WeShelter: Civilsamfundet er nødvendig i kampen mod hjemløshed

Flere betalelige boliger er en indlysende vej til at stoppe hjemløshed. Problemet er dog ikke løst alene ved, at alle hjemløse får en bolig.

For mange hjemløse er den store opgave at holde fast i det nye liv og ikke falde tilbage i fornyet hjemløshed. Derfor er den tilstrækkelige støtte til livet i egen bolig afgørende.

Det må heller ikke overses, at forebyggelse er en vigtig del af kampen mod hjemløshed. Derfor er det vigtigt at støtte udsatte i risiko for hjemløshed.

Civilsamfundet har erfaringen
Helt tilbage i 1893 tog skolebestyrer Napoleon Bang initiativ til den organisation, som i dag er kendt som WeShelter. Sammen med en kreds af frivillige oprettede Bang ”Hjemløses Hjem”, hvor stenbroens fattige, fordrukne, forhutlede hjemløse mænd kunne finde både ly for natten og meningsfuld beskæftigelse om dagen. Siden kommer flere organisationer dygtigt på banen, deriblandt Kirkens Korshær i 1912 og KFUM's Sociale Arbejde i 1918.

Hvert år giver vi i WeShelter hjælp til hundredevis af hjemløse beboere på vores herberger. På vores socialpsykiatriske aktivitets- og samværssteder har udsatte mulighed for at blive en del af et meningsfuldt fællesskab og få støtte til at leve med psykisk sygdom.

Baseret på 127 års erfaring er vores anbefaling, at vi i implementeringen af Housing First konsekvent indtænker civilsamfundet og ikke lader de kommunale løsninger stå alene.

Målet er ikke blot at få den hjemløse i bolig, men også at bryde med den sociale isolation, der forhindrer hjemløse i at blive en del af samfundet.

Her spiller civilsamfundets fællesskaber en afgørende rolle. Fordi civilsamfundet kan dreje på andre nøgler end det offentlige.
 
I det næste vil jeg trække nogle af disse nøgler frem fra bundtet.

Bekæmpelse af hjemløshed er også bekæmpelse af ensomhed
Ofte mangler hjemløse ikke kun en bolig, men også en plads i fællesskabet. De færreste har tæt kontakt til familien, kun få er i arbejde og mange har psykiske eller fysiske problemer.

Alt for ofte står ensomheden i vejen, når andre problemer skal tackles. Gennem årelang praksis har vi erfaret, hvordan overgangen fra herberg til egen bolig er forbundet med ensomhed og social isolation. Og at manglende netværk er medvirkende til, at tidligere hjemløse falder tilbage i fornyet hjemløshed.

Civilsamfundets frivillige har et andet udgangspunkt for at bekæmpe ensomhed end det offentlige. Her er relationen mellem mennesker, som engagerer sig i hinanden af fri vilje – uden, at den ene får løn for det.

Den frivillige bliver en rigtig ven, som hjælper lige der, hvor behovet er. Uden at skele til paragraffer og uden indsigt i sagsmappen. Som en tidligere beboer på et af WeShelters herberger på et tidspunkt sagde om sin frivillige netværksven:

”Har man fået betalt sine regninger? Er der noget, der ligger og flyder? Det kan være 117 ting. Men at man har en man kan ringe til – at der er nogen, der holder lidt øje med en – det er bare rigtigt vigtigt”.

Brud med social isolation  
Vives fællesskabsmåling fra 2017 viser, at en tredjedel af de socialt udsatte har et uopfyldt behov for at deltage i aktiviteter sammen med andre.

I vores arbejde møder vi hjemløse, hvor den langvarige hjemløshed har sat spor i selvfølelsen. For dem kan livet i egen bolig blive et i social isolation, hvor de har minimal kontakt til samfundet.

Når den sociale isolation griber om sig, er der risiko for tab af helt basale færdigheder og struktur i hverdagen.

Man holder måske op med at gå i bad. Slækker på den personlige hygiejne. Får ikke gjort rent og båret skrald ned. Resultatet kan blive fornyet hjemløshed, når naboer og boligselskab begynder at reagere.

Andre genskaber rutinerne ved igen at finde tryghed i velkendte fællesskaber i ”det gamle hjemløsemiljø”, ofte med rusmidler som fast samlingspunkt.

Civilsamfundets frivillige kan bygge bro til og skabe inkluderende frivillige fællesskaber med plads og rum til deltagere med psykosociale vanskeligheder.

I WeShelter sker det konkret ved, at frivillige inviterer socialt udsatte med i sociale madklubber, hvor man tilbereder og spiser et lækkert måltid mad sammen.

Målet er således ikke en tæt en-til-en-relation, men det sociale samvær med andre. I tilgift giver deltagelsen i madklubben en anderkendelse af, at alle kan bidrage til fællesskabet.

Ligemænd og -kvinder giver håb
Tidligere hjemløse befinder sig ofte i et vakuum mellem normalitet og livet på herberget eller gaden. De er kommet videre, men føler sig ekskluderet fra samfundet.

Det gør det svært at fastholde et godt liv. Kløften mellem hjemløse og mennesker uden erfaring med hjemløshed kan være dyb.

Efter at have levet i hjemløshed, føler nogle sig mest trygge ved at få hjælp af ligesindede i form af tidligere hjemløse, som er trådt ud af hjemløsheden. De kender og forstår om nogen, hvor svært det kan være pludselig at stå alene i egen bolig.

WeShelter har positive erfaringer med at etablere peer-baseret støtte, hvor tidligere hjemløse hjælper i overgangen fra livet som hjemløs til livet under eget tag.

Et spørgsmål om tillid og støtte
Peer-støtten adskiller sig fra andre frivilligindsatser, fordi den hjemløse mødes af en, der har stået i samme situation. Det gør, at den frivillige kan trække på egne erfaringer og være en positiv rollemodel, der kan åbne for en fælles forståelse og tillidsforhold.

Organisationen Ombold trækker også på peer-lignende tilgange i deres arbejde med at engagere hjemløse i gadefodbold, ligesom man også i interesseorganisation for hjemløse SAND kan få hjælp og støtte af mennesker med egen erfaring med hjemløshed.

At møde et menneske, som er kommet godt videre, skaber håb og tro på, at et godt liv i egen bolig er muligt. Derudover har den peer-frivilliges ord en anden tyngde, da de bygger på egne oplevelser.

Vores erfaring er, at særligt hjemløse med lav grad af tillid til det offentlige hjælpesystem finder god støtte i peerbaseret støtte.

Desværre sker det af og til, at de mest systemtrætte hjemløse takker nej til den kommunale bostøtte. I de tilfælde kan peer-baseret støtte spille en helt særlig værdifuld rolle.

En meningsfuld hverdag
En meningsfuld hverdag er for mange forudsætningen for både at holde psykiske problemer og et problematisk brug af rusmidler fra døren. Begge dele kan føre hjemløshed med sig.

Civilsamfundet kan give hjemløse, der flytter i egen bolig, muligheden for skabe sig en meningsfuld hverdag. En ting er meningsfulde fællesskaber på væresteder og varmestuer. Men civilsamfundet kan mere end det.

Civilsamfundet kan også tilbyde socialt udsatte at blive en del af rumlige arbejdsfællesskaber, som giver mening i tilværelsen. Hvor man går fra at være bruger til at være bidragsyder. Arbejdsfællesskabet skaber det, som mange betragter som et “normalt” liv.

Det kan være i traditionelle frivillige aktiviteter som i for eksempel genbrugsbutikker eller i målrettede aktiviteter for udsatte.

I WeShelter har vi for eksempel "Drysseriet", hvor udsatte dyrker krydderurter, som drysses på maden i et hospitalskøkken. Det kan også være i socialøkonomiske virksomheder som Kaffe Karma, hvor frivillige og udsatte brygger og serverer en god kop kaffe.

Samarbejde og nytænkning
Selv de stærkeste civilsamfundsindsatser stopper ikke hjemløshed. Men vi kommer langt i kombination med Housing First indsatsens betalelige boliger og en vedvarende offentlig indsats, der opfylder de grundlæggende støttebehov – gerne med civilsamfundet som nonprofit-leverandør.

Kort sagt skal løsningerne skabes i fællesskab og på tværs af sektorer. Sidegevinsterne ved at skabe løsninger på tværs og i særdeleshed ved involvering af civilsamfundet er flere.

Ikke bare skaber mødet mellem forskellige perspektiver grobund for nytænkning. Involveringen af civilsamfundet giver også et samfund, hvor flere tager seriøst samfundsansvar for at skabe social forandring. Begge dele er der brug for, når vi skal stoppe hjemløshed.