Vurdering af HPV-vaccination til drenge

Sundhedsstyrelsen har i april 2018 aftalt med Sundheds- og Ældreministeriet at gå i gang med at udarbejde en medicinsk teknologivurdering (MTV-rapport) om mulighederne for at kunne tilbyde en HPV-vaccination af drenge. MTV-rapporten vil danne baggrund for en faglig indstilling fra Sundhedsstyrelsen til Sundhedsministeren.

MTV-rapporten vil gennemgå:

  • de HPV relaterede sygdomme blandt danske drenge og mænd
  • de positive og negative effekter af vaccination af hele årgange,
  • den mulige accept af vaccinationsprogrammet,
  • de etiske aspekter af vaccinationen,
  • de organisatoriske forhold
  • samt sundhedsøkonomiske konsekvenser af indførelsen af HPV vaccination til drenge.

Sundhedsstyrelsen har jævnligt forholdt sig til HPV-vaccination af drenge, og med den nye viden, der løbende genereres på området, samt de faglige gennemgange andre lande i Europa har igangsat eller gennemført, vurderer Sundhedsstyrelsen, at der er grundlag for at se på anbefalingerne for HPV-vaccination af alle danske drenge. Spørgsmålet om vaccination af drenge er i tiltagende grad blevet rejst af fagfolk og medier, blandt andet i kølevandet på den positive omtale, HPV-vaccinen har fået med Sundhedsstyrelsens informationsindsats og senest i lyset af pilotprojektet med tilbud om HPV-vaccination til drenge, der er til drenge.

Sundhedsstyrelsen har nedsat en faglig følgegruppe, som løbende rådgiver Sundhedsstyrelsen om de faglige aspekter. På baggrund af MTV-rapporten og den faglige rådgivning vil Sundhedsstyrelsen udarbejde en faglig indstilling til ministeren i foråret 2019.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget