Maksimale ventetider for maj 2018

Regionerne har indberettet til Sundhedsstyrelsen, om de maksimale ventetider for patienter med kræft- og hjertesygdom blev overholdt i maj. Der var 2 overskridelser i maj 2018 fordelt på to regioner. Desuden er der 3 ekstra overskridelser i henholdsvis juli 2017, august 2017 og april 2018.

Den manglende overholdelse af de maksimale ventetider for maj 2018 fordeler sig sådan:

  • 1 hændelse vedrørende kræftsygdom i Region Midtjylland
  • 1 hændelse vedrørende kræftsygdom i Region Nordjylland

Region Midtjylland har oplyst, at overskridelsen vedrører en patient, som skulle udredes for kræft. Patienten ventede 20 dage for længe på at blive udredt. Overskridelsen skyldes en visiteringsfejl. Region Midtjylland har oplyst, at de har skærpet proceduren overfor personalet.

Region Nordjylland har oplyst, at overskridelsen vedrører en patient, som skulle udredes for kræft. Patienten ventede på udredning 13 dage for længe. Overskridelsen skyldes en procedurefejl i booking af undersøgelse. Region Nordjylland har oplyst, at ledelsen arbejder med at sikre, at personalet har kendskab til de korrekte procedurer.

Tre ekstra indberetninger for henholdsvis juli 2017, august 2017 og april 2018

Region Midtjylland har derudover indberettet 2 ekstra hændelser vedrørende kræftsygdom for juli 2017 og april 2018. De ekstra indberetninger i Region Midtjylland vedrører to patienter, der skulle behandles for kræft. Patienterne blev henvist henholdsvis 17 og 3 dage for sent. Begge overskridelser skyldes menneskelige fejl i booking af tid til behandling.

Region Nordjylland har indberettet 1 ekstra hændelse vedrørende kræftsygdom for august 2017. Overskridelsen vedrører en patient, der skulle behandles for kræft. Patienten ventede 2 dage for længe på at blive behandlet.

Om de maksimale ventetider

Sundhedsministeriet indførte fra den 1. marts 2012 skærpede krav til regionernes indberetning om overholdelse af bekendtgørelsen om maksimale ventetider. Kravene indebærer, at regionerne hver måned skal oplyse Sundhedsstyrelsen om, hvorvidt de har overholdt reglerne om de maksimale ventetider i forhold til de konkrete patienter, der er blevet henvist til undersøgelse og behandling.

 
Information og oversigt over maksimale ventetider på Sundhedsstyrelsens hjemmeside


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget