R: Satspuljen må ikke kvæles i bureaukrati

Af Lotte Rod (R)
Socialordfører

Indrømmet. Det var med en del fordomme, jeg gik ind til min første forhandling om satspuljen. Og jeg blev bekræftet i, at der er grund til at tænke det på en ny måde.

Det er noget mærkeligt, at vi sidder rundt om bordet og skruer lidt op eller lidt ned på de forskellige projekter, alt efter om det lige er handlede kvinder, anbragte børn eller hjemløse, de enkelte politikere har kastet kærligheden på.

Det handler om mennesker
Vi har en diskussion til gode om, hvordan vi bedst muligt sikrer balancen mellem penge til midlertidige udviklingspuljer og varig drift. Det, synes jeg selv, er én af de svære diskussioner, for på den ene side dur det ikke at låse alle pengene. På den anden side ved vi jo godt, at nogle af problemerne ikke vil forsvinde lige foreløbig. Eksempelvis er der vel ingen, der forestiller sig, at vi udrydder handel med kvinder i løbet af de næste par år (desværre).

Det efterlader én som ordfører med det store spørgsmål: Hvordan i al verden skal man så gribe puljen an?

Jeg har prøvet at få det til at handle om de mennesker, der har mest brug for hjælp. Jeg har således været med til at sørge for penge til at aflaste pårørende til demente; forebygge ekstremisme; skabe bedre tilgængelighed for handikappede; forebygge vold på botilbud; lave idræt for personer med særlige behov, og ikke mindst: give stipendier, så flere udsatte flygtninge- og indvandrerunge kan komme på efterskole.

Jeg har prøvet at få det til at handle om de mennesker, der har mest brug for hjælp.

Lotte Rod
Udviklingsordfører for Radikale Venstre

Særligt fokus på børn
Og så har jeg haft et helt særligt fokus på børn, fordi det er tidligt i livet, vi kan gøre den største forskel:

For det første kommer vi nu til at gøre en ekstra indsats for at sikre en god barndom for børn, der vokser op i plejefamilier. Især ved at rådgive familierne mere og ved at hjælpe voksne i barnets netværk til at blive plejefamilie.

For det andet vil vi hjælpe forældre med konflikthåndtering, inden de bliver på nippet til at rive hovederne af hinanden i Statsforvaltningen. Det er meget voldsomt for børn at blive fanget i en konflikt mellem forældrene, og derfor er det vigtigt at løse flere konflikter med samarbejde.

For det tredje laver vi en særlig sprogindsats for 0-2-årige i dagtilbud. Børn, der ikke kan særligt mange ord, når de starter i skole, er næsten dømt til at være bagud hele skoletiden. Hvis vi for alvor vil bryde den sociale arv, skal vi blive endnu dygtigere til at hjælpe børnene med sproget fra begyndelsen. Det handler nemlig ikke om at lave ”skole” i vuggestuen, men om at lege ordene ind.

Et skridt i den rigtige retning
I år blev det til 41 initiativer. Vi er nået et skridt i den rigtige retning med, at vi politikere har fået lidt mere armslængde til projekterne. Frem til forhandlingerne næste år vil jeg gerne være med til at diskutere, hvordan vi kan gøre forløbet endnu mere meningsfyldt, sådan så de mange gode initiativer ikke bliver kvalt i bureaukrati eller slået ud af kurs i et langt hopperi fra pulje til pulje. Det skylder vi de mennesker, det handler om.