Hjertepatienterne snydes

HJERTEVENTELISTER: Regionerne indrømmer nu, at de 150 mio. kr., som Folketinget har afsat til ventelisterne på hjerteområdet, bruges til alt muligt andet.
Maria Dalby
Det var meningen, at hjertepatienterne skulle have kortere ventetid og bedre behandling, og derfor afsatte Folketinget sidste år 150 mio. kr. øremærket til hjertepatienterne. Men nu viser det sig, at pengene bruges til at lappe huller andre steder.

Ifølge Dagens Medicin giver flere regioner hjerteafdelingerne besked om, at der ikke kan ansættes ekstra personale, og derfor bliver ventelisterne ikke kortere. Den melding ryster Hjerteforeningens formand:

"Regionernes fremgangsmåde er mangel på respekt for de 15.000 patienter, der står og venter på en forundersøgelse og behandling af deres hjerte-kar-sygdom. Hjerte-kar-sygdom er en kritisk sygdom, som belaster hjertepatienter både fysisk og psykisk, når de skal vente på at blive undersøgt og behandlet. Endeligt er det en klar lovovertrædelse og disrespekt for Folketingets finanslov, der siger, at de 150 mio. kr. skal gå til afvikling af den store pukkel af ventende hjertepatienter," siger Peter Clemmensen.

"Vi har fået en klar melding om, at der ikke er penge til at arbejde i weekenderne og om aftenen. Det betyder, at vi har vanskeligt ved at udvide kapaciteten og behandle flere patienter. Vi har fået at vide, at vi skal gøre det inden for de eksisterende rammer, men det er svært at nå, fordi vi i forvejen er presset af sygeplejerskemangel," siger ledende overlæge Mogens Lytken Larsen fra hjertemedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital til Dagens Medicin.

Og meldingerne er de samme flere steder i landet, det gælder blandt andet Skejby, Aalborg, Gentofte og Rigshospitalet. Men ved Danske Regioner mener Ulla Astman (S) ikke, at pengene er øremærket til hjertepatienterne. Derfor kan regionerne ikke sige, hvad præcis pengene er gået til, men at regionerne arbejder på at få ventelisterne ned.

0:000:00