Debat

SL og DH til politikerne: Socialpædagogikken skal fylde mere på pædagoguddannelsen

En styrket socialpædagogisk specialisering på pædagoguddannelsen er afgørende for kvaliteten i vores velfærdssamfund, skriver Thorkild Olesen og Benny Andersen.

Man bør&nbsp;indføre en specialiseringsgaranti, så de studerende, der søger ind på pædagoguddannelsen for at kunne tage den socialpædagogiske specialisering, rent faktisk er sikre på at kunne få den. Det er alle ikke i dag, skriver Thorkild Olesen og Benny Andersen.&nbsp;&nbsp;<br><br><br>
Man bør indføre en specialiseringsgaranti, så de studerende, der søger ind på pædagoguddannelsen for at kunne tage den socialpædagogiske specialisering, rent faktisk er sikre på at kunne få den. Det er alle ikke i dag, skriver Thorkild Olesen og Benny Andersen.  


Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Thorkild Olesen
Benny Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I foråret viste en analyse fra Kommunernes Landsforening, at stadig flere borgere i Danmark bliver ramt af meget komplekse psykiske problemer og fysiske handicap. 

Der kommer blandt andet flere mennesker, der har en autismespektrumforstyrrelse, som har kognitive vanskeligheder, en udviklingshæmning eller en psykiatrisk lidelse, og som er helt afhængige af, at de får den rette støtte til at få hverdagen til at fungere.  

Det er mennesker, som typisk har det svært og ofte oplever sig stærkt begrænset i deres muligheder i livet, og som har brug for at blive mødt af socialpædagoger, som har viden og fagligheden til at hjælpe. 

Mange i vores samfund er dybt afhængige af at blive mødt af uddannede professionelle med den rette, stærke faglighed. Og det er blandt andet i det lys, at politikerne på Christiansborg senere i år går i gang med forhandlingerne om en ny pædagoguddannelse. 

Kvaliteten af den socialpædagogiske specialisering er under pres 

Den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen kan betragtes som én af hjørnestenene i vores velfærdssamfund. Hver tredje pædagogstuderende kommer ud at arbejde som socialpædagog. Det er altså dem, vi uddanner til at kunne møde og støtte de mennesker i vores samfund, der har allermest brug for hjælp. 

Som pædagoguddannelsen ser ud nu, er kvaliteten af den socialpædagogiske specialisering desværre under pres.  

Det er ikke bare noget, som vi som repræsentanter for socialpædagoger og handicaporganisationerne mener. Det understøttes af Uddannelses- og Forskningsministeriets evaluering af uddannelsen fra sidste år, som konkluderede, at det haltede med den socialpædagogiske faglighed i uddannelsen.  

Det understøttes af Socialpædagogernes medlemsundersøgelse, der viser, at syv ud af 10 ikke mener, at den nuværende social- og specialpædagogiske specialisering klæder dem tilstrækkeligt på til arbejdet med mennesker, som har udadreagerende adfærd. 

Det nytter ikke, at nyuddannede skal sendes direkte videre på efteruddannelse for at blive kvalificeret til arbejdet på det specialiserede socialområde. Vi står midt i en buldrende rekrutteringskrise. Så det skal de være klædt på til som nyuddannede. 

Thorkild Olesen, Benny Andersen
Hhv. formand, Danske Handicaporganisationer, formand, Socialpædagogerne

Og det understøttes af, at hver femte nyuddannede socialpædagog ifølge ministeriets evaluering forlader faget igen allerede inden for få år – nogle på grund af såkaldt praksischok efter mødet med virkeligheden på bostederne.  

Praksischok indebærer som regel, at den enkelte socialpædagog kan føle sig modløs og opleve, at udfordringerne på arbejdspladsen er langt større og af en helt anden art, end man havde forestillet sig. 

Det er et kæmpe problem. På socialområdet kender vi kun alt for godt til de rekrutteringsudfordringer af uddannede medarbejder, som kendetegner store dele af velfærdsfagene. Kun halvdelen af de ansatte på landets bosteder er uddannede socialpædagoger. Og aktuelt kan hver fjerde socialpædagogstilling ikke besættes.  

Politikerne skal fokusere på det socialpædagogiske i forhandlingerne 

Både menneskeligt og økonomisk er det derfor dyrt, at vi bruger tre og et halvt år af de studerendes liv på at uddanne dem til socialpædagoger, når de alt for ofte ikke bliver klædt tilstrækkeligt på under uddannelsen.  

Det er et svigt af både de studerende og de mennesker, som har behov for socialpædagogisk støtte.  

Det nytter heller ikke, at nyuddannede skal sendes direkte videre på efteruddannelse for at blive kvalificeret til arbejdet på det specialiserede socialområde. Vi står midt i en buldrende rekrutteringskrise. Så det skal de være klædt på til som nyuddannede. 

Denne krise kalder på en markant styrkelse af den socialpædagogiske specialisering, når politikerne skal forhandle fremtidens pædagoguddannelse.  
Helt konkret ser vi blandt andet gerne, at den del af uddannelsen, som omfatter den socialpædagogiske specialisering, hæves fra fem til seks semestre, mens den indledende pædagogiske fælles del sænkes fra to semestre til et.  

Derudover vil det også gøre uddannelsen mere attraktiv, at man indfører en specialiseringsgaranti, så de studerende, der søger ind på pædagoguddannelsen for at kunne tage den socialpædagogiske specialisering, rent faktisk er sikre på at kunne få den. Det er alle ikke i dag.  

Derudover skal de studerende blandt andet sikres flere undervisningstimer, bedre vejledning og bedre sammenhæng mellem læring fra praktikken og skolebænken. 

Vi mener, at vi som velfærdssamfund har et særligt ansvar over for mennesker, der for eksempel har svære psykiske eller kognitive handicaps. Det samme gælder også omsorgssvigtede børn og unge og voksne med massive sociale problemer. Derfor skal vi kunne møde disse mennesker med den rette socialpædagogiske faglighed. 

Her er en markant styrkelse af den socialpædagogiske specialisering på pædagoguddannelsen helt afgørende. 
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thorkild Olesen

Formand, Danske Handicaporganisationer, næstformand, Det Centrale Handicapråd
cand.mag. i historie og religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2005)

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

0:000:00