forløbet.

Døgninstitutionerne kan desuden med deres behandlingsmæssige ekspertise indgå i kvalificering af familieplejerne, der modtager børn og unge med en særligt belastet baggrund. Denne model har man særdeles gode erfaringer med i Norge – og i enkelte danske kommuner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00