Socialt Lederforum: Anstændigheden skal tilbage i socialpolitikken

Af Bo Mollerup
Direktør i Socialt Lederforum

Vi befinder os i et valgår. Over 25 procent af vælgerne anser socialpolitikken for at være afgørende, når krydset skal sættes. Det ved politikerne godt.

Allerede i løbet af efteråret blev Lars Løkke Rasmussen set i en børnehave, og kort efter matchede Mette Frederiksen dette ved på talerstolen til Socialdemokratiets kongres at proklamere, at hun vil være "børnenes statsminister".

Inden længe vil de sikkert også begge kunne ses sammen med en hjemløs eller en handicappet.

Uanset farven på en kommende regering, og photoshoots i rette omgivelser, så er der dog grund til at være bekymret for de svage borgere, som vi repræsenterer.

Italesættelsen af det sociale område
Når det gælder socialpolitik, er Socialt Lederforum særligt optaget af det, man kan kalde den "socialpolitiske tone".

I dag demonstrerer kommunale chefer typisk handlekraft og mod ved at gøre opmærksom på, hvad de rent faktisk har taget fra borgere i kommunen.

Bo Mollerup
Direktør i Socialt Lederforum

Specielt italesættelsen af det sociale område på chefniveau i kommunerne finder vi bekymrende.

For 20 år siden kunne man møde kommunale chefer, der, når de skulle ”vise muskler” over for andre kommunale chefer, kunne finde på at fortælle, at nu havde de indviet en ny svømmehal.

Dette kunne så få andre chefer til at replicere, at de også havde indviet en ny svømmehal, og desuden havde de udbedret cykelstierne i den pågældende kommune.

Et socialpolitisk skred
I dag demonstrerer kommunale chefer typisk handlekraft og mod ved at gøre opmærksom på, hvad de rent faktisk har taget fra borgere i kommunen.

Det drejer sig oftest om handicappede, ældre og udsatte, der eksempelvis har fået mindre hjælp til rengøring, færre dage i beskyttet beskæftigelse eller lignende. Det finder vi meget bekymrende.

Det er naturligvis ikke den enkelte leder, der i løbet af en årrække er blevet et dårligere eller et mindre empatisk menneske.

Der er snarere tale om et decideret socialpolitisk skred. Godt hjulpet på vej af tankegodset og de snærende rammer bag New Public Management.

Brug for ensartethed
Vi anerkender, at grundet generel ressourceknaphed i samfundet kan det være nødvendigt fortsat at lede efter mulige besparelses- og effektiviseringsområder.

Det bidrager vi meget gerne til. Men udover at denne kilde realistisk set må siges at være meget udpint, så er det også bekymrende, at der er en generel tendens til at pege fingre ad de svageste i vores samfund, alene af den grund at de koster samfundet penge.

Hvad er der blevet af tanken om, at det er de stærkeste skuldre, der skal bære?

Isoleret set, så har vi en sociallov, der kan det, den skal kunne. Nemlig at holde hånden under de svageste og dem med størst behov for hjælp.

Men det kniber gevaldigt med ensartetheden og med den gensidige forpligtelse. Populært sagt kan man sige, at på udførerdelen møder man sociallovgivningen i 98 forskellige udgaver i landets kommuner.

Tænk, hvis det samme gjorde sig gældende i forhold til udmøntningen af eksempelvis vigepligtsreglerne. Der er brug for ensartethed.

Manglende politisk retning
En medvirkende faktor til manglende ensartethed er mediekulturen, som vi kender den i dag.

Hverdagen byder i overvejende grad på lancering af enkeltsager frem for overordnet politisk retning. På den måde flyttes vores blik fra det overordnede og de større sammenhænge, der netop er brug for, når vi taler sociallovgivning. Ja, lovgivning i det hele taget.

Samtidig oplever man i stigende grad, at politik ikke længere handler om, hvad der er bedst for borgerne og for landet. Politik kommer i langt højere grad til at handle om, hvilke holdninger og opmærksomhedspunkter der kan være med til at gavne den enkelte politiker her og nu.

Er det politisk opportunt, så nedgøres udsatte borgere for åben skærm eller i hånende facebookopdateringer – og efterfølgende i alenlange hadske kommentarspor.

Desværre også efter den pågældende politiker har kastet sit blik på næste fristende enkeltsag.

Et realityshow
Med andre ord er politik blevet en slags strategispil.

Et realityshow, der dækkes på samtlige medieplatforme. Borgerne ender ofte som ufrivillige brikker i en større sammenhæng – alt imens afstanden mellem systemet og den enkelte borger bliver større.

Vi har brug for en socialpolitik baseret på ordentlighed og ensartethed. Og vi har brug for ordentlige politikere til at føre dette ud i livet!