Kommuner bruger milliarder mere på ældre i 2020, men den enkelte vil ikke mærke forskel

BUDGETOVERBLIK: Kommunerne vil bruge 2,4 milliarder kroner mere på ældre end i 2019. Reelt svarer det til, at man kun lige følger med det demografiske træk og pris- og lønudviklingen, vurderer Ældre Sagen. Otte kommuner vil bruge færre penge på ældre i 2020.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Søren Elkrog Friis

Det er uforståeligt, og jeg synes ærligt talt, at det er en provokation. De har fået flere penge, og de bruger dem så åbenbart ikke på ældreområdet.

Bjarne Hastrup
Direktør, Ældre Sagen

Kommunerne vil bruge 2,4 milliarder kroner mere på ældreområdet i 2020, end de gjorde i 2019.

Det viser overblikket over de kommunale budgetter, som Danmarks Statistik offentliggjorde torsdag.

Men selv om det kan ligne en markant stigning, skal landets ældre næppe sætte næsen op efter mere hjemmehjælp eller et ekstra bad om ugen.

Dokumentation

Budgetoverblikket

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for de kommunale budgetter for 2020.

Kommunerne har afsat markant flere penge til ældreplejen* i 2020 end i 2019. Der er tale om en stigning på 2,4 mia. kr., svarende til en stigning på 5,5 pct.  

De ekstra midler skal dække befolkningsudviklingen med flere ældre og prisudviklingen.

Da antallet af 80+-årige forventes at vokse med godt 3 pct. i 2020, og da man i budgetfremskrivningerne regner med en pæn pris- og lønudvikling (på over 2,5 pct.), er der dog ifølge Ældre Sagens beregninger reelt kun tale om, at man afsætter midler svarende til at dække det demografiske træk og pris- og lønudviklingen.

I 2019 var de budgetterede udgifter til ældrepleje per 80+-årig knap 167.000 kr., og i 2020 er det ca. 171.000 kr. Der er tale om en stigning på 2,6 pct. i udgifterne per 80+-årig svarende til ca. den forventede prisudvikling.

Læs mere om budgetoverblik, tal og metode her.

* Kommunernes udgifter på ældreområdet omfatter hjemmehjælp, pleje og omsorg af ældre, hjemmesygepleje, forebyggende indsatser og aflastning for ældre, hjælpemidler samt plejevederlag for pasning af døende i eget hjem.


0:000:00