Balancér mellem styring og kompetenceudvikling

Af Ib Oustrup
Direktør i COK

Da jeg i begyndelsen af halvfemserne var socialdirektør i Næstved Kommune (det er så længe siden, at det jo nærmest er en historisk betragtning), var effekt og evidens i socialt arbejde et stort diskussionsemne.

I en verden, hvor man ofte talte om ’metodefrihed’ i det sociale arbejde, var holdningen til evidens både kritisk og skarpt.

Socialt arbejde handlede om komplekse relationer mellem mennesker, og effekten af indsatsen omhandlede menneskers udvikling. Den slags kunne ikke beskrives, systematiseres og underlægges evidens, mente man.

Man kunne ikke måle effekt i socialt arbejde, synspunkterne i de faglige debatter var ofte meget skarpe, og måltænkning blev af mange fagprofessionelle betragtet som direkte professionsintimiderende.

Vi var nogle, der allerede dengang var bekymrede over den manglende systematik og metodiske tænkning i socialt arbejde. Vi oplevede en sektor, som – modsat hvad vi kender fra sundhedssektoren – ikke havde en videnskabelig tradition.

Man kan og skal imidlertid til stadighed reflektere over, hvordan evidensfokus i socialt arbejde undgår at blive til en teknokratisk og bureaukratisk disciplin.

Ib Oustrup
Direktør, COK

Konsekvensen var, at socialt arbejde oftest blev fornemmelsernes, oplevelsernes og synsningernes domæne. Ingen ville tale om, hvad fungerede bedre end andet.

Fælles retning for arbejdet
Sådan er det heldigvis ikke længere. Gennem de seneste år har socialsektoren bragt sig frem i første række både nationalt og internationalt, når det handler om evidens, vurdering af ’best performance’ og resultatskabelse. Og med resultatfokus ikke blot som en klassisk effekt/output-vurdering, men derimod mere avancerede vurderinger af det faktiske outcome.

Et fokus, hvor vi ikke bare ser, hvor mange der kommer gennem et forløb, deltager i en aktivitet, og hvad det koster, men et fokus, hvor vi i stigende grad ser på, hvad den enkelte faktisk får ud af en given indsats.

En af de store socialforvaltninger i landet, som har en meget professionel tilgang til evidensarbejdet, siger, at der er tre gode grunde til at fokusere på effekten i deres arbejde.

For det første giver formuleringen af effektmål og forandringsteorier en fælles retning for arbejdet. For det andet giver resultater mulighed for at redegøre for, hvad vi får ud af de mange penge, der bruges på socialt arbejde. Og for det tredje giver dialogen om resultater mellem kollegaer og med brugere mulighed for at give den bedst mulige hjælp til udsatte borgere.

Evidensarbejdet har hermed både et organisatorisk, et økonomisk og et fagligt perspektiv og bliver meget praksisorienteret med:

•    systematisk opfølgning på indsatsen på den enkelte borger
•    justering, hvis indsatsen ikke virker
•    udvikling af et helt konkret forandringskompas
•    fokus på at styrke den praksisbaserede evidens
•    opgaven med at knytte forskning, uddannelse og praksis tættere på hinanden.

Balance mellem styring of udvikling
Man kan og skal imidlertid til stadighed reflektere over, hvordan evidensfokus i socialt arbejde undgår at blive til en teknokratisk og bureaukratisk disciplin, der tager energien og engagementet ud af vores frontmedarbejdere.

Efterspørgsel efter viden om effekt, måling via kvantificerbare resultatmål, opbygning af teknologibaserede indberetningssystemer og løbende overvågning af resultatopnåelse skal hele tiden være et rygstød, der danner grundlag for refleksioner om udvikling af den faglige indsats.

Vi skal så at sige kunne balancere mellem et skarpt styrings- og et udviklingsparadigme. Vi skal balancere mellem New Public Management-styring og den værdibaserede tilgang, som er et af grundprincipperne i tillidsreformen.

Det skaber et stigende behov for at omsætte denne styrings- og udviklingsbalance til et konkret formsprog, der kan bruges af vores offentlige ledere i det sociale arbejde. Meget afhænger af deres evne til at omsætte disse nye signaler til daglig praksis. Det handler i højeste grad om praksisnær kompetenceudvikling.