Åbenmundet departementschef skal føre kræft-gigant videre

PORTRÆT: En karrierekomet fra Slotsholmen, Jesper Fisker, skal fra juni være ansigtet udadtil i Kræftens Bekæmpelse. Han er vellidt som departementschef og embedsmand, men skal nu løfte arven efter den slagkraftige og allestedsnærværende ildsjæl Leif Vestergaard Pedersen.

Foto: Lars Helsinghof / Altinget
Lise-Lotte Skjoldan

Jesper Fisker er ikke uvant med at tage store og uventede karrierehop.

I 2007 kom han ind som et ubeskrevet blad på Slotsholmen og satte sig i direktørstolen i Sundhedsstyrelsen som den første ikke-læge i styrelsens historie.

Den statskundskabsuddannede forsker og embedsmand blev i begyndelsen mødt med en vis skepsis fra især den fagligt stolte lægeverden, men efter tre år i direktørstolen forlod han styrelsen uden mange uvenner. I sig selv en præstation, da både hans forgænger og efterfølger blev fyret af den siddende sundhedsminister.

Jesper Fisker er blandt kolleger og samarbejdspartnere vellidt og er kendt for at være en god leder med politisk tæft, der både kan lytte og samarbejde bredt og træffe svære beslutninger, når det er nødvendigt.

I sin tid som styrelsesdirektør og departementschef gjorde han sig blandt andet heldigt bemærket med den vanskelige specialeplan, hvor man centraliserede de vanskelige behandlinger på langt færre hospitaler.

På positivsiden roses han også for at have bidraget til at undgå overreaktioner om den dengang verserende svineinfluenza i 2009, hvor det var et stort spørgsmål om, hvor mange penge man skulle bruge på vacciner og medicin. 

I værdikrigerens fodspor
I Kræftens Bekæmpelse skal Jesper Fisker være organisationens ansigt udadtil og træde ind i en langt mere udadvendt rolle end den, man normalt forbinder med en klassisk embedsmand, der holder sig i baggrunden. Den nye stilling kommer med en opgave-portefølje, hvor den daglige kontakt med medier og journalister fylder meget mere.

Allerede på posten som departementschef har Jesper Fisker gjort sig bemærket ved at være mere åben og kommunikerende end flere af sine kolleger. Der er dog lang vej fra at være en særligt åbenmundet topembedsmænd til at være den brændende værdikriger, som forgængeren Leif Vestergaard Pedersen har været på kræftpatienternes vegne.

Der er nu stor spænding om, i hvor høj grad Jesper Fisker lægger den diplomatiske embedsmandsstil bag sig til fordel for en mere slagkraftig og kontant interessevaretagelse.

Forventningen er dog allerede nu, at man med Jesper Fisker vil se en mindre synlig direktør, som ikke kaster sig ind i alle kampe på alle fronter i sundhedsdebatten. I andre dele af sundhedssektoren vil det måske også være kærkomment med en kræftbekæmper-direktør, der stjæler lidt mindre af taletiden i det samlede mediebillede. Og der spekuleres i, om en lidt mere nedtonet profil er valgt bevidst. 

I modsætning til Leif Vestergaard Pedersen har Jesper Fisker været helt inde i det politiske maskinrum som styrelsesdirektør og departementschef. Dog er det nu over seks år siden, han har beskæftiget sig med sundhedsområdet. Og hvor Jesper Fisker måske kender Sundhedsstyrelsen og Slotsholmen godt, kommer han ikke til Kræftens Bekæmpelse med den regionale ballast og detailkendskab til, hvordan sygehusene fungerer i hverdagen, som Leif Vestergaard Pedersen med mange års erfaring som topembedsmand i Region Midtjylland har kunnet trække på.

Organisation i medvind, men også med udfordringer
Det er første gang siden 2007, at Jesper Fisker skal prøve kræfter med livet uden for centraladministrationen. Med næsten en milliard kroner i bruttoindtægter og op mod 700 ansatte er det dog næsten et nyt ministerium, som Jesper Fisker overtager topposten i. Kræftens Bekæmpelse er bredt kendt som en af sundhedsvæsenets absolut mest magtfulde organisationer, som har tyngden til at sætte dagsordenen og diktere linjen næsten uantastet på kræftområdet.

Der er dog også udfordringer for kræftgiganten. Hvor lydhørheden på Christiansborg og på Slotsholmen er næsten ubegrænset, når det kommer til kræftplaner og behandling, så har Kræftens Bekæmpelse langt sværere ved at få gennemslagskraft, når talen falder på forebyggelse.

Især på rygeområdet, hvor Kræftens Bekæmpelse ikke er bange for at sætte hårdt mod hårdt og kræve afgiftsstigninger og strammere regulering, er politikerne i Folketinget knap så villige til at omsætte organisationens anbefalinger til politik. Selv tager Jesper Fisker dog udfordringen alvorligt og giver i pressemeddelelsen om sit nye job udtryk for, at der skal "endnu mere damp på kedlerne" i rygedebatten.

Samlet set er presset stort på Jesper Fisker. I Sundhedsstyrelsen kom han til, efter forgængeren Jens Kristian Gøtrik var blevet fyret i kølvandet på en mediestorm om kræftventetider. Styrelsens omdømme var i krise, og det blev Jesper Fiskers opgave at få det på ret kurs igen, hvilket han lykkedes med.

I Kræftens Bekæmpelse er situationen modsat. Han overtager en veldrevet kæmpe-ngo, og hans forgænger bliver skamrost. Barren for, hvornår Jesper Fisker vil blive betegnet som det rigtige valg, er i hans nye job sat meget højere.

Dokumentation

BLÅ BOG: JESPER FISKER

Departementschef i Ministeriet for Børn og Undervisning, 2011

Departementschef, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2010

Departementschef, Socialministeriet, 2010

Administrerende direktør for Sundhedsstyrelsen, 2007

Administrerende direktør for Sundheds- og omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune, 2003 

Kommunaldirektør, Hillerød Kommune, 2000

Socialdirektør, Brøndby Kommune, 1995

Vicesocialchef, Rødovre Kommune, 1993

Forsker, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (i dag VIVE)

Ph.d. i offentlig forvaltning, Københavns Universitet

Cand.scient.pol., Københavns Universitet, 1987

Født 1960 i Frederikshavn.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Fisker

Adm. direktør, Kræftens Bekæmpelse, formand, Life Fonden, næstformand, Danske Professionshøjskoler
Cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1987), ph.d. i offentlig forvaltning (Københavns Uni.)

Leif Vestergaard Pedersen

Formand, Det Etiske Råd, formand, epilepsihospitalet Filadelfia
cand.oecon. (Aarhus Uni.)

0:000:00