Socialpolitisk formand: KL skal tage psykisk syge og handicappede alvorligt

Af Knud Aarup 
Formand, Socialpolitisk Forening, fhv. direktør, Socialstyrelsen 

Kære Thomas Adelskov

Jeg er en indædt tilhænger af det kommunale selvstyre. Jeg har som topembedsmand levet en stor del af mit liv i den kommunale verden, og jeg mener, i øvrigt ligesom KL's næstformand, at et fremtidigt demokratisk styre i Danmark behøver et stærkt lokaldemokrati.

Samtidig er jeg dybt involveret i arbejdet med at forbedre velfærdssamfundets sociale indsatser over for børn, unge og voksne med sociale problemer, psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelser. Jeg oplever derfor hele tiden situationen fra begge sider, og her gør dit indlæg absolut ikke splittelsen mindre.

Et KL-klassisk svar
Det svar, som KL har sendt dig i luften med, løser ikke noget. Det tager ikke den helt berettigede kritik fra Thorstein Theilgaard (eller Claus Oxfeldt) alvorligt. Svaret er bygget op efter en KL-classic-recept, hvor du på den ene side siger, at kommunerne gør det godt:

"Vi øver en tidlig indsats til børn og unge i mistrivsel og med psykiske problemstillinger. Vi laver indsatser til voksne, der står uden for arbejdsmarkedet eller er i risiko for at stå udenfor."

Kommunerne kan selv finansiere en langt bedre indsats med de midler, som de allerede har, hvis de satte fokus på den dårligst stillede del af befolkningen i stedet for den store bredde middelklasse.

Knud Aarup
Formand, Socialpolitisk Forening, fhv. direktør, Socialstyrelsen

Og på den anden side, at kommunerne har brug for flere penge, men at det er staten, som holder igen. Sådan har KL-bureaukraterne sendt jer borgmestre i luften igennem de sidste mange år. Det er et svar, som du som borgmester i Odsherred aldrig ville kunne møde borgerne med. Her kan du ikke i forhold til en konkret borger sige: "Jeg gør, hvad jeg kan, og i øvrigt er det statens skyld."

Det er den type svar, som siden 2007 har skubbet store dele af handicap- og psykiatriorganisationerne væk fra kommunerne. Sådan en kommunal tilgang til rigtige menneskers rigtige problemer får organisationerne til at kræve mere statslig indgriben, minimum-retskrav og retlig forfølgelse af kommunerne. Det har du oplevet tæt på i forhold til Slagelse.

Kommunerne gør det ikke godt for de svage
Der er en lang og vedholdende dokumentation for, at kommunerne svigter netop de mennesker, som har størst behov. Jeg har selv påvist det i min nye bog: Fra udenforskab til fællesskab – seksbud på et bedre velfærdssamfund.

Thorstein Theilgaards argumenter er derfor fuldstændig rigtige:

"Under en tredjedel af danskerne med psykisk sygdom er i arbejde eller under uddannelse. En fjerdedel af alle psykisk syge bliver genindlagt inden for en måned efter udskrivning. Psykisk syge dør 15-20 år tidligere end resten af befolkningen. Og kun 41 procent af danskere med psykisk sygdom har en kompetencegivende uddannelse."

I 2007 overtog kommunerne ansvaret for de ”vidtgående børn og unge” fra amterne, det vil sige de børn, som har allerstørst vanskeligheder. Her har kommunerne svigtet og udvandet den faglighed, som der trods alt var mere af tidligere.

Lad mig tilføje et meget sigende eksempel til Theilgaards opremsning:

Kommunerne svigter en kæmpe gruppe af børn og unge, som er ramt af ordblindhed. De udgør 5-7 procent af en ungdomsårgang, og der er fuld viden om, hvordan den enkelte skal hjælpes. Den viden er til stede i alle kommuner – både på skolerne og i PPR. Den bringer kommunerne bare ikke i anvendelse, og det har katastrofale resultater for ordblinde børn og unge.
I dag bliver under 30 procent af de ordblinde fundet i kommunerne, og mere end hver femte ordblind får ikke folkeskolens afgangseksamen. Det kan simpelthen ikke passe i Danmark anno 2017.

Kommunerne har fat i alle børn fra starten
Det er rigtigt, at den tidlige indsats er altafgørende. Her har kommunerne alle muligheder: 98 procent af alle 3-5 årige børn går i dagtilbud, og det samme gælder 89 procent af de 1-2 årige. Kommunerne bruger bare ikke den position til at sætte tidligt ind.

Man kunne starte med den sociale indsats allerede i vuggestuen og ikke først senere i skole og jobcentre. Kommunerne har ikke formået at udnytte den fordel til at skabe den sammenhæng og helhed, som sikrer, at børn og unge med handicap eller psykisk sårbarhed får den støtte, som gør det muligt for dem at få uddannelse og et fodfæste i livet.

Er det, fordi kommunerne mangler penge? Nej, tilbage til de ordblinde. Her koster den manglende indsat for de ordblinde i skolerne omkring 25 milliarder kroner i senere offentlige udgifter til ordblinde. En god tredjedel er statslige udgifter, men mere end 15 milliarder kroner afholdes af kommunerne.

Sagt med andre ord: Kommunerne kan selv finansiere en langt bedre indsats med de midler, som de allerede har, hvis de satte fokus på den dårligst stillede del af befolkningen i stedet for den store bredde middelklasse.

I august foreslog jeg i en blog, som jeg sendte til dig, at KL’s formandskab sammen med Danske Handicaporganisationers ledelse satte sig sammen for at finde en ny fælles vej. Her kunne man så tage Bedre Psykiatri og SIND med.

Jeg foreslog, at man lavede en form for forsoningskommission, hvis kommissorium skal bygge på, at alle mennesker har ret til at leve et normalt liv, og at det er velfærdssamfundets forpligtelse at give mestringsstrategier, som kan kompensere for funktionsnedsættelser. Det skal selvfølgelig også være et udgangspunkt, at den enkelte og dennes familie har ansvar for eget liv.

Så, Thomas, du skulle nok have sendt Thorstein Theilgaard en invitation til en fælles drøftelse.