Socialborgmester: Regeringens fokus på straf fastholder unge i kriminalitet

DEBAT: Regeringens nye lovforslag om ungdomskriminalitet fokuserer mere på straf og retsfølelse end på de indsatser, som vi ved virker. Det er et helt forkert fokus, hvis vi som samfund vil hjælpe de unge ud af kriminalitet, skriver socialborgmester i København, Mia Nyegaard (R). 

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester i København

Med jævne mellemrum bliver der skudt i Københavns gader, og det påvirker os alle. 

Der bliver råbt på politisk handling, og at det skal stoppe nu. Jeg er helt enig i, at vi skal handle og ikke acceptere situationen, som den er nu. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er noget quickfix.

Regeringen har ad flere omgange skruet bissen på og givet flere redskaber til at straffe kriminelle grupperinger hårdere. Det er sket med hele tre bandepakker, der har indeholdt nogle fornuftige elementer.

Dog rammer justitsministerens nye lovforslag, forslag til lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, helt ved siden af. Det er der særligt tre grunde til.

Unuanceret fokus på straf
Lovforslaget kommer i en tid, hvor det aldrig er gået bedre med at bekæmpe ungdomskriminaliteten.

Ser vi på det store billede, har vi i løbet af de seneste ti år oplevet en halvering af antallet af mistanker og sigtelser mod 10-17-årige. En stor del af forklaringen på det markante fald er, at vi i det kriminalpræventive arbejde har formået at gøre noget rigtigt i vores indsats mod ungdomskriminalitet.

Hvis vi iværksætter nogle af tiltagene i lovforslaget, der har et meget ensidigt fokus på straf, så skal vi vide, at de er afkoblet den øvrige indsats og at vi risikerer at ødelægge den indsats, der er i gang for den brede gruppe af unge, der begår kriminalitet.

På den måde risikerer vi at vende den positive tendens og tabe flere års godt arbejde på gulvet. Den hårde kerne, der stadig er tilbage, kan og bliver straffet inden for de nuværende rammer.

En dommer for bordenden
En anden ting er planerne om et Ungdomskriminalitetsnævn.

Her bliver der med den nye lov nedsat et nævn med en dommer, en politifaglig og en socialfaglig medarbejder, der kan beslutte, at unge helt ned til ti år skal anbringes på en institution i op til fire år. 

Den konstruktion undrer jeg mig over.

For en dommer, en politimand og en socialfaglig medarbejder uden kendskab til den enkelte er næppe de bedste til at vurdere, hvilken social indsats børn og unge har brug for, hvis de skal ud af kriminaliteten.

Dén beslutning har vi glimrende socialfagligt personale til at træffe. Man beder jo heller ikke en dommer vurdere, om en læge skal udskrive medicin mod mavesår eller foretage en blindtarmsbetændelse, hvis der kommer en borger med kraftige smerter i maven.

Så jeg håber derfor, at nævnet vil følge kommunens indstillinger i sine afgørelser.

Vi venter stadig på et fast track
Den tredje og sidste ting, der undrer mig ved lovforslaget, er troen på, at anbringelser uden for hjemmet i sig selv er et vigtigt skridt i forhold til at forebygge kriminalitet. Det er der intet forskningsmæssigt belæg for. 

Nogle gange kan anbringelser være den eneste mulighed. Dog er der er også den risiko, at unge, der opholder sig på en institution med andre kriminelle unge, kan påvirke hinanden negativt. Derfor skal anbringelser kun benyttes, når der er fagligt belæg for det – og ikke som led i en straf.

Til gengæld er det positivt at læse regeringens planer om et ”fast track”.

I København oplever vi en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på over 200 dage på lignende sager. Det er lang tid at vente i en alder, hvor ens liv kan ændre sig meget på et halvt år. Og hvor den unge måske er kommet videre ad rette spor og bliver sat tilbage af en dom, som falder op til et år efter, forbrydelsen er begået.

Derfor er det godt, hvis de unge kan få en hurtigere dom.

Så det vil jeg glæde mig til og dog minde om, at det ikke er første gang, at en justitsminister har talt om fast track, uden at det er blevet til noget af den grund. 

En helhedsorienteret indsats er løsningen
Grundlæggende savner jeg, at man har tænkt sanktionerne over for de unge sammen med den unges skole og fritidsaktiviteter, ligesom der også mangler et fokus på, hvordan vi kan få forældrene mere på banen.

Den helhedstænkning afspejles ikke nok i lovforslaget, hvilket kan undre, når regeringen på voksne-udsatteområdet er kommet med et lovforslag, der understreger, hvor vigtig en helhedsorienteret indsats er.

Vi ved, at skolegang er en af de vigtigste ting, når børn og unge skal ud af kriminalitet.

Derfor arbejder vi også i København målrettet med fokus på skolegang. Blandt andet i tilbuddet ’Den Korte Snor’, hvor vi med en intensiv og insisterende indsats arbejder med at få de unge fastholdt i skole og beskæftigelse som led i den kriminalpræventive indsats.

Gør forslaget ondt værre?
Som sagt findes der ingen quickfixes her.

Det, der er brug for, er en helhedsorienteret indsats med et stærkt fokus på skolegang, fritidsliv, netværk og familie, som vi ved, er den bedste måde at hjælpe unge ud af kriminalitet. Derfor bliver jeg bekymret, når jeg læser lovforslaget, som i så høj grad tilgodeser retsfølelsen på bekostning af en helhedsorienteret socialfaglig indsats.

Som socialborgmester er mit fokus på det lange, seje træk med at forebygge, at kriminaliteten opstår, og sætte målrettet ind over for de unge, der har begået kriminalitet, så vi får sat ind, før det bliver en egentlig kriminel løbebane med omfattende kriminalitet.

Med regeringens lovforslag er jeg bange for, at vi fastholder flere unge i kriminalitet.

Følg L 84
(Justitsministeriet)

18/12
2018
18/12
2018
11/12
2018
21/11
2018
3/12
2018
6/11
2018
26/10
2018

Forrige artikel Handicapråd: Kommunerne skal sikre lige adgang til demokratiet Handicapråd: Kommunerne skal sikre lige adgang til demokratiet Næste artikel Skoleforstander: De unge hjemløse venter stadig på en løsning Skoleforstander: De unge hjemløse venter stadig på en løsning