Selveje Danmark: Lange ophold på herberger gavner ingen

Af Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Der er rift om pladserne på landets herberg og forsorgshjem. Desværre.

For selvom det giver rigeligt med arbejde til de tilbud, der arbejder med hjemløse, er den store efterspørgsel hverken gavnlig for borgerne eller ønskelig for tilbuddene.

En plads på et forsorgshjem eller herberg er tænkt som en kortvarig løsning på en akut opstået krise for borgere, der ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig. Tal fra Danmarks Statistik viser dog, at 37 procent af borgerne på et herberg eller forsorgshjem tilbragte mere end 120 dage i tilbuddet i 2017.

Dertil kommer, at vi særligt i storbyerne ser et stigende antal hjemløse. Den forøgede opholdstid i kombination med flere hjemløse er med til at lægge et pres på borgere og herberg. Det siger sig selv, at når en borger har så langt et ophold på et herberg, så skifter opholdet karakter for både borgeren og herberget.

Brug for tværministeriel løsning
I tilgift kæmper en del af borgerne med andre tunge problemstillinger som misbrug og måske psykiske lidelser oven i hjemløsheden, hvilket er med til at forøge kompleksiteten i borgerens behov og presse sikkerheden for de andre beboere og personalet i tilbuddet.

En ændring i takststrukturen for boformer og herberger bør derfor ikke stå alene, men må ledsages af et krav om fuld økonomisk gennemsigtighed og en styrket kontrol.

Jon Thorlacius Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Det betyder også, at en del borgere med lange ophold ikke får hjælp til at tackle problemer, som ligger ud over deres hjemløshed og sociale problemer.

Der er en række gode, men også triste grunde til det øgede antal hjemløse. Ligesom der er grunde til, at borgerne strander på for eksempel herberger.

En af de væsentligste årsager er den kæmpe mangel på billige boliger i de store byer.

Den problemstilling må løses med en tværministeriel satsning, hvor boligministeren inddrages, sådan som Vibe Klarup fra Hjem til alle har redegjort for i et tidligere indlæg.

Ændring skal gennemføres forsigtigt
En anden væsentlig årsag til presset på herbergerne kan være den nuværende finansieringsform, hvor staten refunderer halvdelen af kommunens udgifter til ophold på en boform.

En stor gruppe af de mennesker, der i dag bor på herberger, burde i realiteten være visiteret til et socialpædagogisk opholdssted (servicelovens § 107 og 108). Opholdssteder, hvor man arbejder mere målrettet og langsigtet med for eksempel misbrug og psykisk sygdom.

Men statsrefusionen gives kun i forhold til krisecentre og herberger, hvorfor kommunen ved at gennemføre en sådan visitation også påtager sig det fulde økonomiske ansvar.

Det er derfor interessant, at Finansministeriet i henhold til Altinget nu overvejer at ændre takststrukturen, så statsrefusionen til kommunerne gradvis udfases, jo længere tid borgeren opholder sig på et herberg eller forsorgshjem. En sådan ændring skal dog gennemføres med stor forsigtighed.

Forsigtighed, fordi ændringen måske nok vil betyde, at flere udsatte visiteres til steder, der mere målrettet og samlet kan tage hånd om deres udfordringer, men samtidig betyder manglen på billige boliger også, at en stor gruppe fortsat vil hænge fast i hjemløshed.

Det sidste vil, i kombination med en reduceret statsrefusion, medføre en økonomisk udhuling af hjemløseområdet i kommunerne. Det vil formentlig betyde, at herbergerne får endnu færre midler at drive deres arbejde for, og at de hjemløse dermed får en ringere indsats.

Der er således vægtige pointer, der trækker i forskellige retninger.

Midler går til administration
En stor del af debatten handler om stigende udgifter, og der peges helt relevant på forhold i vores omverden som manglende boliger og incitamentsstrukturer.

I 2018 gennemførte Selveje Danmark en undersøgelse af økonomien i en lang række herberger, og den viste, at særligt landets to største kommuner har indlagt meget høje administrationsomkostninger, ofte på mellem 20 og 30 procent, i taksterne for at bo på et herberg.

Det skal ses i lyset af, at administrationsomkostningerne på det øvrige sociale område i kommunerne er på under ti procent, på de selvejende tilbud typisk på fem-seks procent og på dagtilbud i mange kommuner på omkring to procent.

Der skal ikke spekuleres i, hvorfor kommuner indlægger så høje administrationsudgifter på netop dette område, for uanset hvilken årsag der ligger bag, så er resultatet det samme, nemlig at en ikke ubetydelig del af de midler, der afsættes til for eksempel hjemløshed, slet ikke går til hjemløshed, men til kommunal administration.

En ændring i takststrukturen for boformer og herberger bør derfor ikke stå alene, men må ledsages af et krav om fuld økonomisk gennemsigtighed, en styrket kontrol og for eksempel et krav om, at alle tilbud − offentlige såvel som ikkeoffentlige − hvert år skal aflevere et revideret årsregnskab.

Det er nemlig fair nok at problematisere, at udgifterne på hjemløseområdet stiger, men det er ikke helt fair, hvis stigningerne også er ens egen skyld.