Debat

Socialpædagogerne: Sociale investeringer kræver de rigtige fagligheder

DEBAT: Sociale investeringer i udsatte børn og unge handler ikke bare om at ansætte flere sagsbehandlere, men i høj grad om at investere i de relevante faglige kompetencer. Det skriver Socialpædagogernes formand Benny Andersen.

Det er socialpædagoger og ikke sagsbehandlere, der har den direkte relation til de udsatte familier og deres børn, skriver Benny Andersen.
Det er socialpædagoger og ikke sagsbehandlere, der har den direkte relation til de udsatte familier og deres børn, skriver Benny Andersen.
Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Benny Andersen
Formand, Socialpædagogerne

Når hoften skal udskiftes, vil de fleste nok helst se sig fri for, at det er hjertelægen, der trækker i operationstøjet. Her forventer vi, at det er en specifik faglighed, som matcher den konkrete udfordring.

På samme måde må det være muligt, at kommunerne tænker i, at det er specifikke fagligheder, der skal i brug, når udsatte børn og unge skal sikres en bedre vej til en mere selvhjulpen tilværelse.

Ikke nok at ansætte flere sagsbehandlere
For øjeblikket tager en del af landets kommune den såkaldte Herning-model i brug. Hovedprincippet bag modellen er, at udsatte børn og unge skal have den mindst muligt indgribende indsats, hvor familie og netværk skal drages ind. Der arbejdes med en indsatstrappe med fem trin, hvor forebyggelse, hjemmebaserede indsatser, anbringelse i slægt eller netværk, anbringelse i forskellige typer af familiepleje samt anbringelse i institutionstilbud overordnet udgør de fem trin.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send til indlæg til [email protected].

Alt sammen fornuftige principper, som Socialpædagogerne kan tilslutte sig. Vi både synes – og ved – at det er fornuftigt og en god forretning at investere i tidlige sociale indsatser. Så stor ros til kommunerne for at sætte ind med tidlig indsats og se potentialet i langsigtede investeringer på socialområdet.

Men det er vigtigt, at kommunerne tænker i et helhedsperspektiv. Den rigtige sociale indsats handler om mere end bare antallet af sagsbehandlere; der skal også investeres i de rette faglige kompetencer, der kan gøre en forskel for udsatte børn og unge.

Sociale investeringer rykker kun noget for de udsatte børn og unge, hvis de rette fagligheder, herunder den socialpædagogiske, er til stede på tilbuddene.

Benny Andersen
Formand for Socialpædagogerne

I Herning-modellen – og i øvrigt også i lignende modeller – skal kommunerne have konstant fokus på kvaliteten af fagligheden på samtlige trin på indsatstrappen. Det er ikke nok bare at ansætte flere sagsbehandlere. Selvfølgelig skal kvaliteten i myndighedsarbejdet være i orden. Men det er jo ikke sagsbehandlere, der til dagligt arbejder direkte i familierne med de udsatte børn og udfører det daglige pædagogiske arbejde.

Socialpædagogerne har en nøglerolle
Det er socialpædagoger, der gennem det daglige pædagogiske arbejde har den direkte relation til familierne og deres børn. Så sociale investeringer rykker kun noget for de udsatte børn og unge, hvis de rette fagligheder, herunder den socialpædagogiske, er til stede på tilbuddene. Og her kan vi heldigvis se, at Herning Kommune har dette fokus og derfor eksempelvis har tænkt socialpædagoger ind på de rette trin i modellen.

Kommunen har desuden valgt at inddrage relevante faglige kompetencer, eksempelvis sundhedsplejersker og socialpædagoger, når der skal visiteres til tilbud og laves handleplaner. Vi håber, at dette fokus fastholdes og udvikles. Og vi håber ikke mindst, at andre kommuner i deres implementering af modellen fastholder den helhedsorienterede tilgang, som Herning har haft succes med.

Andre kommuner kan lære af Herning
For flere kommuner vil komme til at prøve kræfter med modellen. KL har nemlig i flere år anbefalet kommunerne at foretage langsigtede investeringer på socialområdet, og senest har flere partier foreslået, at der afsættes et stort millionbeløb fra satspuljemidlerne til at udbrede Herning-modellen til flere af landets kommuner.

Socialpædagogerne vil kunne bidrage med en specifik faglighed til en specifik situation – og på samtlige trin af modellen. Socialpædagoger arbejder på døgntilbud, i dagbehandling og som familieplejere. Undersøgelser dokumenterer, at der netop trækkes på socialpædagogernes specialviden, når kommuner landet rundt visiterer og laver handleplaner.

I Herning og mange andre kommuner er man altså klar over, at tværfagligt samarbejde med viden, indsigt og kvalifikationer fra bl.a. socialpædagoger, socialrådgivere og sundhedspersonale kvalificerer den tidlige indsats. Vi håber bare, at denne indsigt vil sprede sig til de mange kommuner, der nu forsøger sig med egne Herning-modeller.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Andersen

Forbundsformand, Socialpædagogernes Landsforbund, præsident, AIEJI
(Aalborg Katedralskole 1981)

0:000:00