SAND: Hjemløsepolitik har fejlet

DEBAT: Politikerne har fejlet. Det er især gået ud over de unge, som er hårdt ramt af kontanthjælpsreformen. Det skriver Ask Svejstrup, sekretariatsleder i SAND.

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder i SAND – De hjemløses landsorganisation

I tirsdags (15.9.15) offentliggjorde SFI Rapporten Hjemløshed i Danmark 2015 – National kortlægning. I socialfolkelige munde kendt som ’hjemløsestællingen’. Hver andet år siden 2007 har SFI talt, hvor mange hjemløse der er i en bestemt uge (uge 6) på året.

Det er altid forbundet med en vis spænding at se tallene. Er de gået op, er det gået ned, hvordan er det gået i den ene by, og hvordan er det gået i den anden by? Man har ikke bare talt hjemløse, man har også forsøgt at kategorisere hjemløse ved at spørge ind til bestemte karakteristika, såsom alder, køn, hvor man opholder sig, indkomstgrundlag. Ligeledes spørger man til, hvorfor man er blevet hjemløs, misbrugstype, psykisk sygdom osv.

Man kan faktisk få en hel del at vide ved at dykke lidt ned i tallene. Og det er vigtigt at gøre. For hjemløse er ikke bare tal. Hver enkelt hjemløs i det ganske danske land kan fortælle en unik historie om afsavn, magtesløshed, misbrug, skilsmisse, angst, manglende overskud til at ændre sin egen situation, samtidig med at han – 78 procent er mænd – ikke har fået eller ikke har magtet at bede om hjælp, før det var for sent, og derfor er blevet en del af en hjemløsestatistik.

Den helt store synder er kontanthjælpsreformen
I 2013, da man sidst talte hjemløse, var det helt store samtaleemne, at der var kommet forfærdeligt mange flere unge (18 – 24 år) hjemløse. I 2015 er der ’kun’ blevet 3 procent flere, mens der samlet set er blevet 5 procent flere hjemløse. Nu er det aldersgruppen fra 25 – 29 årige, der løber med rampelyset. Denne gruppe er steget med 29 procent. Nok er der gået 2 år, og dem, der var mellem 18 – 24 for 2 år siden, er selvfølgelig blevet ældre, og nogen er blevet hængende i hjemløshed og bidrager herved til at få gruppen til at vokse.

Men den helt store synder er kontanthjælpsreformen, der nedsatte kontanthjælpen til netop de 25 – 29 årige i håb om, at en nedsat ydelse ville tvinge dem i uddannelse eller arbejde. Vi kan så konstatere, at der er en stor gruppe, der ikke følte det som en hjælp at få hevet det økonomiske eksistensgrundlag væk under sig.

Sammenhængen mellem økonomisk forarmelse og social eksklusion er så evident, at det kun er politikere med et værdipolitisk mantra om, at ’det skal kunne betale sig at arbejde’, der ikke kan se den. Set i lyset af at der ikke er noget arbejde til unge hjemløse, hvis hverdag er præget af misbrug, psykisk ustabilitet, kontrol og pisk fra jobcenteret, nederlag i uddannelsessystemet, svigt i opvæksten og altså også økonomisk smalhals, er flosklen om, at det skal kunne betale sig at arbejde, noget vås. Arbejdsmarkedet er ikke for folk med ridser i lakken.

De ældre hjemløse
Også i den anden ende af aldersskalaen er der sket interessante ting. Gruppen af 50 – 59 årige hjemløse er vokset med 14 procent. Samtidig er det denne gruppe, der hænger længst fast i hjemløshed. 38 procent af dem har været hjemløse i mere end 2 år! Det er SAND's erfaring, at de ældre hjemløse er institutionaliseret i en grad, der gør det svært for dem at bo alene.

Housing First-diskursen, der blev introduceret i 2008, har sat fokus på at få folk i egen lejlighed. De ældre hjemløse er blevet glemt sammen med alternative boligløsninger, der tilgodeser deres behov for fællesskab, støtte og evt. pleje.

Housing First-metoden går ud på, at man skal have folk i egen bolig for at skabe en base for den hjemløse. Den hjælp, vedkommende har brug for for at blive i lejligheden og få løst de problemer, der gør det svært at bo der, skal en socialpædagogisk indsat i boligen sikre. Det kræver altså både adgang til lejligheder og til bostøtte – som man skal visiteres til af kommunen.

Odense er et godt eksempel
Odense er et godt eksempel på godt og ondt i metoden. Odense kommune var en af de kommuner, der var meget ivrige for at bruge den nye metode i 2009. Man lukkede et forsorgshjem og smed folk i lejligheder og formåede at holde dem der. Det bevirkede, at folk røg ud af statistikken, og ”Odensemodellen” blev noget, man diskuterede, pralede med og skulle forfølge.

Da strategiperioden sluttede i 2013, og statens tilskud ophørte, har Odense Kommune tilsyneladende valgt ikke at prioritere området længere. Fra 2013 til 15 er antallet af hjemløse steget med hele 57 procent. Et meget interessant resultat, når man ser på den generelle politiske villighed eller nærmere mangel på samme til at prioritere hjemløseområdet.

Socialministeriet har sat sin lid til, at de Housing First-metoder, der blev afprøvet fra 2009-13 er hjørnestenen i kampen mod hjemløshed. Problemet er, at kommunerne hverken har billige boliger at anvise eller lyst til at tildele dem den nødvendige bostøtte.

Det efterlader altså hjemløse med en løsningsmodel, der er politisk enighed om og tiltro til, men som samtidig er urealiserbar. I det perspektiv er det svært at tro på, at hjemløsheden falder.

Forrige artikel Scleroseforeningen: KL mangler vilje eller evne Scleroseforeningen: KL mangler vilje eller evne Næste artikel Socialchefer: Unge må ikke marginaliseres Socialchefer: Unge må ikke marginaliseres
Børnerådet får ny formand

Børnerådet får ny formand

NYT JOB: Den nuværende formand i Dansk Flygtningehjælp, Agi Csonka, er blevet udpeget som ny formand for Børnerådet. Hun afløser Mette With Hagen på posten.