Store forskelle på hvor mange år europæerne arbejder

ARBEJDSLIV: Europæerne arbejder i snit stadig længere gennem livet. Men der er store forskelle − både mellem mænd og kvinder og mellem landene.

Foto: Colourbox
Rasmus Nielsen

Gennem hele deres liv arbejder europæerne længere og længere. I 2018 arbejdede de livslangt 36,2 år i snit, hvilket er 0,3 år længere end året før − eller 3,3 år længere end i 2000.

Men det er meget stor forskel fra land til land på, hvor længe man arbejder, fremgår det af nye tal fra EU's statistikkontor Eurostat. 

Arbejdsliv defineres som det antal år, en 15-årig forventes at komme til at arbejde i sit liv.

Mænd står til at skulle arbejde næsten fem år længere end kvinderne: 38,6 år mod 33,7 år.

Arbejdslivets længde varierer markant fra EU-land til EU-land og endnu mere, hvis vi også ser på Unionens nærmeste naboer.

Danmark kommer med 39,9 år ind på en top-tredjeplads efter Holland med 40,5 år, mens Sverige topper som det land, hvor befolkningen med 41,9 år i snit arbejder længst gennem livet. Den svenske EU-rekord overgås dog af Island, hvis folk i snit arbejder hele 46,3 år.

I bunden kommer − hvilket måske bekræfter nogle nordeuropæeres fordomme − tre lande mod syd: 31,8 år i Italien, 32,4 år i Kroatien og 32,9 år i Grækenland.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00