Socialpædagogerne: Børn skal have det rette tilbud første gang

DEBAT: Forebyggende foranstaltninger kan ikke nødvendigvis erstatte en anbringelse. Hvis udgangspunktet altid er indsatser i hjemmet og korttidsanbringelser, så risikerer vi at skabe flere skift og svigt i barnets liv, skriver Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.

Af Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

Alt for mange anbragte børn oplever flere skift i deres barndom.

Det giver uro og utryghed, som jo ellers er lige netop dét, vi skulle undgå ved at anbringe børn uden for hjemmet. Derfor er der behov for at få skabt langt flere stabile og succesfulde anbringelsesforløb.

Og der er behov for at zoome ud og se hele anbringelsesområdet i et større perspektiv og tage stilling til, hvilke ambitioner vi som samfund skal have på vegne af de børn, der desværre ikke kan bo hjemme hos deres forældre.  

I efteråret tog partierne bag satspuljeaftalen en række vigtige initiativer til at give et stort løft til børn anbragt hos plejefamilier. Blandt andet sikres, at familieplejere i højere grad modtager den fornødne opkvalificering og opbakning. Og det er godt – og nødvendigt, eftersom seks ud af ti børn, der anbringes, bor hos plejefamilier.

Men vi er langt fra i mål. Der er behov for at se nærmere på anbringelsesområdet i sin helhed og få drøftet en ambitiøs plan for anbragte børn og unge. For det skylder vi dem. 

Vi kunne begynde med at have som ambition, at børn skal have det rette tilbud første gang. Det er det første skridt til at undgå sammenbrud i anbringelsen. Det kræver, at man ude i kommunerne indstiller sig på “at have alle varer på hylderne”, når man skal anbringe. Hav kvalitet og tilbud med målrettet faglighed på hylderne.

En bæredygtig og fleksibel indsatstrappe
I de seneste år har mange kommuner indført den såkaldte Herningmodel, hvor indsatsen omkring de udsatte børn og unge sker med udgangspunkt i, at disse børn og unge skal have mindst mulig indgribende indsats med tæt inddragelse af familie og netværk. 

Der er mange positive takter i Herningmodellen. For ja; tidlig indsats og inddragelse af familie er indlysende godt. Men forebyggende foranstaltninger kan ikke altid erstatte en anbringelse. Hvis udgangspunktet altid bliver, at man sætter ind på de nederste trin af indsatstrappen med indsatser i hjemmet og korttidsanbringelser, så risikerer vi at skabe flere skift og svigt i barnets liv, fordi barnet ikke får det rette tilbud første gang.

For vi er nødt til at sande, at for nogle børn rækker forebyggende foranstaltninger i eget miljø altså ikke. For nogle er familiepleje det rette. For andre er det et ophold på en døgninstitution, hvor man har en specialiseret viden til at håndtere børn med særlige behov. 

Derfor bliver vi også nødt til at zoome ud og se nærmere på kommunernes brug af indsatstrappen. Vi skal sikre, at den fortsat understøtter anbragte børn og unges trivsel. Når man foretager en så stor omstrukturering på det specialiserede børn- og ungeområde, så må man også være forpligtet til løbende at evaluere, hvilken betydning det har for børns trivsel.

Vi skal være sikre på, at vi bevarer det faglige skøn og det rette tilbud – også for de børn, som har så store vanskeligheder, at en tidlig indsats ikke er nok. 

Nye veje
Fremtiden kalder på en helt anden tankegang i forhold til at hjælpe udsatte børn og deres familier.

Først og fremmest må vi – uanset indsats – insistere på, at bedst tilgængelig viden om, hvad der virker og ikke virker, skal være udgangspunktet. Det forudsætter også en langt større fokus på rette faglighed, uddannelse og kompetencer blandt de, der varetager indsatsen. Alt andet er at svigte børnene og deres familier.

Vi skal tilrettelægge forløb med længerevarende indsatser, hvor det er familiens behov – og ikke tilbuddets karakter – der er i centrum.

Familierne og børnene skal i langt højere grad inddrages, så vi kan målrette og tilrettelægge indsatsen ud fra den enkeltes behov. Samtidig har vi en stor opgave i at sikre, at vi fortsat har døgntilbud til rådighed – og i at udvikle fremtidens døgntilbud til i endnu højere grad at fungere som videns- og ressourcecentre for hele anbringelsesområdet.

Fremtidens indsatser skal koble fagligheden og ekspertisen fra døgninstitutionerne med de mere familiære anbringelsesrammer på familieplejeområdet. Om det gælder mentorstøtte, rådgivning, efterværn, forældreindsatser og anden støtte til udsatte børn og deres familier, eller om det gælder udrednings- og visitationsforløb i meget komplekse børnesagsforløb, kan døgninstitutionsekspertisen spille en vigtig rolle.

De første spadestik til den vej blev taget med sidste års satspuljeaftale. Jeg glæder mig til at se projekterne udfolde sig. Og håber, at satspuljepartierne tør grave endnu dybere dette forår for at sikre en ambitiøs revision af anbringelsesområdet.

For det er vores opgave som samfund at give de børn den stabilitet og tryghed, de desværre ikke kan få hjemme hos deres mor eller far.

Forrige artikel Psykolog: Det kræver kompetent visitering at undgå svingdørsbørn Psykolog: Det kræver kompetent visitering at undgå svingdørsbørn Næste artikel Professor: Inddragelse og kontinuitet i anbringelser er alfa og omega Professor: Inddragelse og kontinuitet i anbringelser er alfa og omega