Spastikerforeningen: Væk med viften

DEBAT: Den såkaldte tilbudsvifte i Serviceloven giver ikke udsatte borgere en mere helhedsorienteret indsats. Det mener Mogens Wiederholt, direktør i Spastikerforeningen.

Af Mogens Wiederholt
Direktør, Spastikerforeningen

Altinget bringer i øjeblikket en række artikler, som varmer op under debatten om den forestående reform af servicelovens voksenbestemmelser.

Karina Adsbøl konstaterede forleden i sit bidrag, at vi skal have forenkling og retssikkerhed – og så siger hun også, at hun er ”forsigtig optimist”. Jeg deler begge synspunkter – også den forsigtige optimisme. Jeg er overbevist om, at organisationerne vil kunne støtte en række af de initiativer, som er bragt ind i debatten: Kompensation og (re)habilitering i formålsbestemmelsen, en styrkelse af udrednings- og handleplansværktøjerne og en forenkling af merudgiftsbestemmelsen, etc.

Men på et helt afgørende område skiller vandene, det gælder den såkaldte ’tilbudsvifte’.

Intet har ændret sig
Thomas Adelskov skriver i sit indlæg i Altinget, den 14. april: (…) det handler om at styrke borgerens retssikkerhed ved at gøre lovgivningen mere enkel og gennemskuelig. I dag er reglerne om støtte til mennesker med handicap, sindslidelse eller sociale problemer spredt rundt i serviceloven. KL mener, at støttemulighederne bør samles i en ydelsesvifte, så borgeren og kommunen nemt kan danne sig et overblik over de forskellige støttemuligheder, og kommunen får et bedre udgangspunkt for at sammensætte en helhedsorienteret hjælp til borgeren, som samlet set opfylder borgerens behov for hjælp og støtte.

Alle husker vel, at netop tilbudsviften var den sten, tidligere socialminister Manu Sareens reformforsøg grundstødte endeligt på i februar 2015. Hvis man er i tvivl, så læs høringssvarene en gang til. Og intet har ændret sig i vores holdning til den del af reformen. Når vi er så sammenbidte modstandere af viften, så skyldes det primært tre forhold:

For det første indeholdt forslaget til viften et såkaldt substitutionsprincip. Det vil sige, at kommunerne får adgang til at udskifte ét tilbud med et andet, hvis kommunen mener, at det er det bedste for borgeren.

Borgeren søger om at få foretaget en boligændring, men kommunen mener, at borgeren er bedre tjent med et midlertidigt botilbud - som kommunen måske tilfældigvis lige har på hylden. ”(…) kommunen (min fremhævning) får et bedre udgangspunkt for at sammensætte en helhedsorienteret hjælp til borgeren, som samlet set opfylder borgerens behov for hjælp og støtte”, skriver Thomas Adelskov. Hvor er borgeren henne i KL’s perspektiv?

En svækkelse af retssikkerheden
Hvordan det er en styrkelse af borgerens retssikkerhed, det har jeg svært ved at få øje på? Tværtimod. For realiteten er jo, at Ankestyrelsen, hvis der overhovedet ankes, ikke kan tage stilling til kommunens skøn, medmindre det er ulovligt. Ankestyrelsen er et legalitetstilsyn, som efterprøver, om kommunerne træffer lovlige afgørelser.

Ankestyrelsen er ikke et socialfagligt organ, som kan tage stilling til, om det ene eller andet tilbud er godt eller skidt for borgeren. Derfor er viften reelt en omgåelse af ankesystemet og en væsentlig svækkelse af borgerens retssikkerhed.

Dertil kommer, at mange borgere ikke har ressourcer og overskud til at anke. Den borgergruppe vil stå endnu svagere, fordi de personer ikke alene risikerer at få afslag på en ydelse, men risikerer at blive påduttet et tilbud, de overhovedet ikke er interesseret i. Kald lige det retssikkerhed.

For det andet indeholdt viften en ny bestemmelse, hvorefter kommunerne kan yde såkaldt ”anden hjælp”. Det er i realiteten en blanco check, som giver kommunerne mulighed for frit at opfinde tilbud og ydelser, der ikke er beskrevet i loven, som kommunen kan substituere de øvrige tilbud i viften med. Det er jo nærmest kafkask.

Hvordan kan det være en styrkelse af borgerens retssikkerhed, hvis man beder om én ydelse, men i stedet bliver pålagt et tilbud, som er opfundet til lejligheden? En sådan bestemmelse vil i realiteten give kommunen en næsten uindskrænket magt over borgeren. Det har jeg svært ved at forstå som en styrkelse af borgernes retssikkerhed.

Behov for en mere helhedsorienteret indsats
Udover de her nævnte ”nyskabelser”, så har tilhængerne af viften – helt på linje med Thomas Adelskov i ovenstående citat – forsvaret viften med, at den skaber overblik og giver mulighed for en mere helhedsorienteret indsats. Og det er jo rigtig godt. Vi er alle – også i handicaporganisationerne – enige i, at der er behov for en mere helhedsorienteret indsats.

Men det er altså forsimplet at tro, at det er paragrafinddelingen i serviceloven, der bærer skylden for, at vi stadig – 35 år efter særforsorgens udlægning - efterlyser helhedsorienterede løsninger. Det billede, Thomas Adelskov fremmaner, er jo på det nærmeste et billede af de kommunale sagsbehandlere som blinde høns, der forvildet farer rundt i landskabet i håb om at finde et korn.

Det er jo ikke det, der er problemet. Socialrådgiverne og sagsbehandlerne i øvrigt kender godt serviceloven og dens tilbud. Den store udfordring, når vi taler manglende helhedsorientering, kan ikke isoleres til serviceloven. Det er ikke den vertikale helhedsorientering, der er vores største problem.

Når borgerne ikke får det, de har behov for – og det sker bestemt - så er det ikke fordi, socialrådgiverne ikke kan finde rundt i paragrafferne. Det er langt mere komplekst end som så.

Det handler i højere grad om generel viden om målgruppernes behov, inddragelse af borgerens viden og så handler det om, at de økonomiske incitamentsskrukturer ind imellem frister kommunerne over evne. Uhensigtsmæssige og fejlrettede økonomiske incitamentsstrukturer er en langt større fjende for helhedstænkningen end socialrådgivere, der ikke kan hitte rundt i loven.

Den horisontale helhedsorientering
Det afgørende problem, når vi taler om manglende helhedsløsninger, er helhedstænkningen på tværs af de forskellige kommunale forvaltninger og afdelinger. Det er den horisontale helhedsorientering, der er udfordringen.

Det er manglen på sammenhæng mellem det, der sker i skoleforvaltningen, jobcentret, sundhedssystemet og socialforvaltningen, der er problemet: Borgere med 2, 3 eller 4 forskellige handleplaner, jobindsatser, som ikke understøttes af de rigtige hjælpemidler eller socialpædagogisk støtte, uddannelsesindsatser, som falder totalt på jorden, fordi der ikke følges op i beskæftigelsesforvaltningen, etc.

Det er den type strukturelle problemstillinger, som står betontykt i vejen for egentlige helhedsløsninger. Vil vi skabe sammenhængende og helhedsorienterede løsninger, så er kommunerne pisket til at finde nye samarbejds- og organiseringsformere, som understøtter sammenhæng og helhed og modarbejder silo- og kassetænkning.

Jeg er helt med på, at den øvelse ligger noget udover den opgave, som kan løses i en reform af serviceloven. Men vi er nødsaget til at gøre opmærksom på, at det er her, hunden ligger begravet.

Vi må ikke foregive, at komplekse problemer kan løses gennem simple greb og snuptag – som f.eks. ved at slå nogle tilfældige paragraffer sammen i serviceloven. Det tror jeg, alle kan se – og derfor kan man ikke fortænke nogen i, at de frygter, at der ligger en anden dagsorden bag ideen om en tilbudsvifte.

Forrige artikel Frank Jensen: Flygtningeboliger må ikke blive et nulsumsspil Frank Jensen: Flygtningeboliger må ikke blive et nulsumsspil Næste artikel Dansk Erhverv: Styrk konkurrencen på kvalitet og effekt Dansk Erhverv: Styrk konkurrencen på kvalitet og effekt
  • Anmeld

    Birgit Rasmussen

    Fuldstændig enig

    Jeg er helt enig i Mogens Wiederholts synspunkter og betragtninger. Borgernes oplevelser af ikke at blive kompenseret i tilstrækkelig grad for deres handicap, skyldes IKKE, at der er for mange paragraffer.
    Det skyldes, at der er for lille økonomisk råderum, samt at der ikke er tid eller forståelse for, hvor vigtigt det er, at inddrage den person det handler om tilstrækkeligt i sagsbehandlingen, og lytte til og FORSTÅ borgerens opfattelse af behovet eller en kombination af de 3 ting.

Radikale sætter S på plads: Fingrene væk fra satspulje-reserven

Radikale sætter S på plads: Fingrene væk fra satspulje-reserven

SATSPULJE: Regeringen vil finansiere sit børneudspil med 600 millioner kroner årligt fra satspulje-reserven. Men selvom satspuljen er nedlagt, er det fortsat satspuljepartierne, som disponerer over de tilbageværende midler, understreger Radikale.