Spastikerforeningen: KL taler med to tunger

Af Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

10. maj offentliggjorde Kommunernes Landsforening (KL) et nyt socialpolitisk udspil, ”Fælles om fremtidens socialpolitik”. Et udspil, som mange – jeg selv inklusiv – har rost for at være perspektivrigt og invitere til dialog om fremtidens social- og handicappolitik.

Men ak! Optimismen var åbenbart ubegrundet. Mindre end en måned senere, og efter at have læst økonomiaftalen mellem KL og regeringen, må man bare konstatere, at vi er tilbage ved KL classic.

Økonomiaftalen, som regeringen har forpligtet sig til at arbejde for, rummer besparelser, negativ retorik, angreb på handicappedes rettigheder, initiativer, som har til formål at udvide kommunernes mulighed for at bestemme over borgeren og underminere den netop vedtagne revision af serviceloven. Et hvert udtryk for, at vi er ”fælles” om noget som helst, er forsvundet som dug for solen.

Her er nogle af de forslag, som vil kunne få stor indflydelse på hverdagen for mange mennesker med cerebral parese og andre handicap.

Opgør med botilbudsbeboernes retsstilling
Aftalen indeholder en række initiativer, som svækker retsstillingen for borgere, som bor på botilbud. Kommunerne vil blandt andet få mulighed for at ophæve borgernes boligdokumenter/lejekontrakt, så man kan revisitere borgeren til en ny bolig – også mod borgerens ønske. Man vil desuden kunne omdisponere frit mellem midlertidige og varige botilbud.

KL siger et, når der skal holdes skåltaler, og noget helt andet, når de sidder til de lukkede økonomiforhandlinger med finansministeren.

Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Der er imidlertid en verden til forskel mellem de to typer botilbud. De midlertidige tilbud forbereder beboerne til noget andet – til det, de skal efter det midlertidige ophold, mens et varigt botilbud er borgerens blivende bolig. Det er to vidt forskellige udgangspunkter. Derfor kan man kan ikke bare drive midlertidige og permanente botilbud som om det var et fedt. Endelig vil kommunerne oprette botilbud, som udelukkende retter sig mod unge (18-30 år).

Det sidste adresserer et reelt problem omkring alderssammensætningen i en del botilbud. Men løsningen er ikke at skaffe sig hjemmel til at smide 30-årige ud af deres hjem. Det kræver komplekse løsninger, som bl.a. omfatter gennemtænkte og fleksible nybyggerier, som reflekterer forskellige livssituationer og stimulerer en boligmobilitet blandt handicappede, som ligner den, andre har.

Flere af forslagene er, efter min bedste overbevisning, i lodret konflikt med Handicapkonventionen og princippet om retten til ”at vælge […] bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre […]”.

Angreb på tilgængelighedskravene i bygningsreglementet
Aftalen indeholder også et afsnit om at skabe bedre muligheder for at bygge billigere almene boliger. Glorværdigt formål, men det skal blandt andet ske ved ”forenkling af indretningskravene i almenboligloven og i bygningsreglementet.”

Fra frikommuneforsøgene ved vi, at det med stor sandsynlighed betyder forringelser i tilgængelighedskravene. Kommunerne og boligministeren har jo tidligere demonstreret stor vilje til at gå på kompromis med handicaptilgængeligheden.

Fokus på styringsværktøjer
Aftalens afsnit om socialområdet fokuserer i alt væsentligt på kommunernes ønske om stærkere styringsværktøjer. Afsnittet bærer præg af, at kommunerne ikke fik den revision af serviceloven, de ønskede.

Derfor forsøger kommunerne nu via økonomiaftalen at udøve ”damage control” ved at gå efter ankesystemet og vejledningerne til servicelovens voksenbestemmelser. Jeg minder i al stilfærdighed om, at servicelovrevisionen lige er blevet enstemmigt vedtaget af samtlige partier i Folketinget. Det vil være passende at lade det ligge der!

Frontalangreb på den vederlagsfri fysioterapi
Endelig trækker aftalen endnu et spøgelse ud af skabet. I afsnittet om modernisering og effektivisering går aftalen direkte efter ridefysioterapi og den lægelige visitation til vederlagsfri fysioterapi.

Regeringen og KL er tilsyneladende enige om at benytte den kommende overenskomstforhandling mellem Danske Regioner og fysioterapeuterne til fremover at lade kommunerne stå for visitationen til vederlagsfri fysioterapi. Det har Spastikerforeningen gentagende gange advaret mod.

For mange mennesker med cerebral parese (og andre handicapgrupper), der modtager vederlagsfri fysioterapi, er fysioterapibehandling ofte den eneste behandling de får. En behandling, de er helt afhængige af for at vedligeholde kropslige funktioner, forebygge kropsligt forfald, senskade og for tidlig død.

For rigtig mange mennesker med cerebral parese er fysioterapi en lige så vigtig behandling, som medicin og kirurgi er for andre målgrupper. Derfor er det selvfølgelig også lægefagligt personale – og ikke kommunale sagsbehandlere – der skal ordinere behandlingen.

Hvor blev tillidsdagsordenen af?
Økonomiaftalen udstiller desværre et KL, som taler med to tunger. Det oplæg til fælles forståelse og dialog om udvikling af handicappolitikken – og de udfordringer, vi åbenlyst står med – holdt i mindre end en måned.

Den optimisme, som knyttede sig til ”Fælles om fremtidens socialpolitik” viste sig åbenbart at være ubegrundet. KL siger et, når der skal holdes skåltaler, og noget helt andet, når de sidder til de lukkede økonomiforhandlinger med finansministeren.