Diabetes - alt for store forskelle i behandlingen

Af Lars Rebien Sørensen
Adm. direktør, Novo Nordisk A/S

Børnepasning, ejendomsskatter og gode stisystemer til skolen er nogle af de ting, som vi undersøger, når vi skal flytte. Men er forebyggelse af diabetes og den rigtige behandling med i overvejelserne, når man flytter til en ny kommune og region?

Næppe - og det bør det heller ikke være. Men der er desværre stor forskel på, om man bor i Gentofte, Guldborgsund eller Gram, når det handler om at forebygge, opdage og behandle diabetes. Spørgsmålet er, om vi kan leve med det i et lille velstående land med blot 5,5 millioner indbyggere? Det mener jeg ikke.

Man kan dø af det
Diabetes er en af de hyppigste sygdomme i Danmark. Det er en alvorlig, kronisk lidelse, som ca. 230.000 danskere har i dag, og som yderligere 23.000 får konstateret hvert år. Desuden har omkring 200.000 type 2-diabetes - men uden at vide det. Det er tankevækkende tal, når vi ved, at risikoen for at dø af sygdommen falder og livskvaliteten stiger, jo hurtigere diabetes bliver opdaget og behandlet.

Diabetes er en sygdom, som alle har hørt om, men som alt for få ved noget om. Ifølge en undersøgelse, som Fokusmagasinet for nylig har gennemført, kender den almindelige dansker ikke risikofaktorerne for diabetes, og de ved heller ikke, at det er en sygdom, der ikke går væk, når man først har fået den. Hvis man får diabetes, må man regne med, at ens liv bliver 10 år kortere, og man har en overdødelighed på 70 procent i forhold til resten af befolkningen.

Der er desværre meget store forskelle på, hvordan regioner og kommuner griber tidlig opsporing og omsorg for den enkelte patient an. Det er ikke godt nok, at vi i et lille land som Danmark endnu ikke har formået at formulere én standard for, hvordan vi forebygger og behandler diabetes, når vi ved, at over 500.000 danskere vil have diabetes i 2025. Det er flere end dobbelt så mange som i dag. Derfor skal ambitionerne være tilsvarende høje.

Lars Rebien Sørensen
Adm. direktør, Novo Nordisk

Men selv om type 2-diabetes er en alvorlig og kronisk sygdom, kan den holdes nede gennem livsstilsændringer og korrekt medicinering. Det kræver, at sygdommen bliver opdaget i tide, at behandlingen er baseret på de bedste principper og erfaringer, og at diabetikeren får hjælp til at efterleve de råd, som lægen giver. For de tusindvis af danske diabetikere handler det derfor om, at behandlingstilbuddet - uanset hvor de bor i Danmark - er det bedst mulige. Sådan er det bare ikke.

Afgørende, hvor du bor
Der er desværre meget store forskelle på, hvordan regioner og kommuner griber tidlig opsporing og omsorg for den enkelte patient an. Det er ikke godt nok, at vi i et lille land som Danmark endnu ikke har formået at formulere én standard for, hvordan vi forebygger og behandler diabetes, når vi ved, at over 500.000 danskere vil have diabetes i 2025. Det er flere end dobbelt så mange som i dag. Derfor skal ambitionerne være tilsvarende høje.

Målet må være normal livskvalitet og livslængde for diabetikere, og vi har allerede redskaberne til at løse udfordringen. Men vi er ikke gode nok til at dele erfaringer, så succeser i enkelte kommuner og regioner hurtigt bliver den standard enhver borger kan regne med. Det handler ikke om at begrænse det lokale selvstyre, men om at tilvejebringe det datagrundlag, som gør det muligt at identificere den bedste behandlingsmåde, og sikre de værktøjer, der skal bruges for at gennemføre den lokalt. Men det sker ikke.

Det skyldes ikke dårlig vilje, men nok snarere manglende tradition for at tænke sammen. Skal vi have lighed i diabetesindsatsen i hele landet uanset postnummer, skal vi have Folketingets politikere på banen. En opdatering af den Nationale Handlingsplan for diabetes, der tager højde for den nye ansvarsfordeling efter strukturreformen, ville være et stort skridt i den rigtige retning.