Sociale indsatser bygger på forældet viden

Som politiker kan man ikke vide alt. Men på vores område mener jeg, at politikerne har en pligt til at sætte sig ind i, hvad der foregår – hvad der fup, og hvad der er fakta. Der er nemlig på alle fronter sat omfattende aktiviteter i gang over for os. Når disse aktiviteter bliver udført på baggrund af myter, så skader de mere, end de gavner.

Susanne Møller
Talskvinde for Sexarbejdernes Interesseorganisation

Af Susanne Møller
Talskvinde for Sexarbejdernes Interesseorganisation

”Vi ved…”. Der er en ting, der altid får mig til at krumme tæer, når jeg støder på den i debatten om sexarbejde. Det er, når en politiker taler om os, sætter ansigtet i alvorlige folder, og siger at ”vi ved…” – efterfulgt af en udredning om sociale problemer, skadevirkninger og kriminalitet.

Politikere, der siger sådan, kan ikke have fulgt med i den dokumentation, der er kommet frem de seneste år. Det er rigtigt, at hvis man læser de fem-ti år gamle redegørelser, så indeholder de en masse postulater om for eksempel skadevirkninger. Men siden har Socialstyrelsen ud fra litteraturstudier erkendt, at man ikke kan sige, at sexarbejde skulle være mere skadeligt end andet arbejde.

Forrige år udgav SFI så den hidtil største danske undersøgelse om vores erhverv. Her var der desværre ikke nogen direkte sammenligning med en kontrolgruppe, og rapporten tegner ikke noget billede af særligt socialt eller sundhedsmæssigt armod blandt sexarbejdere.

Omkring kriminaliteten, så har Rigspolitiet i 2010 aflyst en gammel teori om, at branchen skulle være styret af organiserede kriminelle. Vi bliver engang imellem afpresset af dem, men det kan man dårligt give os skylden for, og det rammer også andre små erhvervsdrivende.

Mere skade end gavn
Som politiker kan man ikke vide alt. Men på vores område mener jeg, at politikerne har en pligt til at sætte sig ind i, hvad der foregår – hvad der er fup, og hvad der er fakta. Der er nemlig på alle fronter sat omfattende aktiviteter i gang over for os. Når disse aktiviteter bliver udført på baggrund af myter, så skader de mere, end de gavner.

Jeg kan nævne to eksempler. Det første er de nye exit-programmer, hvor fire kommuner deler 46 millioner kroner til at koordinere en omfattende indsats med deltagelse af alverdens myndigheder. Hvis man læser SFI-rapporten fra 2011, er det svært at se, at der skulle være noget behov for et exitprogram. Men hvis man gerne vil hjælpe os til andre og bedre job, så er det da i sig selv venligt. Men man gør det helt forkert. Det er naturligvis noget så simpelt som jobkonsulenter, der skal til.

Opfattelsen af, at der må særligt snedige psykologiske og sociale instrumenter til, har kun rod i gamle myter om ”skøgernes” åndelige liv. Vi har ikke noget andet åndeligt liv end folk flest, og når vi engang imellem bliver ramt af sociale problemer, har vi ikke brug for at blive sendt rundt i en fortænkt, kommunal labyrint.

Det andet eksempel handler om kriminaliteten. Det er ikke blot det, at det ikke er organiserede kriminelle, der styrer sexarbejde – der udgår i det hele taget ikke mere kriminalitet fra vores branche, end der gør fra andre brancher eller aktiviteter.

Heller ikke selv om man tæller sagerne om menneskehandel med. De har alle været i den milde ende, og når menneskehandel forekommer tiere hos os end i andre brancher, er det kun, fordi paragraffen ser ud, som den gør: Der skal meget mindre til, for at der tale om menneskehandel, når det går ud over en sexarbejder, end når det går ud over en håndværker.

Behandlet som kriminelle
Trods denne viden bliver vi stadigvæk forfulgt, som om vi var benhårde kriminelle. Værst er det for vores udenlandske kolleger, der i praksis bliver afskåret fra at bruge politiet i mindre sager, fordi man kun er interesseret i dem, hvis de vil vidne i en sag om menneskehandel, så nogle politifolk og politikere kan sætte en streg i en bog og sige, at de gør noget ved den uhyggelige kriminalitet – der stort set kun findes i deres egen fantasi.

Men også alle vi danske sexarbejdere bliver ramt. Vores telefoner bliver aflyttet, og vi bliver udsat for gentagne og ganske hårdhændede kontrolaktioner, der i øvrigt ofte bliver foretaget ulovligt fra politiets side.

Som bekendt har regeringen skrottet planerne om en kriminalisering af vores kunder. Det var klogt, og det stemte med holdningen hos næsten 100 procent af de sexarbejdere, sådan en kriminalisering ville have haft betydning for, kunne man læse af SFI-rapporten.

Men i Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) vil vi opfordre regeringen til at tage skridtet videre. Der må ryddes op i alle de rævekager, der er bagt i kampens hede, mens vi diskuterede for og imod en kriminalisering. Det, der lige nu foregår, er en hån over for sexarbejdere og er desuden et stort ressourcespild.

Også andre politikere bør rydde op. For eksempel socialborgmester Mikkel Warming (EL). Jeg har set, at han stadig henviser til den redegørelse, Københavns Kommune udgav i 2007. Men denne redegørelse er noget af det værste, der er produceret som optakt til debatten om kriminalisering. Embedsmændene brugte deres fantasi og opfandt i nogle tilfælde sygdomme og symptomer ud af den blå luft. Det er for eksempel i denne redegørelse, man kan læse påstanden om, at sexarbejde skulle give gigt i kæberne.

Siden har kommunen, ud fra den ”viden”, man havde samlet sammen til redegørelsen, brugt mange millioner på at ”hjælpe” sexarbejdere – penge, der i de fleste tilfælde er gået til vennerne og kampfællerne fra 8. marts-initiativet. Dét ser jo ikke kønt ud.