Red Barnet har fundet Mimi Jakobsens afløser

SKIFTEDAG: Red Barnet har fundet sin nye generalsekretær, og det bliver sociologen og nødhjælpsveteranen Jonas Keiding Lindholm, der overtager Mimi Jakobsens plads.

Jonas Keiding Lindholm er ny generalsekretær for Red Barnet. 
Jonas Keiding Lindholm er ny generalsekretær for Red Barnet. 
Cecilie Gormsen

Red Barnet har fundet sin nye generalsekretær, og det bliver Jonas Keiding Lindholm, som overtager posten efter Mimi Jakobsen.

Jonas Keiding Lindholm er en gammel kending i Red Barnet. Siden juni, hvor Mimi Jakobsen forlod posten, har han været konstitueret generalsekretær, og inden da har han i to år været vicegeneralsekretær. Nu er han af en enig hovedbestyrelse valgt som leder af organisationen blandt mere end 70 kandidater.

”Jeg er sikker på, at han er den helt rigtige til at sikre, at Red Barnet fremover bliver en endnu stærkere organisation, som kan hjælpe flere af de dårligst stillede børn. Det handler ikke mindst om at sikre, at hver eneste krone bliver brugt så effektivt som overhovedet muligt,” siger Red Barnets formand, Lars Svenning Andersen.

Samtidig bliver det Jonas Keiding Lindholms opgave at være en stærk kommunikator, som kan sikre, at frivillige, medarbejdere, donorer og Red Barnets mange samarbejdspartnere fortsat har lyst til at engagere sig. Og den opgave har formand Lars Svenning Andersen fuld tillid til, at den nye generalsekretær kan løfte.

11 år i Red Barnet
Jonas Keiding Lindholm er 45 år og uddannet sociolog. Han begyndte sin karriere som konsulent og socialarbejder med fokus på flygtninge, indvandrere og børn og unge i Danmark. Herefter beskæftigede han sig i mange år med nødhjælp – både for FN og senere Red Barnet.

Efter at have været i Red Barnet i 11 år, glæder Jonas Keiding Lindholm sig nu til at skulle være generalsekretær, og han er både stolt og beæret.

”Der har aldrig været mere brug for vores hjælp end lige nu. Det gælder ude i verden, hvor millioner af børn i katastrofeområder er helt afhængige af vores hjælp – hvad enten de er fanget i krigshandlinger eller er på flugt fra dem. Og det gælder i Danmark, hvor alt for mange børn er ramt af fattigdom, mobning, vold og andre overgreb,” siger han og fortsætter:

”Red Barnet nyder heldigvis en enorm tillid i befolkningen. En af mine vigtigste opgaver bliver at værne om den tillid og omsætte den i konkrete indsatser, så vi kan redde, beskytte og styrke endnu flere af de dårligst stillede børn.”

Jonas Keiding Lindholm tiltræder jobbet med øjeblikkelig virkning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00