Debat

Specialiseret viden lider en bitter skæbne

DEBAT: Borgere med særlige behov kan se frem til forringelser, hvis ikke kommunerne tager et ansvar og sikrer den specialiserede viden, lyder det fra formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad.
Foto: stiglangvad.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er behov for, at politikerne på Christiansborg tager ansvaret på sig og reelt sikrer, at den specialiserede viden ikke går tabt på grund af kommunernes nølen og egeninteresser. Problemstillingen bør indgå som et fokuspunkt, når man tager fat på evaluering af kommunalreformen

Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer
Fakta
BLAND DIG I DEBATTEN! - Send en mail til [email protected]

Af Stig Langvad
Formand for Danske Handicaporganisationer.

Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) skal hjælpe kommunerne i komplekse sager ved at henvise til specialiseret viden. Men udviklingen går mod, at den specialiserede viden, som VISO kan henvise til, forsvinder. Evaluering af kommunalreformen bør føre til styrkelse af VISO og specialiseret viden.


VISO blev oprettet med kommunalreformen for at sikre den specialiserede viden og bidrage til, at denne viden kommer til gavn dér, hvor behovet er. Det sker ved, at VISO indgår aftaler med en række aktører, der er i besiddelse af specialiseret viden.

Det er dog ikke VISO's ansvar, at disse aktører har et overlevelsesgrundlag. Principielt kører systemet på udbud og efterspørgsel. Det betyder, at selvom VISO har en aftale med et specialiseret tilbud om at stille viden til rådighed, så er der en risiko for, at den viden alligevel kan gå tabt. Det sker, hvis kommunerne ikke efterspørger den specialiserede viden, når de skal lave en indsats for borgere med komplekse behov. Et specialiseret tilbud kan nemlig ikke overleve alene på grund af aftalen med VISO.

Manglende finansiering
Et typisk eksempel er Taleinstituttet i Region Nordjylland. Taleinstituttet er VISO-leverandør og er altså udpeget som et af de steder, hvor vigtig, specialiseret viden er til stede. Taleinstituttet har en bred vifte af ydelser til børn, unge og voksne med kommunikationsvanskeligheder, udviklingsmæssige vanskeligheder eller følger af hjerneskade. Taleinstituttet har en helhedsorienteret tilgang, hvor ydelserne er individuelt tilrettelagte og målrettet den enkeltes specifikke behov i et tværfagligt samarbejde. 

Kommunerne i Nordjylland har hidtil haft en solidarisk aftale om, at dele af Taleinstituttets ydelser blev objektivt finansieret og dermed sikrede et økonomisk basisgrundlag. Men på baggrund af en fælleskommunal beslutning om at ændre modellen for finansiering af Taleinstituttet til kun at være takstfinansieret, er Taleinstituttets fremtid nu usikker. Det kan man læse i udkast til rammeaftalen mellem Region Nordjylland og kommunerne i regionen. Her lyder det, at:

”Den nye aftalemodel kan ikke sikre en faglig bæredygtighed på de højt specialiserede ydelser, såfremt kommunerne foretager væsentlige reduktioner i efterspørgslen.”

Kommunerne i Region Nordjylland har i løbet af 2012 forsøgt at tale sig frem til, hvordan et ønske om kun at betale for de ydelser, den enkelte kommune benytter, kan kombineres med en bæredygtig økonomi for Taleinstituttet, men uden held. Nu skal diskussionen fortsætte på andet år uden udsigt til afklaring for Taleinstituttet. Kommunerne kan ikke blive enige om den nødvendige finansiering, så Taleinstituttet, og dermed også den oparbejdede ekspertise i instituttet, er i fare for at forsvinde:

”Under afklaringsprocessen i 2012 har der været udfordringer med at forene kommunernes ønsker til den fremtidige opgavevaretagelse med det der er realiserbart i forhold til at drive Taleinstituttet fagligt og økonomisk bæredygtigt. Disse udfordringer har bevirket, at det ikke har været muligt at udarbejde et forslag til aftale vedrørende Taleinstituttet, der kan indarbejdes i rammeaftalen for 2013.”

Et opråb til Christiansborg
Hvis VISO peger på en specialiseret viden, så skal den også være til stede. Derfor skal kommunerne tage deres ansvar alvorligt, for det er et fælleskommunalt ansvar at sikre den opbyggede specialiserede viden. Der er behov for, at politikerne på Christiansborg tager ansvaret på sig og reelt sikrer, at den specialiserede viden ikke går tabt på grund af kommunernes nølen og egeninteresser. Problemstillingen bør indgå som et fokuspunkt, når man tager fat på evaluering af kommunalreformen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stig Langvad

Projektkoordinator, Dansk Handicap Forbund
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1984)

0:000:00