Debat

Socialpædagogerne: Brug os til at styrke inklusionen

DEBAT: Børn med behov for særlig støtte skal have den hurtigst muligt. Kompetencerne er der allerede, de skal bare bruges, skriver Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

En ny undersøgelse fra BUPL viser, at 72 pct af lederne af landets daginstitutioner frygter, at der ikke er nok pædagoger til at løfte opgaven med socialt udsatte børn. Og 48 pct af dem peger desuden på, at pædagogerne i vuggestuer og børnehaver mangler de rigtige kompetencer.

Al forskning viser, at vi er alt for dårlige til at bryde den sociale arv i Danmark. Og vi er enige om, at den tidlige indsats over for udsatte børn spiller en væsentlig rolle i det arbejde. Derfor er det også bekymrende, at så stor en del af lederne af daginstitutionerne ikke ser sig klædt på til den opgave. Derfor har vi også peget på, at kommunerne allerede råder over de nødvendige kompetencer, lederne efterlyser. De findes på døgninstitutionerne og andre specialtilbud. Så de skal bare sættes i spil.

Vi har i forbindelse med debatten om inklusion i folkeskolen peget på, at det ville give god mening, at kommunerne opretter inklusionsteams, der kan tage ud på skolerne og støtte lærere og pædagoger i inklusions-opgaven. Teams, der skal bestå af de fagligheder og kompetencer, der allerede findes på landets døgninstitutioner og specialtilbud. På samme måde kan kommunerne med fordel oprette stærke teams, der kan rykke ud og støtte pædagogerne i vuggestuerne og børnehaverne. Kompetencerne er der allerede – de skal bare bruges.

Det handler om at se de børn, der har behov for særlig støtte og give dem støtten – så tidligt som muligt. Helst som en helhedsorienteret indsats, hvor hele familien og netværket omkring barnet tænkes ind. Og det arbejde og den tænkning gør socialpædagoger på landets døgninstitutioner og andre specialtilbud samt familieplejere allerede. 

Opgaven med at bryde den sociale arv er alt for væsentlig til, at kommunerne bare kan lade stå til. Vi skal trække på den socialpædagogiske faglighed, der allerede er til stede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00