Danskernes kostvaner er blevet sundere

NOTE: Kostvanerne er forbedret – men der er et stykke vej endnu, viser nye tal fra Statens Institut for Folkesundhed.
Selvom danskernes kostvaner på flere områder er blevet sundere, er alkoholforbruget blandt voksne og børns indtag af slik og sodavand steget.
Selvom danskernes kostvaner på flere områder er blevet sundere, er alkoholforbruget blandt voksne og børns indtag af slik og sodavand steget.Foto: colourbox.com
Christian Juhl Mølgaard

Udviklingen siden 1995 viser, at danskernes kostvaner på flere områder er blevet sundere i perioden 1995 til 2000-2004.

Kostens gennemsnitlige fedtindhold er faldet fra 39 pct. til 34 pct. af energien (E) for de voksne (anbefalet ca. 30 pct.), også for børn ses et fald.

Indtaget af mættet fedt er desuden faldet, om end mere beskedent.

Samtidig er det gennemsnitlige indtag af frugt og grønt steget med godt 100 g/dag til i alt 388 g/dag for større børn og voksne (anbefalet 600 g/dag) og med knap 100 g/dag til i alt 358 g/dag for børn (anbefalet 400 g/dag).

Dog var det stadig kun i alt 14 pct. af de voksne, som spiste de anbefalede mængder frugt og grønt om dagen, mens det til gengæld var 32 pct. af børnene. Betydeligt flere end i 1995.

En mindre positiv udvikling ses for alkoholforbruget blandt voksne, som er steget siden 1995, og det samme gælder for børns indtag af slik og sodavand.

Kvinder spiser gennemgående sundere end mænd, idet deres kost indeholder mindre fedt og mere frugt og grønt.

Børn i alderen 4-10 år og kvinder over 45 år ligger tættest på at spise den anbefalede mængde af frugt og grønt. Der er også sociale forskelle i kostvaner, således at dem med den længste uddannelse har de sundeste kostvaner.

"Oplysningskampagner for at få danskerne til at spise sundere kombineret med indsatser på arbejdsplaser, børneinstitutioner og skoler har medvirket til at forbedre danskernes kostvaner," siger seniorforsker Margit Groth, Afdeling for Ernæring, Fødevareinstituttet, DTU.

Hun har skrevet om kost i Folkesundhedsrapporten Danmark 2007, som er udgivet af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.  

0:000:00