Debat

Zornig: Kommunerne mangler viden om tvangsadoptioner

Lisbeth Zornig Andersen
Lisbeth Zornig AndersenStifter og leder, Huset Zornig, fhv. formand for Børnerådet

DEBAT: Der er bred enighed om, at tvangsadoptioner benyttes alt for sjældent. Men er kommunerne de rette til at beslutte, om et barn skal tvangsadopteres eller ej? Lisbeth Zornig Andersen, stifter og leder af Huset Zornig, er i tvivl.

Foto: Colourbox
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lisbeth Zornig Andersen
Stifter og leder af Huset Zornig

I debatten om tvangsadoption af børn er eksperterne hele vejen rundt rørende enige om, at vi skal have flere tvangsadoptioner. Og at det er lovgivningen i dag, der forhindrer det. I mit bidrag til debatten har jeg selv forsøgt at tage både barnets og forældrenes perspektiv, og må konkludere, at det er godt, at det ikke var mig, der sidder i de Børne- Ungeudvalg, der skal træffe den skæbnesvangre beslutning om at ændre et barns og dets forældres skæbne.

Lad mig lige ridse min holdning op. Tager man udelukkende det lille barns perspektiv, er der ingen tvivl om, at en bortadoption til velfungerende og ressourcestærke adoptivforældre i mange tilfælde er langt det bedste. Det bekræfter og dokumenterer SFI også. Men der er altså også de her forældre, der hører til barnet. Bør man ikke også tage deres perspektiv? Jo. Og når man har gjort det, må man samlet opveje for og imod. Og træffe en beslutning på baggrund af det.

Men – og det er min pointe her - er kommunerne i dag egentlig i stand til at opveje for og imod? Er de i stand til at vurdere forældres forældreevne? Det kunne jeg tænke mig klarhed over, før jeg tør bakke op om øgede muligheder for bortadoptioner.

Lær af anbringelser
Lad os se på et beslægtet område, nemlig anbringelser udenfor hjemmet. Hvor gode er kommunerne til at overholde loven på det område? Ser man på Ankestyrelsens praksisundersøgelse vedrørende anbringelse af børn og unge fra 2008, konkluderer Ankestyrelsen, at:

”En stikprøveundersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at der er fejl i 2 ud af 3 sager blandt 143 anbringelsessager fra 11 kommuner. Fejlene vedrører overholdelse af lovpligtige skridt i sagsbehandlingen”.

Så ja til flere tvangsadoptioner, hvis jeg kan få en garanti for, at det er dygtige eksperter, det træffer beslutningen. Den tryghed har jeg ikke nu. 

Lisbeth Zornig Andersen
Stifter og leder af Huset Zornig

Nu er den rapport fra 2008. Nogle vil mene, at det er en gammel rapport, og alle er blevet meget klogere. Ja, måske. Men kommunerne havde altså i 2008 praktiseret mange anbringelser udenfor hjemmet i årtier. Omkring 12.000 anbringelser om året de sidste 30 år. Og alligevel er der så mange fejl forbundet med anbringelserne, så sent som i 2008.

Det får mig til at stille spørgsmålstegn ved kommunernes nuværende evne til at vurdere rimeligheden af tvangsadoption af et barn på baggrund af den lovgivning, vi har på området. En vurdering, som de fleste sagsbehandlere og medlemmer af Børne-Ungeudvalg muligvis kun kommer ud for ganske få gange i deres virke.

Det bekymrer mig. Især, da socialminister Manu Sareen lægger op til, at loven skal lempes endnu mere, så kommunerne kan gøre øget brug af muligheden for tvangsadoption.

Jeg vil godt advare om, at man i så fald tilfører mere magt til kommuner, der så sent som i 2008 ikke kunne finde ud af at overholde loven på et så velkendt område som anbringelsesområdet. Skal vi have fjernet flere børn varigt fra forældre, vi som samfund dømmer ude, skal det dælme ske på et mere kvalificeret og velunderbygget grundlag, end vi har set på anbringelsesområdet.

Er kommunerne de rette?
Vi bør også stille spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er kommunerne, der skal have beføjelserne. Som nævnt vil en kommune sandsynligvis kun ganske få gange blive stillet overfor dilemmaet omkring tvangsadoption. Er det overhovedet rimeligt og trygt, at beslutningen lægges i hænderne på kommunerne? Jeg mener nej.

De fleste kommuner er alt for små til at rumme den specialviden, som skal til for en så stor beslutning. Derfor giver det langt mere mening, at det er en central instans under Socialstyrelsen eller Ankestyrelsen, der træffer beslutning om et så gennemgribende  indgreb. Dette er i øvrigt i tråd med et tidligere ytret ønske fra min side om, at de svære tvangsfjernelsessager bør fjernes fra kommunerne.

Jeg er sikker på, at de kun vil det godt ude i kommunerne, men man bliver også nødt til at indse, at der er nogle indgreb på det specialiserede børneområde, som ganske enkelt er for komplekst og for sjældent forekommende til, at kommunerne selv kan forventes at besidde den spidskompetence, det kræver.

Så ja til flere tvangsadoptioner, hvis jeg kan få en garanti for, at det er dygtige eksperter, der træffer beslutningen. Den tryghed har jeg ikke nu.

En fair og objektiv vurdering
Og jo, jeg ved godt, at Ankestyrelsen og Statsforvaltningen i sidste ende skal godkende tvangsadoptionen efter indstilling fra kommunen. Men det er ikke godt nok. Forældrene skal fra start have en fair og objektiv forældreevnevurdering, ligesom den centrale enhed også bør vurdere, om den pågældende kommune har gjort tilstrækkeligt for at støtte forældrene i at opøve en forældreevne.

Jeg møder mange ulykkelige familier, hvor det ender med anbringelser udenfor hjemmet, ganske enkelt, fordi kommunerne ikke har stillet tilstrækkelig forebyggende muligheder til rådighed. Og hvor man nærmest har kunnet forudse, at det måtte gå galt.

En af oplevelserne er den 17-årige, der fik tvangsfjernet sit nyfødte barn. Hun og hendes mor råbte på hjælp, fra graviditeten blev konstateret og helt frem til fødslen. Det blev til en anbringelse på et skolehjem med unge håndværkere, indtil fødslen gik i gang. Herefter en familieinstitution. Hun skulle naturligvis have været anbragt på en familieinstitution i det øjeblik, hun bad om hjælp, og så skulle hendes forældreevne have været trænet der. Ligesom hun skulle have haft hjælp til at bearbejde en barndom i systemets varetægt som tvangsfjernet og alvorlig omsorgssvigtet.

Vi bliver altså nødt til at anlægge et bredere perspektiv her, end blot det snævre fokus på, om tvangsadoptioner skal fremmes. Nemlig, om kommunerne er dygtige nok til at forebygge, at familier kommer i en situation, hvor tvangsadoption bliver et emne, og om de er dygtige nok til at håndtere en tvangsadoption.

Det er jeg ikke overbevist om. Men heldigvis er mange kommuner på vej til at realisere initiativer som familieiværksætterkurser, familieinstitutionsanbringelser, sikkerhedsplaner, familierådslagning og andre gode takter. Hvordan sikrer vi, at det sker systematisk i alle kommuner, så barnets og forældrenes skæbne ikke afgøres af, i hvilken kommune man bor?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Zornig Andersen

Stifter, leder, Huset Zornig, formand, SIF, Herberget Overførstergården, forfatter
cand.polit. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00