Debat

Psykisk sygdom smitter ikke - det gør tabuer

STAFET: Det er et fælles behov for at kunne "se mennesket bag diagnosen", der driver landskampagnen EN AF OS, skriver Johanne Bratbo, projektleder af kampagnen. Læs her hvorfor.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mest hårdnakket er måske forestillingen om "en gang psykisk syg - altid psykisk syg" eller at alle med diagnosen skizofreni er farlige for deres opgivelser.

Johanne Bratbo
Projektlederaf kampagnen
Fakta

Bag kampagnen står Den Fælles Indsats, som blev nedsat i 2010 af partnerne: Det Sociale Netværk af 2009, Psykiatrifonden, Trygfonden, regionerne, Danske Regioner, KL, Social-, Børne og Integrationsminsteriet og Sundhedsstyrelsen.

Kampagnen ledes nationalt af EN AF OS-sekretariatet, der har til huse i Komiteen for Sundhedsoplysning i København. 

 

Af Johanne Bratbo
Projektleder af landskampagnen EN AF OS

Mindst en halv million danskere er lige nu ramt af en psykisk sygdom. For de fleste er det forbigående, og de kommer sig helt. For andre er der tale om mere langvarige forløb eller tilbagevendende problemer.  

I løbet af et livsforløb vil ca. hver 5. af os opleve at få en psykisk lidelse. Mange af os ved ikke nok om psykisk sygdom, og det holder desværre liv i mange fordomme og myter om mennesker, som rammes heraf.

Mest hårdnakket er måske forestillingen om "en gang psykisk syg – altid psykisk syg" eller at alle med diagnosen skizofreni er farlige for deres opgivelser.

Stigmatisering fra omgivelserne på grund af uvidenhed, usikkerhed og afstandtagen er derfor en stor udfordring med både samfundsmæssige og personlige konsekvenser, fordi alt for mange udstødes fra uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet og i det hele taget kan blive begrænset i mulighederne for at få et liv som alle andre.

Mediernes tendens til ofte at bringe tragiske eller sensationelle historier, hvor psykisk syge personer har været involveret i voldelige episoder, yder sit bidrag til stigmatisering og afstandtagen.

Initativet
Derfor tog en række partnere i 2010 initiativ til en femårig kampagneindsats: Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, Trygfonden, PsykiatriFonden, PsykiatriNetværket (13 bruger- og pårørendeorganisationer) KL og Social-, Børne og Integrationsministeriet. Inspirationen kom fra tilsvarende indsatser i lande omkring os og ikke mindst den engelske kampagne "Time to Change", der startede i 2007.

Den danske kampagne blev i efteråret 2011 navngivet Landskampagnen EN AF OS: Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom! Der er tre overordnede gode grunde til en afstigmatiseringsindsats: 1) Mediernes ensidige formidling, 2) Folkesundhedsudfordring – stadig flere rammes og berøres, og 3) Opgør med fortællingerne om, at psykiske lidelser er kroniske, så frygt og uvidenhed ikke afholder personer fra at søge hjælp.

EN AF OS satser både på nationale, regionale, og lokale aktiviteter – som led i at formidle viden om livet med en psykisk sygdom – og hvad der er hjælpsomt for at komme videre. Kampagnen har fem indsatsområder: Brugere og pårørende, personale i sundheds- og socialsektorerne, arbejdsmarkedet, unge og befolkningen og medierne, og kampagnen tilpasser aktiviteterne, så de matcher områderne og de særlige problemstillinger. 

Behovene
Der er et fælles behov for at kunne "se mennesket bag diagnosen" – så diagnosen og de begrænsninger, sygdom kan indebære, ikke bliver det altdominerende billede af personen – heller ikke hos personen selv. For selvstigmatisering, hvor personen tager fordommene på sig, er en oplagt risiko – det viser også en stor undersøgelse, som EN AF OS fik gennemført i 2013.

Andre af vores undersøgelser peger også på, at personale kan blive bedre til at imødegå fordomme og bør være opmærksomme på ikke at vedligeholde ensidige fortællinger omkring diagnoser. Derfor er der også udviklet et pædagogisk materiale, Dialogstarteren, til psykiatrien, som man vil arbejde med i alle regioner i det kommende år.

Og så er der et stort behov for at arbejdsmarkedet kan blive mere rummeligt – men også få mere øje for, at personer, som har eller har haft en psykisk lidelse, har lyst til at bidrage og besidder kompetencer, som både kan og skal bringes i spil.

På uddannelsesområdet er der et oplagt behov for i hverdagen at reagere tidligere på unges psykiske mistrivsel, så de får hjælp i tide, kan bevare håbet om at komme sig og fastholde kontakt til udannelse og vennekreds.

Det gør en forskel 
Mest effektfuldt er aktiviteterne der fremmer indlevelse og identifikation – bl.a. ved brugen af ambassadører, som selv har erfaring med psykisk sygdom, og som er villige til at indgå i dialoger med personer, som ønsker mere viden.

Derudover har muligheder for kommunikation på elektroniske medier stor betydning og derfor har EN AF OS også satset på etablering af en meget aktiv Facebook-side med en inkluderende tone (nu over 16.000 likere).

Kampagnen har også etableret et EN AF OS-panel med personer, som har/har haft en psykisk lidelse, og som gerne vil svare på elektroniske spørgeskemaundersøgelser, som kan underbygge tal og fakta, som egner sig til brug for pressearbejde som led i synliggørelsen af kampagnen og fremme, at også de gode historier får deres plads i mediebilledet.

Det aktive panel er på to år vokset til 1700 personer. Senest har vi lavet en undersøgelse og presseomtale af gode råd til at håndtere de særlige udfordringer, juletiden kan være for mange, hvis der ikke er overskud til de mange sociale aktiviteter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00