Debat

Uden finansiering, ingen specialviden

DEBAT: Der er behov for specialviden på det specialiserede område, men viden koster penge. Derfor er finansieringen af den viden lige så vigtig som organiseringen af denne, skriver Thorkild Olesen fra Dansk Blindesamfund.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thorkild Olesen
Landsformand for Dansk Blindesamfund

Det ser ud til, at alle er indstillet på, at borgere og kommuner skal kunne få specialrådgivning og have adgang til specialviden. Det ser også ud til, at der er mere eller mindre stor vilje til at sikre, at specialviden og –rådgivning sikres ved at tvinge kommunerne til at samarbejde, og oveni købet også at give regionerne ansvaret for nogle af de mest specialiserede borgeres ve og vel.

Men det fremgår ikke af debatten, hvordan man vil sikre, at det specialiserede socialområde kan levere denne viden og rådgivning.

Specialviden udvandes
Der er i hvert fald ikke nogen, der tager stilling til finansieringen af de strukturer, som skal støtte borgere og kommuner på det specialiserede socialområde.

Fakta

Fra 21. marts og en måned frem handler femte udgave af Socialdebatten om fremtidens specialiserede socialområde.

Mød Socialdebbattens debatpanel 

Socialdebatten på Altinget | Social har til formål at fokusere og styrke den socialpolitiske og socialfaglige debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Social eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for det sociale område.

Emnet for den første udgave af Socialdebatten, der startede i november måned, var anbringelser af udsatte børn. Det er nu femte gang, Socialdebatten kører.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.


 

Man finder heller ingen hjælp i evalueringens hovedrapport, der fortsætter med at sværge til New Public Managements mantra om takstfinansiering og markedsgøring af det specialiserede socialområde på linje med hele den offentlige sektor, samtidig med at den på udokumenteret vis problematiserer den mest solidariske og sikre mellemkommunale metode, den objektive finansiering.

Dette på trods af, at markedsgørelsen af området er en af hovedgrundene til, at specialviden og –rådgivning stille og rolig er blevet udvandet siden kommunalreformens ikrafttræden i 2007.

Der er imidlertid ingen dokumentation for, hvad det er for et økonomisk grundlag, der skal til for at bibeholde viden og rådgivning. Man kan som kommuner udmærket være enige om at bibeholde et fælleskommunalt tilbud med specialviden, men hvis finansieringen ikke er tilstrækkelig, er det blot et slag i luften.

Thorkild Olesen
Landsformand for Dansk Blindesamfund

Mangel på helhedsorienteret støtte
Læser man i afrapporteringen fra undergruppen om social- og specialundervisningsområderne, kan man se, at kommunerne siden 2007 for eksempel har opretholdt efterspørgslen på synsområdet på de områder, som er objektivt finansierede, og som ydes af de to landsdækkende institutioner, Synscenter Refsnæs (Region Sjælland) og Instituttet for Blinde og Svagsynede (Københavns Kommune). Men de samme to institutioners takstfinansierede tilbud er halveret i samme periode.

Forklaringen kan ikke findes i, at der i perioden er blevet markant færre synshandicappede børn, unge og voksne. Det antal er stabilt og numerisk lille.

Men er det så ikke den såkaldte kommunale nyspecialisering, der har fundet sted, og som har løftet området?

Næ, det kan man heller ikke sige. Et af de tilbud, der er forsvundet, er uddannelsen som pianostemmer, og den er ikke genopstået af asken som fugl Fønix i en kommune, den er bare væk.

Et andet tilbud, som er i fare, er det særlige skoletilbud for synshandicappede børn med flere handicaps på Synscenter Refsnæs. Børnene hjemtags til kommunale tilbud, som gode til at støtte op om de andre handicap, men som ikke ved noget om det primære handicap, nemlig blindheden. Og de hjemtagende kommuner efterspørger ikke den viden, som Synscenter Refsnæs har på området. Borgerne får altså ikke den helhedsorienterede støtte, de har brug for.

Ingen dokumentation
I forhold til den decentrale viden og rådgivning nævnes øget brug af abonnementsfinansiering som en mulighed for at bibeholde specialviden og –rådgivning på kommunikationscentre/synscentraler.

Der er imidlertid ingen dokumentation for, hvad det er for et økonomisk grundlag, der skal til for at bibeholde viden og rådgivning. Man kan som kommuner udmærket være enige om at bibeholde et fælleskommunalt tilbud med specialviden, men hvis finansieringen ikke er tilstrækkelig, er det blot et slag i luften.

Erfaringerne fra perioden siden 2007 er, at de institutioner, som har haft abonnementsordninger, har oplevet store nedskæringer, som betyder, at man alligevel ikke har kunnet fastholde specialviden.

Det kunne både underudvalgets rapport om det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet og hovedrapporten formentlig have dokumenteret, hvis man havde medtaget den undersøgelse, som man bad et revisionsfirma om at gennemføre på kommunikationscentrene. Rapporten er af en eller anden grund desværre ikke med i det endelige arbejde.

Løsningen er en totrinsraket
Man kan imidlertid sikre specialviden og –rådgivningen for borgere og kommuner, og man kan oven i købet sikre retssikkerheden og rentabilitet for borgere og kommuner ved at gøre det rigtige. Og det rigtige er pakket ind i en totrinsraket.

For det første skal kommunerne tvinges til at samarbejde om at sikre den specialviden og –rådgivning, som de og borgerne har brug for. Modellen er kendt, man kan blot genanvende ideerne fra social- og integrationsministerens udmærkede tilsynsreform.

For det andet skal viden og specialrådgivning sikres ved, at kommunerne skal efterspørge den, og ved at borgerne skal have fri adgang til at efterspørge den. Kommunerne skal ved opstilling af krav til sagsbehandlingen tvinges til at spørge de specialrådgivningsinstanser, der findes, til råds inden, der træffes en myndighedsafgørelse.

Det betyder ikke, at kommunen bindes til at følge rådgivningen, men det betyder, at borgeren skal informeres om, hvorfor kommunens afgørelse eventuelt ikke er i overensstemmelse med de råd, kommunen har fået.

Derved sikres en bedre retssikkerhed for borgeren. Og for kommunerne sikres det, at de afgørelser, man træffer, er mere kvalificerede, hvorved mindre bureaukrati med ankesager og tilbagevisninger af ankesager opnås.

Alle kan heldigvis blive enige om, at der er behov for specialrådgivning og –viden. Især på et lille område som synsområdet er den slags viden helt nødvendig, for ingen kan forventes at vide noget om sådan et lille sagsområde.

Men viden er ikke efterspørgselsbaseret. Viden er enten noget, man har, eller også har man det ikke. Og viden koster penge. Derfor er finansieringen af den viden lige så vigtig som organiseringen af denne. For uden penge gør det ondt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00