Debat: Skilsmisseforældre skal ikke mentalundersøges

REPLIK: S foreslår mentalundersøgelse af skilsmisseforældre. Men den vil ikke kunne vurdere, om forælderen kan drage omsorg for sit barn, og den risikerer derfor blandt andet at føre til forkerte afgørelser, mener formand for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige, Michael Kaster.

Af Michael Kaster
Formand for Dansk Psykolog Forenings Selskab for Børnesagkyndige

Socialdemokratiet har i forbindelse med de aktuelle politiske forhandlinger om et nyt skilsmissesystem foreslået, at skilsmisseforældre fremover bør kunne mentalundersøges.

Forslaget er begrundet i et ønske om at kunne afdække, om skilsmisseforældre bærer rundt på en psykiatrisk lidelse. Forslaget er på nogle måder forståeligt, men af flere grunde også meget problematisk.

En mentalundersøgelse fører typisk til psykiatrisk diagnosticering, hvor denne er mulig. Men det hører ikke til en mentalundersøgelse at vurdere forældres evne til at drage omsorg for deres børn. Hvis en mentalundersøgelse når frem til, at en forælder skulle lide af en personlighedsforstyrrelse, siger diagnosen i sig selv meget lidt om forælderens evne til at være en god nok forælder.

En afgørelse af forældremyndighed, bopæl eller samvær bør altid bero på en konkret vurdering af, hvad der er bedst for det enkelte barn, hvilket både kræver en psykologisk vurdering af barnet, en psykologisk vurdering af forældrenes omsorgsevner og – ikke mindst – en vurdering af, om forældrene kan samarbejde til barnets bedste.

Forkerte afgørelser og konfliktoptrapning 
Det vil være uhørt brud med gældende praksis, hvis diagnoser i fremtiden skal bruges som grundlag for at afgøre, om skilsmisseforældre kan være sammen med deres børn. Masser af mennesker – skilte, enlige, samlevende – bor i dag sammen med deres børn, selvom de har eller kunne diagnosticeres med en psykiatrisk lidelse. Hvis det fremover skal have konsekvenser for skilsmisseforældre, hvis de har en psykiatrisk lidelse, skal det så også have konsekvenser for alle andre forældre, kunne man spørge.

Allerede i dag er der med en såkaldt "sagkyndig erklæring" særdeles gode muligheder for at lave en omfattende psykologisk undersøgelse, der netop kombinerer personundersøgelse med evnen til at drage omsorg for et barn. I den sammenligning vil en mentalundersøgelse både være en mere begrænset undersøgelse og en undersøgelse med et forkert fokus.

Mentalundersøgelser risikerer at skabe grundlag for forkerte afgørelser og vil kunne optrappe konflikter mellem forældrene i de i forvejen meget konfliktfyldte sager, hvilket vil være til skade for skilsmissebørnenes trivsel og udvikling. Mentalundersøgelser er på ingen måde hensigtsmæssige eller validerede redskaber i skilsmissesager.

Forrige artikel Ny debat om diskrimination mod handicappede Ny debat om diskrimination mod handicappede Næste artikel Private udbydere: Psykiatrien har brug for disruption Private udbydere: Psykiatrien har brug for disruption
  • Anmeld

    Bruno Skibbild · Cand.mag.

    Jo, selvfølgelig skal der mentalundersøges.

    Naturligvis skal forældrene mentalundersøger i de røde skilsmisser. Naturligvis er det relevant at afdække om der eksempelvis er en af forældrene, der lider af narcissistisk eller dyssocial personlighedsforstyrrelse. For en sådan diagnose vil uvægerligt blive retningsgivende for en sådan forælders evner som forælder. Hvis man har sådan en diagnose, evner man ikke at udvise empati - ikke engang overfor sit eget barn. Og nej, det er det børnesagkyndige korps ikke dygtige nok til at vurdere, hverken når det gælder diagnosticering eller forældreevner. det samme gælder, hvis der er tale om misbrug af euforiserende stoffer for den en eller begge forældre. Og psykisk vold er ikke et element, som det børnesagkyndige korps har kompetence til at afdække.
    Dette indlæg fra Michael Kaster virker mere som en beskyttelse af det børnesagkyndige selskabs monopol på at undersøge disse sager.
    I et tidligere debatindlæg (7.september 2016, Politiken) argumenterede Michael Kaster for, at et nyt det alt overskyggende princip i et nyt system skulle være ligestilling. Nej, tak. Det er lige præcis denne kønspolitiske agenda hos det børnesagkyndige selskab, der har skabt grobund for horrible børnesagkyndige rapporter. Her 2 korte eksempler, som har ledende medlemmer af det børnesagkyndige selskab på visitkortet:
    En ledende sagkyndig skriver "at selvom far måtte udleve en sadistisk-pædofil adfærd overfor barnet, så skal der alligevel være samvær". Nej, tak - det må være med hans egne børn.
    En forælder spørger den ledende børnesagkyndige: "Jamen hvad skal jeg gøre med alle de trusler han sender, hvor han truer med at slå mig ihjel? Det sker flere gange om dagen, og jeg kan ikke holde til det". Til dette svarer den ledende børnesagkyndige: "jamen, det skal han da bare lade være med".
    Mon ikke det var bedre at få mentalundersøgt et menneske, der sender den slags beskeder dagligt til sin ekspartner, end at en børnesagkyndig, der tydeligvis ikke kender til nogen af de diagnoser, der kan ligge bag sådan en adfærd, leverer ubrugelige råd, som ovenfor?

  • Anmeld

    Irene · Cand.mag

    PTSD f.eks.

    Jeg er enig i, at voldsramte forældre, med PTSD f.eks. kan være rigtig gode forældre netop på trods af, at de har en diagnose. En mentalundersøgelse skal naturligvis ikke stå alene, men i kombination med samspilsobservationer og relevant testning kan det da kun være et plus i højkonfliktskilsmisser, at udredningen af forældrenes evner går et spadestik dybere og inddrager alle aspekter for på den måde at træffe den afgørelse, som er bedst for barnet. Forstår ikke helt MK's analogi om, at en grundigere udredning skulle være negativ??

  • Anmeld

    Sidsel Jensdatter Lyster · cand. theol.

    Mentalundersøgelser beskytter børnene. Børnesagkyndige undersøgelser er ren profitforretning.

    Michael Kaster forsvarer Selskab for Børnesagkyndiges interesser, i stedet for at bekymre sig om børnene.

    Det er ikke godt for børn at vokse op hos en far med psykopatiske træk eller en mor med et alkoholmisbrug.

    Hvem er uddannet til at gennemskue disse forældre? Ikke de børnesagkyndige psykologer. De er bare uddannet i børn - ikke i at udrede forældreevne. Kun retspsykologer og psykiatere kan udrede, om en far eller mor har narcissistisk-psykopatiske træk. Der skal trækkes på relevante faglige kompetencer med specialviden om misbrug, vold og personlighedsforstyrrelser. De børnesagkyndiges undersøgelser omfatter slet ikke disse forhold, medmindre de allerede er udredt af anden sagkyndig kompetence.

    Det ville klæde Michael Kaster at erkende, at der har været utrolig mange og graverende fejl i de børnesagkyndige vurderinger, fordi børnepsykologer ikke er uddannet til at vurdere de forældre, som er i konflikt pga. vold, psykopati, rusmidler eller pædofili.

  • Anmeld

    Michael Kaster · Formand for de børnesagkyndige psykologer

    Sagkyndige erklæringer

    Kære Bruno Skibbild, Irene og Sidsel Lyster

    Tak fordi I har taget jer tid til at besvare mit indlæg.

    Det, I efterspørger, findes allerede, idet både Statsforvaltningen og domstolene i dag kan indhente såkaldte ”sagkyndige erklæringer”. En sagkyndig erklæring er en grundig undersøgelse af en forælders forhold, hvor disse i relation til barnets situation eller isoleret set kan være af betydning for sagens afgørelse.

    Følgende kan være baggrunden for, at Statsforvaltningen eller domstolene indhenter sagkyndige erklæringer:
    • En forælder har psykiske problemer, som ud fra de foreliggende oplysninger må antages at kunne have en sådan karakter, at forælderen ikke kan tage vare på barnet, og hvor problemerne ikke – eller ikke aktuelt – er tilstrækkeligt dokumenterede eller beskrevne.
    • En forælder har et misbrugsproblem, som ikke – eller ikke aktuelt – er tilstrækkeligt dokumenteret eller beskrevet.
    • En forælders adfærd over for den anden forælder rejser tvivl i forhold til, om forælderen er egnet til at tage vare på barnets behov, herunder om forælderen er i stand til at samarbejde med den anden forælder.

    De sagkyndige erklæringer, som det ofte vil kunne være relevant at indhente, er erklæringer fra psykologer, psykiatere og misbrugseksperter, men der vil også kunne være andre former for sagkundskab med relevans for belysningen af en forælders særlige forhold.

    Link til yderligere information: http://www.socialjura.dk/content-storage/regler/2015/vejl-11348-af-3012-2015/ , pkt. 11

    Muligheden for at indhente sagkyndige erklæringer blev indført med en revision af forældreansvarsloven.

  • Anmeld

    Irene · Cand.mag

    Tak for dit svar

    Kære Michael Kaster
    Tak for dit svar. Ja, retten og Statsforvaltningen kan indhente sagkyndige erklæringer. Min anke går på, at netop disse sagkyndige erklæringer ofte er fejlbehæftede og drager konklusioner på et mangelfuldt grundlag. Som oftest består grundlaget for en sagkyndig erklæring af to samspilsobservationer med hver forælder og 1-2 samtaler med hver forælder. Der inddrages stort set aldrig nogen form for testning, ligesom sagens historik, som ofte er mangfoldig og som udgør baggrunden for selve bekymringen, ikke inddrages. Det er en yderligere bekymrende omstændighed, som jeg har hørt mange psykologer nævne, at de fleste mennesker (normalt begavede), er i stand til at spille en rolle og skjule selv alvolige problematikker i de få timer en børnesagkyndig er til stede i hjemmet. Derfor er de børnesagkyndige undersøgelser i sig selv ikke nok i sager hvor der er alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling og hvor der også ofte er dokumentation for vold eller overgreb mod enten den anden forælder og/eller børnene. Jeg forstår ikke, hvordan børnesagkyndige rådgivere, som netop burde være de ypperste fortalere for børnenes ve og vel frem for alt andet, er modstandere af at højkonflikt sagerne oplyses grundigere end tilfældet er i dag. Kun på den måde kan forvaltningen og domstolen træffe den rigtige afgørelse og beskytte børnene mod yderligere overgreb.

  • Anmeld

    Michael Kaster · Formand for de børnesagkyndige psykologer

    Sagkyndige erklæringer

    Kære Irene
    Tak for dit svar, som giver mig anledning til at rette op på en misforståelse, der ofte optræder.

    I dit indlæg sammenblander du sagkyndige erklæringer med børnesagkyndige erklæringer.

    En børnesagkyndig undersøgelse (der fører til en børnesagkyndig erklæring) inddrager både forældre og børn, mens en sagkyndig erklæring i udgangspunktet alene er en personundersøgelse. Grundlaget for en sagkyndig erklæring er derfor ikke, som du beskriver i dit indlæg.

    En sagkyndig erklæring består i hovedreglen af kliniske samtaler og psykologisk testning. Sagkyndige erklæringer kan rekvireres fra psykologer, psykiater, misbrugskonsulenter m.fl.

    I linket her kan du læse om de forskellige typer af undersøgelse, Statsforvaltningen og domstolene kan bestille idag: http://www.socialjura.dk/content-storage/regler/2015/vejl-11348-af-3012-2015/

  • Anmeld

    Irene · Cand.mag

    Sagkyndige erklæringer

    Kære Michael Kaster
    Mig bekendt benytter SF og retten sig stort set kun af børnesagkyndige erklæringer. Sagkyndige erklæringer og screeninger benyttes stort set aldrig. Og selv når der benyttes screeninger, er disse ofte mangelfulde og inddrager IKKE de relevante psykologiske tests. Min erfaring er, at meget få psykologer/psykiater er certificeret til at udføre de relevante psykologiske tests og at SF som oftest modsætter sig dette af økonomiske årsager. højkonflikt sager kører ofte i mange år, indimellem hele barneliv, med store udgifter for samfundet til følge. Hvis man afdækker problemets rod fra starten af med mentalundersøgelse af begge forældre, vil det på den lange bane blive både billigere for samfundet og bedre for børnene. Den del synes jeg ikke, du overhovedet forholder dig til.

  • Anmeld

    Bruno Skibbild · Cand.mag.

    Tak for svar, Mikael

    Hvis muligheden allerede er der, så kan jeg undre mig over, at muligheden ikke bliver benyttet i større udstrækning. Når sagerne i de røde skilsmisser ikke resulterer i brugbare løsninger for barnets trivsel, så er en af grundene, at sagerne netop ikke bliver udredt forsvarligt.
    Når "barnets ret til begge forældre under alle forhold" er et altoverskyggende princip, sætter det beskyttelsen af barnet langt ned på listen, og børnesamtaler opleves som om konklusionen er skrevet på forhånd. Sagerne bliver ikke udredt godt nok, som det er nu. Tjek sagen om den 10-årige dreng i Hjørring, der nu sidder på et børnehjem på 12. måned, fordi landsretten ved sit børnesagkyndige arbejde IKKE valgte at tale med drengen overhovedet, endsige observere drengen med henholdsvis mor og far. Så selvom kommunens forældreevne-undersøgelse konkluderer, at drengen bør være hos sin mor i fred for sin far, så konstaterer landsrettens børnesagkyndige, at han skal BO hos sin far (uden overhovedet at have mødt drengen). Det er den slags mangelfuldt arbejde, der er med til at miskreditere Det Børnesagkyndige Selskab.

  • Anmeld

    Sidsel Jensdatter Lyster · Tidligere sognepræst og stud. jur.

    Dialog med Selskab for Børnesagkyndige: Vi kan udrede psykopater uden psykiatrisk bistand!

    Jeg har haft en interessant dialog med Selskab for børnesagkyndige i Danmark.

    Mit brev til de børnesagkyndige:

    Kære Børnesagkyndige selskab

    Jeg vil gerne i dialog med jer om, hvordan højkonflikt-skilsmisser fremover kan udredes bedre. Jeres nuværende undersøgelser er ikke gode nok.

    Vi er et netværk for psykopati- og stalkingramte. I netværket er 1200 forældre og halvvoksne børn. Både de voksne og børnene er ufrivillige parter i en højkonflikt-skilsmisse, hvor en psykopatisk forælder har ført krig i årevis.

    Ingen af børnene har oplevet at den børnesagkyndige gennemskuede karakterafvigeren.
    Ved sammenligning af mere end 200 undersøgelser opdagede vi, at ingen af de børnesagkyndige realitetstestede forældrenes informationer, og kun to af mere end 200 frarådede samvær pga. nedsat forældreevne hos psykopaten.
    Eventuelle oplysninger om vold, psykopati, seksuelle overgreb eller posttraumatisk stress blev vendt imod den bekymrede forælder som "manglende samarbejdsevne" eller "nedsat forældreevne pga. ptsd". Ikke en eneste børnesagkyndig tog muligheden for familievold i betragtning.

    Som følge heraf har 14 af forældrene i netværket taget fængselsstraf i fogedretten for ikke at udlevere børnene, og andre sidder lige nu midlertidigt i sikkerhed i Brasilien, Kina, Færøerne, Grønland, Kenya og Thailand med deres børn.

    Det er ikke rimeligt, at fornuftige, lovlydige og veluddannede forældre får smadret børnenes og deres egne liv, fordi jeres medlemmer ikke kan deres håndværk.

    Vi vil gerne i dialog. Vi ved, at opdraget i de børnesagkyndige undersøgelser er utilstrækkeligt i sager om psykopati, misbrug og incest. Det er en pseudo-sikkerhed, at psykologen tager 3 samtaler med hver forælder og observerer forælder-barn i 2 x 1-2 timer.

    Undersøgelsen "Med barnet som gidsel - stalking af mødre" af professor Ask Elklit (2013) dokumenterer, at 77% af de forældre, som skal udlevere deres børn til samvær, selv om de er bekymrede, får posttraumatisk stress. De fleste mister tilknytningen til arbejdsmarkedet i en årrække eller varigt.

    Forældrene oplyser anonymt i undersøgelsen, at børnene i gennemsnit tilbringer 1/3 af barndommen på samvær hos den far, som har øvet familievold og forfølger børnenes mor. Forældrene oplyser i undersøgelsen, at de børnesagkyndige ikke har hjulpet dem og børnene.

    Jeg vil gerne, hvis I fastholder, at jeres undersøgelser er gode nok, bede om en forklaring på, hvordan I kan gennemskue en psykopat eller en alkoholiker og give børnene og de bekymrede forældre retssikkerhed efter så kortvarig observation?

    Jeg vil gerne vide, hvorfor I ikke finder anledning til at gå i dybden, når den ene forælder er bange for den ene forælder, har udviklet posttraumatisk stress som følge af samlivet eller ekspartnerstalking, eller når den ene forælder fortæller graverende og voldsomme ting om stalking (evt. i form af talløse rets- og klagesager), vold, seksuelle overgreb mod børn, psykisk vold med indespærring og kvælertag?

    Jeg vil gerne vide, hvorfor ingen undersøger, om børnene har traumer og kan tåle samvær?

    Jeg er tidligere præst og jurastuderende. Jeg fik 10 i familieret på dokumentere, at man ikke kan stoppe samvær med en voldelig eller alkoholiseret forælder. Den eneste nødbremse ifht. samvær er, at barnet er ødelagt eller stort nok til at sige fra, eller at en børnesagkyndig fraråder samvær.
    I er altså barnets eneste "advokat".

    Der er kun 800 samværsstop årligt, selv om ti gange så mange forældre søger samvær stoppet. Tallet virker meget lavt, i forhold til at over 100.000 danskere (ca. 1-3% af befolkningen) har psykopatiske træk og mere end 200.000 danskere er misbrugere af alkohol eller stoffer.

    De fleste samvær stoppes, fordi børnene er store og selv stopper kontakten til én af forældrene.

    Min datter er én af dem. Hendes sag var igennem 7 børnesagkyndige undersøgelser og 3 børnesagkyndige rådgivninger. Alle ti psykologer tilrådede samvær, mens hun blev stadig mere ødelagt. Jeg måtte i fængsel i 2010 for ikke at udlevere hende, og kommunen måtte anbringe hende uden for hjemmet i 2012 for at beskytte hende, fordi alle børnesagkyndige sagde, at samvær var godt for hende.
    I 2013 vurderede den kommunale ankestyrelse, fogedretten og Østre Landsret, at det vil være til alvorlig fare for min datters trivsel og udvikling at udlevere hende til hendes far. Men vi måtte først flygte til Færøerne.

    En teenagepige i netværket var igennem 5 børnesagkyndige undersøgelser, inden hun fik polititilhold mod sin far og droppede kontakten. Hun siger, at hver eneste dag hos ham hele barndommen føltes som en børnebortførelse.

    En anden teenagepige i netværket er rystet over, at den børnesagkyndige i statsforvaltningen "købte alt hvad min far sagde", og ikke troede på barnet, som fortalte, at hun var bange, når hendes far kørte spritkørsel med hende og låste hende inde. Selv om hun sagde samværet med sin far fra som 13-årig, bliver hendes lillesøster stadig tvunget til samvær.

    Et par tvillinger endte hos en mor med borderline-psykopati, fordi den børnesagkyndige vurderede hende mest velegnet. De er nu 14 år gamle og har fravalgt al kontakt med moderen, som skoldede og seksuelt misbrugte den ene af tvillingerne.

    Jeg har mange flere lignende sager. Over 200, faktisk. Alle med flinke børnesagkyndige psykologer fra jeres selskab, som ikke ville "berøve børnene retten til en far og en mor."

    Med venlig hilsen Sidsel Lyster, tlf. 00298 261646, skype: Sissal Lamhauge


    P.S. Her er vores svar til folketingets socialudvalg, som spørger:

    Spørgsmål 6: Hvorfor er børnesagkyndige undersøgelser ikke den bedste måde at inddrage børnene i skilsmissesager?

    To psykologer i vores netværk svarer: Børnesagkyndige psykologer er eksperter i børn. De er uddannet i børns udviklingsstadier, trivsel mv. og er ikke specialuddannet til at se på voksenadfærd.

    Ofte får den børnesagkyndige som opdrag, ved samme lejlighed som den børnesagkyndige undersøgelse, at være opmærksom på om en af forældrene lider af en personligheds-eller adfærdsforstyrrelse (eksempelvis psykopati eller overgrebsadfærd). I sådan en situation bør børnepsykologerne straks meddele, at det ligger uden for deres fagområde at vurdere om en voksen person lider af en personlighedsforstyrrelse.

    Børnesagkyndige undersøgelser går til lavestbydende. De fleste seriøse psykologer siger nej til at lave børnesagkyndige undersøgelser for statsforvaltningen, da de ikke vil eller kan lave en seriøs lødig undersøgelse på de vilkår og til den pris, som statsforvaltningens og rettens børnesagkyndige udbyder sig til.

    Kun en psykiater kan på- eller afvise en psykopatisk diagnose. En psykiater forsøger at lave en historik på den pågældende person, bla. ved at indrage “vidner”, undersøge dennes opvækst (familieforhold og skolegang), tidligere arbejdsforhold, samliv/ægteskab etc. En samtale udelukkende med den dyssociale person giver kun et manipuleret og løgnagtigt billede, der ikke kan bruges til ret meget hvis den står alene.

    De børnesagkyndige gør det stik modsatte af en psykiater. De vil ikke bruge vidner og fortiden tæller /inddrages ikke. De ønsker kun at inddrage det, de selv ser og det, den dyssociale selv ønsker at bidrage med.

    De børnesagkyndige, der bruges i Statsforvaltningen, udpeges af et udvalg af børnesagkyndige. Dette udvalg lægger ikke vægt på tidligere vold i parforholdet, da barnesynet i ”de børnesagkyndiges selskab” er, at barnet har ret til begge forældre.

    I princippet har psykologerne frie hænder. Ingen følger op på kvaliteten af deres arbejde. Der følges ikke op på barnets trivsel et halvt år efter statsforvaltningens afgørelse, så man kan se, om den børnesagkyndige har foretaget en korrekt vurdering, og om barnet har det godt.

    De ledere i statsforvaltningen, der evt. laver ”stikprøveundersøgelser” på de børnesagkyndiges arbejde, er ikke selv psykologer og har ingen ekspertviden i vold.

    De børnesagkyndiges arbejde er vejledende og det er op til Statsforvaltningen om de vil følge anvisningerne. Det vil sige at ansvaret ikke kan placeres hos de børnesagkyndige.

    Statsforvaltningen baserer deres beslutninger på de børnesagkyndige undersøgelser, så de mener også at være uden ansvar eftersom de ikke selv har lavet undersøgelserne.

    Selv om der skulle være en børnesagkyndig, der ser de psykopatiske træk hos en eller begge forældre, må de ikke skrive dette i rapporten, da de ikke er psykiatere, og det ligger i deres opdrag, at forældrene er ligeværdige, og at den børnesagkyndige ikke må tage parti. Den børnesagkyndige må kun beskrive, hvordan det er hos mor og far, og hvad børnene har sagt.

    Som jura-uddannet kan man ikke læse psykologsprog, selv om psykologen føler, at psykopatien er – indirekte – skåret ud i pap i adfærds- eller samspilsbeskrivelsen. Derfor falder undersøgelserne imellem to stole, hvor begge forældre bebrejdes konflikterne og barnets mistrivsel.

    Ikke engang en psykolog, som laver tests, må lave diagnoser. En psykolog, som står med en psykologisk testning af en uegnet forælder, kan skrive ting som ”Når hun er i ro, er hun inden for normalområdet”. Det kræver en særdeles kyndig jurist at læse ud af sådan en beskrivelse, at forælderen bliver livsfarlig i stressede situationer.

    Børnesagkyndige kan altså ikke komme med præcise anbefalinger, men mere en ”landskabsbeskrivelse” eller et ”øjebliksbillede”. Og den børnesagkyndige skal beskrive mange sider om et par timers observation. Der kommer ikke deciderede konklusioner, så der er frit slag for juristen til at træffe nærmest en hvilken som helst afgørelse baseret på dette nænsomt og vagt formulerede ”landskab”.

    Hvis psykologen har erfaring og uddannelse inden for psykiatri og er vant til at diagnosticere karakterafvigelser og personlighedsforstyrrelser, kan forældrenes samspil med barnet observeres. Der bør dog være to psykologer eller en psykolog og en psykiater – så er der skærpede omstændigheder, og begge fagpersoner vil, hvis de ikke kender hinanden, gøre deres bedste.

    En børnesagkyndig, som ikke kender barnet og dets normale reaktioner i trygge omgivelser, giver en falsk tryghed med sine ”samspilsundersøgelser”. Den børnesagkyndige kan ikke læse et barn, han/hun ikke kender. F.eks. er mange voldsramte børn overtilpassede og tilsyneladende glade i den voldelige forælders selskab.

    Der er også usikkerhedsfaktorer ved samspilsundersøgelsen, f.eks. influenza eller hvem børnene sidst har været hos.

    Ofte er den sagkyndige specialist i klinisk psykologi. Det er fagfolk, der normalt arbejder med forskellige former for psykologisk terapi i forhold til en patient. Terapiens opgave er at hjælpe patienten til at ændre sin negative kognitive tilstand. I sådan en sammenhæng er det ligegyldigt, om patientens beskrivelser af sit liv er sandheden eller blot en indre oplevelse.

    I retssystemet finder vi igen de samme kliniske psykologer, men nu som sagkyndige psykologer. I sådan en situation, vil parterne være interesseret i at fremhæve deres egne positive færdigheder og modpartens negative færdigheder. Allerede her er forskellen til en hverdag med klinisk terapi betydelig.

    Dermed bliver den sagkyndiges rolle fundamentalt forskellig fra terapeutens rolle.

    Sandheden er helt afgørende for at kunne sige noget fagligt i afgørelsessager.

    I de sager om forældremyndighed hvor man har at gøre med misbrugere eller psykopater, kan den børnesagkyndige nemt gå grueligt galt i byen, da disse personlighedstyper er specialister i at give et falsk billede af virkeligheden.

    Mange børnesagkyndige undersøgelser er dårligt lavet: partiske, konkluderende og uden realitetstestning af parternes forklaringer. Beskyldninger om vold, misbrug og personlighedsforstyrrelser affejes uden nærmere undersøgelser.

    Døgnovervågning i familiehuse i længere tidsrum giver et mere retvisende billede af psykopater og alkoholikere end kortere samspilsundersøgelser, da en misbruger eller psykopat kan udvise normal adfærd i kortere tidsrum under overvågning.

    Selskab for børnesagkyndige svarer:

    Til Sidsel Lyster

    Svar på din henvendelse fra d. 2. januar 2017 og d. 26. april 2017. Vi beklager, at vi ikke tidligere har svaret på din henvendelse af 2. januar 2017
    Vi har i Styrelsen for Børnesagkyndig Psykologer gennemlæst dine henvendelser vedr. De Komplekse Skilsmisser.
    Ud fra din/jeres henvendelse kan vi se, at I ønsker en dialog omkring de komplekse skilsmissesager. Vi vil gøre opmærksom på, at det ikke vil være muligt at indgå i en dialog omkring dette. Vi er i styrelsen meget opmærksomme på netop disse sager, og der bliver gjort et stort og grundigt stykke arbejde i sager, hvor der kan være mistanke om personlighedsforstyrrelse, andre psykiske forstyrrelser, vold, misbrug eller andre ting, der kan skade relationen mellem forældre og barn/børn.
    Der er på området for børnesagkyndigt arbejde en vejledning, som bliver anbefalet anvendt, når der skal foretages børnesagkyndige undersøgelser, denne beskriver hvilke områder der som minimum skal undersøges, og samtidig modtager alle psykologer der arbejder på området et opdrag fra Statsforvaltningen eller Retten, der skal følges ved undersøgelsen.
    Alle børnesagkyndige undersøgelser fokuserer på barnets perspektiv, og den fokuserer på begge forældres situation., og den belyser relationen mellem begge forældre og barnet/børnene. Komplekse skilsmissesager kræver stor faglighed, som alle psykologer i selskabet besidder. Der anvendes ofte supervision på de enkelte sager, således at der ikke overses vigtige og afgørende elementer ved undersøgelserne.
    DU/I beskriver i dit indlæg, at der ønskes en drøftelse af undersøgelsernes kvalitet, da du/I mene,r at undersøgelserne er mangelfulde, og at de bærer præg af manglende viden. Vi må bede dig om at rette henvendelse til lovgivere og eller psykolognævnet såfremt du/I finder, at kvaliteten ikke er i orden, eller hvis I fremadrettet ønsker andre vejledninger/retningslinjer for de børnesagkyndige undersøgelser.
    Venlig hilsen
    Styrelsen for Børnesagkyndige Psykologer