Socialt kvaksalveri sender unge på kanten af samfundet

DEBAT: Fagligheden på det sociale område er væsentligt udfordret, skriver Knud Aarup, formand for Socialpolitisk Forening. Han efterlyser et autorisations-system, der kan sikre, at indsatserne bygger på specialiseret viden.

Placeholder image
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Knud Aarup
Formand for Socialpolitisk Forening

Hvis nogen foregiver at kunne behandle bestemte sygdomme, uden at have den fornødne uddannelse og faglighed, taler vi om kvaksalveri.

Men på det specialiserede socialområde kan man sagtens anbringe et kognitivt handicappet eller socialt skadet barn på en institution eller i en familiepleje uden nogen sikkerhed for, at der er den fornødne specialfaglige indsigt til stede.

Det er i virkeligheden socialt kvaksalveri og måske en af de væsentligste årsager til den manglende effekt af indsatserne på det specialiserede socialområde.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til debat@altinget.dk 

Socialt kvaksalveri koster dyrt
Når børn, unge og voksne ikke får mulighed for at være dem, de er, eller blive til det, de har mulighed for, ender de i udenforskab uden mulighed for andet end en tilværelse på mere eller mindre tålt ophold i overførselsindkomstsystemet.

Det gælder for mindst 200.000 danskere i den erhvervsduelige alder, og nogle af de væsentligste årsager til, at børn og unge havner i udenforskab som voksne, finder man blandt de kognitive handicap som ordblindhed, ADHD og autisme. Disse tre målgrupper kan alene forklare mere end 75.000 af danskere i udenforskab.

Der er for mange ansatte på det specialiserede socialområde, som ikke har den fornødne generelle viden og har for svært ved at hente den specialiserede viden.

Knud Aarup, Formand for Socialpolitisk Forening

Problemet er imidlertid, at der hvert år kommer nye grupper af unge til, som ender i udenforskab, fordi den faglige indsats i deres opvækst ikke sikrer, at de kommer igennem uddannelsessystemet og får en ungdoms- eller erhvervsuddannelse. Det er det negative resultat af det sociale kvaksalveri.

Mennesker bliver henvist til et liv på kanten af samfundet uden mulighed for at blive herre i eget hus, fordi de ikke har fået den socialfaglige kompensation, som gav dem samme muligheder som andre. Det belaster den enkelte og samfundet økonomisk og socialt.

Støtte til at kunne stå på egne ben
Lad os tage de ordblinde som eksempel. De udgør omkring 5-7 procent af en ungdomsårgang, dvs. omkring 3.000 per år. Af dem får 21 procent ikke folkeskolens afgangseksamen, kun cirka halvdelen får en ungdoms- eller erhvervsuddannelse, og når de bliver voksne, vil mere end 750 per årgang ende i udenforskab og på overførselsindkomst.

Men det er et fuldstændigt unødvendigt menneskeligt og samfundsøkonomisk spild, fordi vi de sidste 40 år har haft al den viden, som skal til for at kompensere for ordblindhed. Den viden har været der i folkeskolen, i PPR, kommunerne og hos de statslige myndigheder. Hvorfor er det gået så galt?

Det skyldes ikke mindst, at der siden New Public Management holdt sit indtog sidst i 80’erne har været lagt meget mindre vægt på den sociale faglighed og på nødvendigheden af at besidde også den specialiserede faglige viden om for eksempel konkrete handicapgrupper.

Man kan ligefrem tale om, at faglige argumenter er blevet udsat for en generel mistænkeliggørelse. Gang på gang er faglighed blevet sat lig med fagforeningsinteresser, og indvendinger fra brugerorganisationer er tilsidesat som ren varetagelse af egeninteresse. Ved evaluering af strukturreformen blev det i meget begrænset omfang anerkendt, at der manglede faglighed i forhold til indsatserne over for de helt små målgrupper som børn og unge med alvorlige synsnedsættelser eller alvorlig spiseforstyrrelse. Men samtidig er der centralt skåret ned på antallet af statslige fagspecialister på for eksempel handicapområdet.

Faglighed på det sociale område er således væsentligt udfordret, og det er en væsentlig årsag til, at de forskellige sociale indsatser ikke har effekt i form af, at for eksempel kognitivt handicappede kommer til at kunne stå på egne ben, men i stedet ender på overførselsindkomst.

Et socialfagligt autorisationssystem
Det er en uholdbar situation i velfærdssamfundet, at vi bliver ved med at give så mange børn og unge en forudsigelig fiasko i grunduddannelsessystemet, fordi vi ikke sikrer fokus på socialfaglighed generelt og specialpædagogik i særdeleshed.

Der er for mange ansatte på det specialiserede socialområde, som ikke har den fornødne generelle viden og har for svært ved at hente den specialiserede viden. Der godkendes for mange institutioner, som ikke arbejder specifikt med socialfaglige specialer i forhold til konkrete målgrupper. Der er for meget ”opbevaring” af unge, som samfundet alligevel ikke ønsker at bruge til noget.

Et første skridt i retning af et større fokus på socialfaglighed kunne tages ved, på samme måde som på sundhedsområdet, at etablere et særligt socialfagligt og specialpædagogisk autorisationssystem, som for eksempel kunne sikre, at når kognitivt handicappede børn med autisme fik en indsats, byggede den på en viden om autisme. Det lyder selvindlysende, men det ligger meget langt fra virkeligheden i dag.

Det er svært at lave et sådant sammenhængende autorisationssystem. Der skal afgrænses specialer og identificeres socialfaglige indsatser. Der skal samles viden om kompensationsstrategier generelt og konkret i forhold til enkeltmålgrupper. Der skal etableres sammenhæng mellem de forskellige uddannelser på de forskellige niveauer i uddannelsessystemet, og der skal drøftes faggrænser. Derfor tror jeg, at de eneste som har den fornødne sociale faglighed er vidensmiljøerne i de socialfaglige organisationer, i bruger- og pårørendeorganisationerne samt på de videregående uddannelsesinstitutioner.

Det var måske en idé at lade disse grupper gå sammen og i fællesskab tegne konturerne af et nyt socialfagligt autorisationssystem. Det kunne være et første skridt i at bremse det sociale kvaksalveri og dermed være et vigtigt skridt i retning af at sikre, at færre danskere havner i udenforskab.

Omtalte personer

Knud Aarup

Formand, Røde Kors i Aarhus, hovedbestyrelsesmedlem, Røde Kors Danmark, faglig ansvarlig, Altingets Socialpolitisk netværk
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser