IRF i Sundhedsstyrelsen udgiver nye anbefalinger for valg af lægemidler til behandling af perifere neuropatiske smerter

Anbefalingerne indgår i den Nationale Rekommandationsliste, der er en liste, der skal hjælpe med at træffe beslutning om valg eller fravalg af et lægemiddel inden for en given lægemiddelgruppe til en konkret patientgruppe. Der er ikke tale om en behandlingsvejledning, men anbefalinger der kan støtte lægen i valget af lægemiddel inden for de enkelte lægemiddelgrupper (fx gabapentinoider eller tricykliske antidepressiva), der er til størst gavn for patienter med perifere neuropatiske smerter såsom postherpetisk neuralgi eller diabetisk polyneuropati. Lægemidlers pris eller deres tilskudsstatus indgår ikke i vurderingen.

Anbefalingerne har været i offentlig høring og er udarbejdet af IRF i samarbejde med en specialistgruppe med repræsentanter fra Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Neurologisk Selskab, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Ortopædkirurgisk Selskab, Dansk Reumatologisk Selskab, Dansk Kirurgisk Selskab og Dansk Selskab for Intern Medicin.

Du kan finde det fulde baggrundsnotat og en PIXI-udgave her

Læs metodebeskrivelse for den Nationale Rekommandationsliste her

 

Fokus på smertebehandling

Sundhedsstyrelsen har sat fokus på smertebehandling herunder på danskernes brug af smertestillende medicin. Baggrunden er en rapport fra 2016, der viste, at Danmark har et markant højere forbrug af opioider end andre nordiske lande.

Læs om Sundhedsstyrelsens smerteindsats her




Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget