Debat

Ældre Sagen: Ældre skal hjælpes af et samarbejdende system

DEBAT: Med udviklingen af det nære sundhedsvæsen vil ældre i endnu højere grad være prisgivet kommunernes indsats og samarbejde med regionerne. Netop koordinationen halter det imidlertid med, mener Ældre Sagen.

Med udviklingen af det nære sundhedsvæsen vil mange ældre primært blive behandlet hjemme i kommunen.
Med udviklingen af det nære sundhedsvæsen vil mange ældre primært blive behandlet hjemme i kommunen.Foto: colourbox
Astrid Johanne Bjørnskov
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarne Hastrup
Direktør i Ældre Sagen

Astrid er 85 år gammel, hun hører og ser dårligt og har diabetes, begyndende demens og hjerteproblemer. Astrid har brug for, at nogen hjælper hende på vej gennem systemet.

Astrid skal hjælpes til at holde styr på aftaler med sundhedssystemet. Hun skal også hjælpes med at holde styr på medicin. Hjælpen skal komme fra det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Kan Astrid undgå at blive indlagt og i stedet blive behandlet i kommunen, er det at foretrække. Så længe det er sikkert og fagligt i orden – og sådan at Astrid ikke skal frem med pengepungen til kost og kørsel.

Det kan godt være, at hun er syg og svækket, men vi skal huske, at Astrid også er et menneske med et langt, levet liv. Mange ældre rammes af flere sygdomme, og alt for ofte bliver ældre medicinske patienter sendt ud og ind ad hospitalerne og frem og tilbage mellem deres eget hjem, diverse sygehusafdelinger og rehabiliteringstilbud eller akutpladser i kommunen. Det skaber forvirring og kan have store konsekvenser for patienten.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected] 

Ældre er prisgivet kommunerne
Med udviklingen af det nære sundhedsvæsen vil mange ældre primært blive behandlet hjemme i kommunen. Som patient er du dog dybt afhængig af, at kommunen står klar til at løfte flere og mere komplekse behandlings- og plejeopgaver.

Nogle kommuner er mere klar end andre, ligesom nogle hospitaler rækker mere ud til kommunen og løfter med i det nære end andre. Det er i vid udstrækning op til de lokale parter, hvor meget de vil være med til at udvikle sammenhængende patientforløb.

Allerhelst ser Ældre Sagen, at sundheds-loven ændres, så den understøtter en fælles finansiering og ledelse mellem region og kommune. 

Af Bjarne Hastrup
Direktør i Ældre Sagen

Som det er nu, risikerer ældre patienter, at de ikke får det rette tilbud til rette tid, for eksempel når der går kassetænkning i den, både i kommunen og i regionen. Mit værste skrækscenarie er, hvis en kommune kunne finde på at spekulere i færre udgifter til indlæggelser på sygehus – inden der er et ordentligt, kvalificeret tilbud i kommunen. Altså så Astrid ikke kom på sygehus, når hun havde behov for det.

Brug for bedre koordination af udskrivelser
Den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser fra 2017 viste, at omkring hver femte akutindlagte patient oplevede, at sygehus og kommune slet ikke eller i ringe grad samarbejder om udskrivelse.

Trods flere års indsatser for at styrke sammenhæng er der stadigbehov for at fremme og understøtte samarbejdet mellem regioner, kommuner og egen læge for de mest svækkede patienter.

Der er flere eksempler på rigtig gode samarbejder: fleksible indlæggelser i Silkeborg, samarbejde på tværs af kommuner i Ballerup, Herlev og Furesø Kommune eller mellem sygehus og kommunens akutfunktion i Aarhus. Eller at kommunens visitator kommer på hospitalet for sammen med afdelingens personale og patient og pårørende at planlægge en tryg overgang til eget hjem.

Regioner og kommuner burde deles om regningen
Hvis vi skal bruge de her gode eksempler til noget, skal vi organisere og samarbejde på tværs af kommuner, regioner og fagligheder.

Allerhelst ser Ældre Sagen, at sundhedsloven ændres, så den understøtter en fælles finansiering og ledelse mellem region og kommune. Det skulle gerne resultere i sammenhængende tilbud til de mest svækkede patienter. Og at sundhedsvæsnet i fællesskab understøtter behandlingsforløb og løfter i flok.

Det er positivt, at man – når det er sundhedsfagligt forsvarligt – kan blive plejet hjemme, i kommunen og hos egen læge. Sygehusene tager over, når der er brug for mere specialiseret behandling. Men det må ikke koste ekstra for Astrid, at hun bliver behandlet og plejet i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen fremfor på sygehuset.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bjarne Hastrup

Adm. direktør og medstifter, Ældre Sagen, forfatter
cand.polit. (Københavns Uni. 1972)

0:000:00