Debat

Spastikerforeningen: Prioritér faglighed før økonomi

REPLIK: Det er ikke faglig kvalitet, men økonomi, der definerer indsatsen på handicapområdet. Hvis indsatsen skal optimeres, må kommunerne sætte fagligheden forrest, skriver direktør i Spastikerforeningen, Mogens Wiederholt. 

Foto: Spastikerforeningen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

I et bidrag til den igangværende debat om strukturreform og afspecialisering skriver Thomas Adelskov her på Altinget om nødvendigheden af at sætte borgeren og borgerens behov i centrum.

Det er svært at være uenig i. Men hvad er indholdet og substansen i udsagnet om ”borgeren i centrum”? Jeg er på lange stræk helt enig med Thomas Adelskov i et af elementerne: Specialisering handler ikke nødvendigvis om tilbud, forstået som fysiske institutioner, borgeren skal flytte efter.

Graden af specialisering eller afspecialisering skal ikke nødvendigvis måles på mængden af centrale institutionstilbud. Det handler om viden og indsats. Og den nødvendige og relevante indsats skal selvfølgelig ydes der, hvor borgeren ønsker den leveret.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Vi skal så langt som overhovedet muligt afkoble sammenhængen mellem opholdssted og indsats. Det er at sætte borgeren i centrum.

Derfor er den største udfordring, hvordan vi sikrer, at kommunerne efterspørger den højt specialiserede viden, der er behov for, for at kunne garantere den bedst tænkelige indsats.

Man udsulter og udhuler de centrale vidensmiljøer ved at trække borgere hjem - eller ved at undlade at visitere til de centrale tilbud uden at have lokal forankret viden og uden at efterspørge ekstern viden, som kunne kvalificere den lokale indsats.

Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Og hvordan løser vi distributionen af viden, så kommunerne har den viden, der skal til for at kunne stille den højt specialiserede indsats til rådighed, når behovet opstår?

Det er det, der er vores udfordring - og løsningen er kompleks.

Lokale indsatser må også bygge på faglighed 
I en (lang) overgangsperiode vil det fortsat være nødvendigt med højt specialiserede tilbud i form af specialinstitutioner - og helt afskaffe dem kan vi nok ikke. Men ambitionen må selvfølgelig være, at vi – så langt som overhovedet muligt - kan levere den rigtige og fagligt bedste indsats til borgerne der, hvor borgeren efterspørger den.

Det kræver, at kommunerne sætter fagligheden forrest - og foran økonomien. Ellers bliver det, som Knud Årup skrev, "socialt kvaksalveri".

En indsats bliver ikke god, bare fordi den er lokal. Den ultimativt bedste indsats er den indsats, som både bygger på den bedst tænkelige faglighed - og leveres der, hvor borgeren ønsker den leveret. Det er en proces - en delikat og tidskrævende proces, hvor balancen mellem centralisering og decentralisering af indsatsen er helt afgørende.

Det er min oplevelse, at kommunerne forcerer den proces. At man udsulter og udhuler de centrale vidensmiljøer ved at trække borgere hjem - eller ved at undlade at visitere til de centrale tilbud uden at have lokal forankret viden og uden at efterspørge ekstern viden, som kunne kvalificere den lokale indsats. Det er ikke faglig kvalitet, men økonomi, der definerer indsatsen.

Jeg vil hellere end gerne støtte en struktur, som bygger på lokal kommunal indsats, hvis den indsats, der leveres lokalt, bygger på den bedst tænkelige faglighed.

Men det er ikke det, der sker i dag. Den drøm, Thomas Adelskov har, er stadig en utopi. Men en utopi, vi deler.

Der er intet til hinder for, at vi kan levere størstedelen af den indsats mennesker med handicap har behov for lokalt. Men det forudsætter, at vi er villige til at betale det, det koster.

Det forudsætter, at vi får en finansieringsmodel, som udligner forskelligheden mellem kommunerne.

Og det forudsætter, at vi vender bøtten og betragter handicapområdet som et område, der skal investeres i.

Vi må sammen søge og finde den rigtige balance mellem central og decentral viden. Og det forudsætter, at vi i fællesskab udvikler en national strategi for, hvordan den nødvendige viden udvikles og vedligeholdes - og hvordan den distribueres der ud, hvor behovet er.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00