Kom frem med dokumentationen, Forbrugerråd

Aldrig har kravene til godkendelse af lægemidler været højere. Aldrig har kontrollen været dybere og antallet af involverede eksperter været flere, og aldrig har det været sværere at få et nyt lægemiddel på markedet.

Alligevel beskyldes den danske lægemiddelstyrelse med jævne mellemrum for at være i lommen på industrien og for at strø godkendelser af nye lægemidler ud med løs hånd - senest har Forbrugerrådet været ude med riven, men uden at ulejlige sig med at dokumentere kritikken.

Debatten om lægemiddelgodkendelse fører sjældent ret langt, da politikere og forbrugerorganisationer alt for ofte løber med lette synspunkter om inhabilitet, manglende tillid og pæne ord om uafhængighed.

Men når den givne præmis er, at Lægemiddelstyrelsen ikke er professionel og uafhængig, alene fordi en del af den finansieres via afgifter, og når den ikke ledsages af skyggen af dokumentation, så er det et dårligt udgangspunkt for videre diskussion.

Lægemiddelindustrien leder derfor ikke efter den svageste eller flinkeste dreng i klassen, men efter den dygtigste og skrappeste lægemiddelstyrelse.

Arne Kurdahl
Adm. direktør, Pharmadanmark

En helt normal model
Kritikerne mener, at det i sig selv er problematisk, at lægemiddelvirksomhederne betaler Lægemiddelstyrelsen for at sagsbehandle ansøgninger om godkendelse af nye lægemidler.

For kritikerne handler det om uafhængighed og om, hvem der skal betale for en offentlig vurdering og kontrol. Men det eksisterende gebyrfinansierede system, hvor de, der ønsker en service, også betaler for den, er ikke en sjældenhed eller et særligt dansk fænomen.

Det er derimod den gængse model for finansiering i stort set alle lande. Alternativerne ville være enten at lade skatteyderne betale for godkendelsen af lægemidlerne eller at lade afgifterne gå direkte i statskassen - og altså ikke være et indtægtsgrundlag for Lægemiddelstyrelsen.

I begge tilfælde ville godkendelsen blive en post på finansloven. Ikke en indlysende attraktiv model - også fordi løsningen bl.a. ville give mindre fleksibilitet.

Problematisk at råd udtaler mistillid
Det er muligvis fint med en debat om finansiering, og det er næsten en selvfølge, at politikere støtter et krav om uafhængighed.

Men det bliver problematisk, når Forbrugerrådet udtaler direkte mistillid til Lægemiddelstyrelsen. Og udgangspunktet for Forbrugerrådets kritik er diskutabelt. Forbrugerrådet synes at tro, at virksomhederne ønsker at få så lidt modspil fra myndighederne som muligt, når deres lægemidler skal godkendes til brug - at de ønsker at finde den svageste europæiske lægemiddelstyrelse.

En styrelse, som stiller ingen eller få krav og spørgsmål. Men godkendelse hos en svag styrelse er det dårligste udgangspunkt for, at et lægemiddel bliver en succes internationalt - at det bliver vurderet positivt af andre landes styrelser, og at det ikke viser sig at være farligt eller ineffektivt.

Lægemiddelindustrien leder derfor ikke efter den svageste eller flinkeste dreng i klassen, men efter den dygtigste og skrappeste lægemiddelstyrelse.

Dokumentation, tak
Så længe Forbrugerrådet ikke har andet at have sin mistillid i end formodninger om sammenhænge, skal der mere til for at tage debattens aktører alvorligt og lade den få konsekvenser. Man må kunne kræve evidensbaseret dokumentation fra forbrugernes vagthunde.

Debatten om gebyrfinansiering af lægemiddelgodkendelse er, indtil det sker, et teoretisk problem, som risikerer at skygge for en ordentlig debat om, hvordan Danmark sikrer, at vores myndigheder er tilstrækkeligt dygtige, tilstrækkeligt på faglig omgangshøjde og tilstrækkeligt skarpe.

Deri består udfordringen og opgaven. De mange nye kræftlægemidler, de biologiske lægemidler, de nye vacciner og det høje faglige niveau hos ansøgerne - industrien - er en langt større udfordring end en debat om, hvor pengene kommer fra.