Hvor blev kvaliteten af?

Der er mange gode takter i Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra 2007 om etablering af nye fælles akutmodtagelser. Man vil samle patienterne i større enheder. For mange patienter betyder det længere afstand til behandlingen end tidligere. Til gengæld er ideen, at de nye akutmodtagelser skal være bemandet med speciallæger i de relevante specialer døgnet rundt. Det skal ikke længere være yngste mand/kvinde, der tager imod de dårlige patienter alene om natten. Patienterne skal modtages af et kvalificeret team af læger, der tilsammen råder over de kompetencer, der er nødvendige for at give patienterne den optimale behandling. Og den kvalificerede behandling kan starte med det samme, frem for at være et unødigt, forsinkende stoppested på vejen til et større sygehus.

For læger betyder intentionerne i de nye fælles akutmodtagelser mulighed for øget faglig sparring med kolleger på tværs af specialer. For nyuddannede læger giver de nye modtagelser gode muligheder for at arbejde side om side med mere erfarne læger, få supervision og på den måde lære mere og bedre i tryggere rammer.

Virkeligheden ser anderledes ud
Alt i alt en "win-win-situation" i hvert fald på papiret. Men hvordan ser det egentligt ud? Lever akutmodtagelserne op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og får patienterne den øgede kvalitet, de blev stillet i udsigt?

Vi ved fra flere undersøgelser, at netop muligheden for at få den rette (specialist-) behandling fra start betyder langt mere for kvaliteten af behandlingen og patienternes overlevelse end kort afstand til nærmeste sygehus. Derfor er tilstedeværelsen af speciallæger omdrejningspunktet i at skabe bedre kvalitet. Men virkeligheden er, at der ikke er ret mange speciallæger i akutmodtagelserne og slet ikke om natten. Det er ét problem.

Det er ikke en god ide at flytte patienter og opgaver sammen, hvis man ikke flytter personalet med!

Lisbeth Lintz
Formand, Yngre Læger

Et andet problem er, at yngre læger kun kan blive gode speciallæger, hvis de får en god uddannelse, og det kræver også, at der er speciallæger til stede.

Et tredje problem, der presser hele systemet og dermed også de fælles akutmodtagelser, er den måde, man sammenlægger afdelinger på i øjeblikket. Man samler afdelinger med samme type patienter på færre og større enheder. Det er som udgangspunkt fornuftigt, hvis man vil skabe kvalitet. Det giver bedre muligheder for faglig sparring, den enkelte læge og afdeling får større rutine i opgaverne, og endelig skaber det bedre muligheder for at forske og videreudvikle behandlingen.

MEN det er ikke en god ide at flytte patienter og opgaver sammen, hvis man ikke flytter personalet med!

Det vi ser rigtig mange steder er, at to eller tre afdelinger slås sammen, men at det vagthold, der skal tage imod de dårlige patienter, ikke ændrer størrelse. Så selvom der for eksempel bliver 70 procent mere at lave, så er der ikke flere læger til at udføre arbejdet end før. Det resulterer i en massiv belastning, og de yngre læger, der passer vagterne er simpelthen ved at segne under presset. Det handler ikke længere om at nå at spise eller gå på toilettet i en vagt. Nu står valget mellem at hjælpe det ene akut syge barn frem for det andet. Og mulighederne for at hente hjælp ved at tilkalde en anden læge, for eksempel bagvagten, er ofte begrænset, eftersom bagvagten allerede er i gang med andre akutte opgaver.

Visionen er kvalitet
Visionen er 20 fælles akutmodtagelser fordelt rundt i landet med det overordnede mål at øge kvaliteten i patientbehandlingen. Lige nu eksperimenteres der med vidt forskellige modeller. Alle (med en enkelt undtagelse) uden de nødvendige speciallæger til stede døgnet rundt og uden systematisk vidensdeling. Man kan undre sig, når en intern mediciner ansat som akutmediciner skal tage sig af den ortopædkirurgiske skadebehandling. Man må uvægerligt spørge sig selv, hvor er kvalitetsløftet henne?

Ind imellem får man også den tanke, at de i flere regioner har overset den del af teksten, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler lægevisiteret adgang til akutmodtagelserne. Også et helt nødvendigt tiltag for at sikre effektiv ressourceudnyttelse og høj kvalitet i patientbehandlingen.

Belært af de foreløbige erfaringer, så er behovet for overordnet styring af udviklingen af de fælles akutmodtagelser stort, og kvaliteten kommer ikke af sig selv.

Vi bliver simpelthen nødt til at kigge på organiseringen af de fælles akutmodtagelser igen. Hvis vi skal tage Sundhedsstyrelsens anbefalinger alvorligt (og det skal vi), så lad os se på, hvordan vi får ført dem ud i livet.