Udsatte: Erstat satspuljen med fast udviklingspulje

Af Jann Sjursen 
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Debatten om satspuljen her på Altinget.dk er tankevækkende. Det er den ikke mindst, fordi en hel del indvendinger mod den nuværende ordning går igen: Det gælder både det forhold, at puljen finansieres af indkomstoverførsler, og det forhold, at indsatser for de mest udsatte voksne ofte overses, mens puljen i stigende grad anvendes til at finansiere større regeringstiltag, som ret beset hører til på den almindelige finanslov.

Mange forslag
Forslagene til løsninger på problemerne med den nuværende ordning varierer dog.

Socialordfører fra Konservative, Mai Mercado, fremfører det synpunkt, at løsningen ikke skal findes ved, at sigtet med satspuljen – det vil sige den udviklende indsats overfor samfundets udsatte grupper – blot overgår til den almindelige finanslov. Det skal den ikke, mener socialordføreren, fordi der derved vil være en risiko for, at indsatsen over for udsatte grupper blot nedprioriteres.

Det synspunkt er der for så vidt god ræson i. Nedprioritering er bestemt en reel risiko, hvis man ’bare’ nedlægger satspuljen og fremover siger, at opgaven med at sikre udvikling i indsatsen overfor samfundets udsatte grupper skal varetages af finansloven generelt. Socialt udsatte nedprioriteres alle andre steder, når samfunds-kagen skal fordeles, så det ville nok også ske i denne sammenhæng.

Københavns socialborgmester Jesper Christensen fremhæver i sit indlæg til debatten, at socialområdet har forandret sig i de 25 år, satspuljen har eksisteret. At udvikling og nytænkning i dag er en naturlig del af enhver kommunes tilrettelæggelse af den socialfaglige indsats, hvorfor puljens sigte – innovation og udvikling – er et fortidslevn.

Der er fortsat behov for nyudvikling, og der er behov for statslige midler, der kan trække og skubbe udviklingen i den rigtige retning. 

Jann Sjursen
Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Nogle vil nok indvende, at kommunerne faktisk altid har arbejdet med innovation og udvikling, også før innovation blev dansk politikersprog. Men mange på området, tror jeg, vil være enige i, at Jesper Christensen tager munden lige lovlig fuld, når han skriver, at ”satspuljen er skabt til at løse et problem, der groft sagt ikke er der længere”.

Behov for udvikling og hjælp
Der er fortsat behov for nyudvikling, og der er behov for statslige midler, der kan trække og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Det gælder både i de kommuner, der har viljen og evnerne, men også i de kommuner, der ikke prioriterer indsatsen for socialt udsatte synderligt højt.

Det har altid været en styrke – og er det fortsat – når satspuljeprojekter har været medvirkende til at åbne nye døre og gennemtænke den socialfaglige indsats, ofte i tæt samarbejde med civilsamfundet. Problemet er snarere, at det ikke længere er dét, der sker, i tilstrækkelig grad.

En del af forklaringen herpå skal måske findes i tendensen til, at civilsamfundet – som gennem hele den danske velfærdsstats levetid netop har været stedet, hvor nytænkning har haft allerbedst vilkår – nedprioriteres.

Civilsamfundet kan hjælpe
Konsekvensen bliver, at større, centralt tilrettelagte og styrede handlingsplaner og lignende med fokus på kommuner og regioners indsats ofte sluger størstedelen af støttemidlerne, så der ikke levnes meget til afprøvende, civilsamfundsbaserede projekter med fokus på udvikling af lavtærskeltilbud og lignende.

En løsning på de nuværende problemer med satspuljen kunne derfor være, at 1) nedlægge den nuværende satspulje og finansieringsmodel, 2) lade den almindelige finanslov om at finansiere større regeringsinitiativer, såsom psykiatrihandlingsplanen og lignende og 3) oprette en ny udviklingspulje/fond på finansloven til udvikling af indsatsen for udsatte grupper – på for eksempel 600 mio. kr. – som alene gik til støtte af udviklingsprojekter eller udbredelse af nye, allerede udviklede indsatser.

Indsatser, som er forankret i civilsamfundet, bør i den sammenhæng have en væsentlig højere prioritet, end det er tilfældet i dag – ikke mindst fordi mange socialt udsatte har mistet tilliden til det kommunale system og kan have behov for en alternativ vej retur.