Psykologforening: Psykiatrien har alvorlige revner i fundamentet

Af Eva Secher Mathiasen
Formand for Dansk Psykolog Forening

Psykiatrien er desværre ikke en succeshistorie.

Vi ser et stigende antal patienter, der strømmer til et psykiatrisk system, hvor bæreevnen for længst er nået.

Vi ser et bekymrende antal genindlæggelser af både børn og voksne patienter.

Vi ser patienter falde ned mellem systemerne, fordi det tværfaglige samarbejde stadig er en udfordring, og vi ser børn og unge med mistrivsel og symptomer på psykiske lidelser, hvor vi burde sætte tidligere ind, men mangler tilbuddene.

Revner i fundamentet
Det er blot nogle af årsagerne til, at vi, her mere end tre år efter et stort flertal i Folketinget vedtog en historisk psykiatriplan, stadig snakker om en sektor med alvorlige revner i fundamentet, og hvor vi stadig er mange, der undrer os over, hvor de 2,2 milliarder kroner, der fulgte med planen, egentlig blev af, og hvor de synlige gevinster egentlig er, udover de mange ”mursten”, der blev prioriteret i planen.

Vi ser patienter falde ned mellem systemerne, fordi det tværfaglige samarbejde stadig er en udfordring, og vi ser børn og unge med mistrivsel og symptomer på psykiske lidelser, hvor vi burde sætte tidligere ind, men mangler tilbuddene.

Eva Secher Mathiasen
Formand for Dansk Psykolog Forening

Set i det lys er jeg bekymret på danskernes vegne, for vores udgangspunkt for at håndtere fremtidens stigende pres på psykiatrien er temmelig dystert, hvis vi ikke får handlet på at skabe en bæredygtig psykiatri og et sundhedssystem, der kan gribe tidligere og forebyggende ind, i stedet for at gøre som vi gør i dag – alt for ofte venter vi med at behandle mennesker med symptomer på en psykisk lidelse, til de er så syge, at de skal have hjælp i psykiatrien.

Vi kan både lette trykket på psykiatrien og bruge en del af pengene mere fornuftigt, hvis vi tør omkalfatre det psykiatriske system og tænke behandling tidligere, hurtigere og mere bredt, så den regionale psykiatri er det sted, hvor kun dem med behov for en specialiseret, tværfaglig indsats behandles.

Det har endda den sidegevinst, at langt flere patienter vil opleve, at deres psykiske lidelse ikke udvikler sig og ikke har samme vidtrækkende konsekvenser for deres livskvalitet, job-situation, skolegang, sociale liv og familieliv, som mange oplever i dag.

Fokus på forebyggelse
En forhåbentlig kommende Psykiatriplan 2.0 skal derfor have et stort fokus på forebyggelse – og særligt på børneområdet, hvor der i perioden 2011-2016 er kommet 30 procent flere patienter i børn- og ungepsykiatrien.

Dels fordi det betyder mindre lidelse for det enkelte barn og barnets familie, og dels fordi det betaler sig langt bedre, end hvis vi venter med at gøre noget, til barnet er blevet så dårligt, at det kræver dyr og langvarig behandling i psykiatrien.

I dag har vi et kæmpe uudnyttet potentiale i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), hvor man netop kunne udnytte kompetencerne til at give børn med psykiske udfordringer tidlig og effektiv behandling i deres nære omgivelser tæt på skole, kammerater og familie og i vante og trygge omgivelser.

Derfor mener vi blandt andet, at det skal være lovpligtigt for kommunerne at sikre, at de børn, hvis udvikling kalder på behov for handling, modtager forebyggende PPR-indsatser frem for at vente halve eller hele år på, at et behov for specialiseret psykiatrisk behandling viser sig.

Vi skal samtidig styrke og integrere det faglige samarbejde mellem PPR og børne- og ungepsykiatrien og mellem PPR og kommunernes institutioner og skoler. Hensigten er at undgå, at så mange børn og familier ender i psykiatrien som nu og i stedet lade den specialiserede og dyre indsats i psykiatrien være forbeholdt de børn, der er så alvorligt syge, at de skal behandles der.

Tal ikke forebyggelse ned
Jeg kan for så vidt være enig med formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab Anne Marie Råberg Christensen, der i Altinget forleden skrev, at vi skal være varsomme med at tro, ”at alle psykiske sygdomme kan forebygges, blot der sættes ind på at behandle mistrivsel”.

Det er korrekt, at vi selvfølgelig ikke kan forebygge os ud af al sygdom, men vi skal være lige så varsomme med at tale forebyggelse og den præventive indsats ned, for forskning taler sit tydelige sprog om, at tidlig indsats virker for rigtig mange.

Men det handler selvfølgelig om at sikre, at det, vi gør, har grobund i forskning og tilrettelægges kvalificeret, så det også får effekt. Vi skal ikke bare forsøge at forebygge – vi skal gøre det klogt og rigtigt.

Et eksempel er den helt nye forskning, der lanceres i bogen Mental Health Economics, der samler en række forskningsresultater, der konkluderer, at tidlig indsats virker, har effekt på patienten og samtidig er en løsning, der økonomisk set er bedre end at lade stå til.

Derfor er forebyggelse og tidlig indsats også nogle af grundstenene i en Psykiatriplan 2.0. Og måske er tiden netop moden til at gøre noget nyt i stedet for at fortsætte ad samme vej og gøre mere af det, vi har svært ved at se effekterne af.

I bagklogskabens ulidelige klarsyn kan man jo sige, at den første psykiatriplan måske er det bedste bevis på, at nytænkning og præventive indsatser bør være nogle af dogmerne for en Psykiatriplan 2.0.