SFI-direktør: Drop silotænkning på socialområdet

Af Agi Csonka
Adm. direktør i SFI

Henrik tænder en morgenjoint. Det bliver heller ikke i dag, at han kommer hen på erhvervsskolen. Han vil rigtig gerne være tømrer, men han er ordblind og er lidt flov over det – så han har svært ved at følge med i skoleforløbet. Han sidder i sofaen i sin vens lejlighed.

Her har han boet det meste af tiden, siden han for et par måneder siden blev smidt ud af sin gravide kæreste, fordi han i et raserianfald havde smadret fjernsynet. I morgen skal han snakke med en psykiater om den uro, han altid føler, og som gør, at han har svært ved at koncentrere sig. Måske dukker han op til den aftale – måske ikke.

Sociale problemer kommer sjældent alene
I regeringsgrundlaget sættes der fokus på flere vigtige områder: På det generelle plan skal det brede fokus på effekter af indsatser fortsætte, og arbejdet med at indsamle og systematisere data skal styrkes, og mere specifikt vil regeringen bl.a. bekæmpe hjemløshed og forbedre stofmisbrugsbehandlingen.

Men den korte opremsning af Henriks morgensituation afspejler endnu en stor, generel udfordring på socialområdet: nemlig at sociale problemer sjældent kommer alene, og samspillet mellem dem er meget komplekst.

SFI’s undersøgelser peger på, at der – som i eksemplet med Henrik – er et stort sammenfald mellem misbrug, psykisk sygdom og hjemløshed. I hjemløsetællingen 2013 havde 47 % af de hjemløse også en psykisk sygdom, 36 % misbrugte hash, 20 % brugte hårde stoffer og 38 % havde et alkoholmisbrug (i SFI´s kommende hjemløserapport, som udkommer i september, er tendensen den samme). Fra andre undersøgelser ved vi, at omkring 50 % af stofmisbrugere har fået en diagnose for psykisk sygdom.

... den egentlige udfordring er, at det sociale arbejde stadig er organiseret i siloer, hvor den ene hånd ikke altid ved, hvad den anden gør, så at sige.

Agi Csonka
Adm. direktør i SFI

Men de ”multidimensionelle” problemer, som forskerne kalder det, finder vi også på mange andre områder: Fx blandt udsatte børn, hvor eventuelle psykiske problemer, boligforhold, forældrenes evner, søskende og venners påvirkning og skolens krav bare er nogle af komponenterne. Eller i forhold til sårbare mennesker, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet pga. en kombination af dårligt fysisk eller psykisk helbred, alkoholmisbrug, dårlig hygiejne og manglende uddannelse. Fortsæt selv listen…

Indsatser på mange niveauer
Multidimensionaliteten i sociale problemer er ikke ny, og mange har påpeget den før mig. Men den egentlige udfordring er, at det sociale arbejde stadig er organiseret i siloer, hvor den ene hånd ikke altid ved, hvad den anden gør, så at sige.

En udsat ung kan fx modtage flere forskellige sociale indsatser, som forskellige dele af det sociale system har sat i værk for at hjælpe. Måske finder man en praktikplads og en ungdomsbolig, men får ikke gjort noget ved hash-misbruget.

De komplekse problemstillinger kræver indsatser på mange niveauer, men vi ved faktisk ikke noget om, hvordan de forskellige indsatser påvirker hinanden. Arbejder vi sammen, eller modarbejder vi i virkeligheden hinanden? Hvad betyder det for en ung hash-misbruger, at han får sit eget sted, hvor han kan sidde og ryge med vennerne?

En social indsats bliver aldrig givet i et isoleret miljø, men vi mangler viden om omfanget af multiple indsatser, og hvordan de spiller sammen.

Gør god latin til konkret praksis
Der er imidlertid nye helhedsorienterede løsninger, som viser gode takter i forhold til at løse komplekse og multidimensionelle problemer. Hjemløsestrategien tager netop udgangspunkt i en helhedsorienteret indsats ved hjælp af vidensbaserede indsatser som eksempelvis Assertive Community Treatment (ATC). ACT er rettet mod hjemløse, der også har svære psykiske problemer og er ude i et massivt misbrug.

Indsatsen består af et tværfagligt udgående indsatsteam med bl.a. socialpædagog, psykiater, misbrugsbehandler, sygeplejerske, socialrådgiver og medarbejder fra jobcentret, som kan yde individualiseret støtte, og dermed hjælpe borgeren til at blive i en ny bolig. Andre kan klare sig med en lidt mindre specialiseret indsats i form af en Intensiv Case Manager (ICM), der er brobygger mellem forskellige andre indsatser. Det kunne fx være noget for vores Henrik.

Og det gør en forskel. Evaluering af hjemløsestrategien peger på, at 9 ud af 10 hjemløse med sådanne evidensbaserede metoder har formået at komme i en bolig og fastholde den. Og netop derfor arbejder man bl.a. på at gøre ACT og ICM mere udbredt, som en del af forankringen af hjemløsestrategien.

Så der bliver arbejdet med problemstillingen, og der ér redskaber – også på andre områder end hjemløse – der kan afhjælpe multidimensionelle problemer. Men vi har stadig langt igen. Som nævnt ved vi ikke meget om, hvordan forskellige indsatser påvirker hinanden. Konteksten af forskellige indsatser og andre omkringliggende forhold er vigtigt at tage med i betragtning, når vi snakker vidensbaserede indsatser og implementering af disse.

Og så er vi nødt til at se på, hvordan vi organiserer det sociale arbejde. Mange steder arbejder man på tværs af forvaltninger og organisationer, men der er stadig problemer med silotænkning, og at den enkelte borger kan møde mange forskellige medarbejdere, der skal hjælpe igennem i forskellige systemer.

Og det er måske den allerstørste udfordring. Samarbejde på tværs og koordinerede indsatser, har længe været god latin, uden at det rigtig har rykket ved den måde, der arbejdes på mange steder. Men det er strengt nødvendigt, at gøre den gode latin til konkret praksis, hvis vi skal hjælpe en ung mand som Henrik på rette vej.