Socialpædagogerne kritiserer analysen bag KL-aftale

SOCIAL: Finansministeriets og KL's analyse af det sociale ankesystem møder kritik fra Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, som kalder det symbolpolitik.
Fakta

Om analysen:
KL og regeringen aftalte i sidste års økonomiaftale en analyse af lovgivningen og ankesystemet på det sociale område. Analysen har dannet baggrund for de tiltag, som indgår i aftalen mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi for 2012 på det specialiserede socialområde.

Analysen har konkret haft tre fokusområder:

1. Den statslige regulering med fokus på det handlerum, som kommunerne kan agere indenfor, og de muligheder, som kommunerne har for at styre området.

2. Kommunernes praksis med fokus på, hvordan kommunerne agerer inden for det handlerum, som den statslige regulering af området efterlader.

3. Ankesystemets organisering og praksis, herunder ankesystemets betydning for det handlerum, som kommunerne agerer indenfor.

Analysen er gennemført af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra KL, Socialministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Finansministeriet.


Kilde: kl.dk
Antallet af klagesager i de sociale nævn og ved Ankestyrelsen er steget, viser en analyse af det sociale ankesystem. Desuden kritiserer KL's formand Jan Trøjborg (S), at ankesystemet er udgiftsdrivende, og at deres afgørelser er baseret på socialfaglige skøn i stedet for fortolkninger af loven. Derfor bør ankesystemet stækkes.

Den analyse deler man dog ikke hos Socialpædagogernes formand, Benny Andersen. Han mener i stedet, at KL og regeringen har brugt den til at foreslå en svækkelse af ankesystemet under økonomiaftalen.

"Det holder ikke. Analysen leverer ganske enkelt ikke data, der kan forsvare en ændring af retsprincipperne i serviceloven, sådan som KL lægger op til. Det her er symbolpolitik og handler om, hvorvidt KL og regeringen vil ændre på principperne i vores stærke sociallov," siger han i en pressemeddelelse.

Italesat behov
Benny Andersen mener, at politikerne i KL og regeringen har italesat behovet for at justere klagemulighederne for landets udsatte borgere med den begrundelse, at klagesagerne er udgiftsdrivende.

0:000:00