Debat

Aktører: Sundhedsreformen skal have mere fokus på træning, før skader bliver uoprettelige

Magnus Heunicke er lige om lidt på vej med regeringens bud på sundhedsreform. Det er afgørende for sundhedsudviklingen, at der kommer fokus på træning og behandling, skriver Brian Errebo-Jensen og Mette Bryde Lind.

Holder vi gigtpatienter i bevægelse, er der et stort potentiale at hente både menneskeligt og økonomisk, skriver Danske Fysioterapeuter og Gigforeningen.
Holder vi gigtpatienter i bevægelse, er der et stort potentiale at hente både menneskeligt og økonomisk, skriver Danske Fysioterapeuter og Gigforeningen.Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kan du huske, hvordan det er at have hold i nakken? Smerten, ubehaget? For de fleste af os går et hold i nakken som regel over efter et par dage, men desværre er virkeligheden en anden for de mange borgere med kroniske gigtsygdomme i ryg, knæ og hofte. Her fortsætter smerterne og den nedsatte funktionsevne, der kan følge med, når bevægelse bliver en pine.

I Danmark har vi gode og evidensbaserede patientforløb for gigtpatienter. Den rette træning og patientuddannelse hos en fysioterapeut giver øget livskvalitet, når træning reducerer smerter og medvirker til en øget førlighed. Fysioterapeuter er uddannede til at holde mennesker i bevægelse.

Men selvom de 700.000 danskere, der er diagnosticeret med en gigtsygdom, er fordelt i hele landet, så er det kun omkring en tredjedel af kommunerne, der tilbyder de nødvendige indsatser. Derfor er det alt for ofte postnummer eller pengepung, der afgør, hvilken indsats eller mangel på samme mennesker med gigt får.

Lighed i behandling

Vores budskab er derfor, at den forskelsbehandling bør en kommende sundhedsreform gøre op med. Alle skal have samme gode behandling i hele landet.

Der er brug for et supplement, som gigtpatienterne alt for mange steder mangler i dag

Brian Errebo-Jensen og Mette Bryde Lind
Konstitueret formand, Danske Fysioterapeuter og administrerende direktør, Gigtforeningen

I dag er det sådan, at rettighederne først gælder, når du som gigtpatient med eksempelvis artrose (slidgigt) nærmer dig et stadie, hvor smerterne er kroniske, og skaderne er uoprettelige. Så kan en operation komme på tale.

Men var det ikke klogere, at retten også omfattede den forebyggende behandling hos en fysioterapeut? Vi kommer ikke uden om, at en operation er rigtig og nødvendig for mange. Men det kan sammenlignes lidt med at gå til tandlæge. Her begynder vi også med en tandrensning, inden man tager hul på bor og fyldning.

Der er derfor brug for et supplement, som gigtpatienterne alt for mange steder mangler i dag. En behandling, der kan hjælpe, før smerter fylder alt og truer livskvalitet, arbejde og familieliv.

Bedre udnyttelse af ressourcer

Samfundsmæssigt er det også bedre brug af ressourcerne, hvis vi begynder med den mindst indgribende foranstaltning. Der er omtrent 20.000 udskiftninger af led i knæ og hofte om året.

I takt med, at demografien ændrer sig, og vi bliver flere ældre, vil det tal stige. Med den rette indsats kan vi i mange tilfælde forebygge eller udskyde en operation, og dermed også være med til at aflaste et sygehusvæsen, der allerede i dag er presset på kapacitet og manglende hænder.

Frem mod 2030 stiger antallet af fysioterapeuter med 7000, fordi vi uddanner flere, end der forsvinder ud af arbejdsmarkedet gennem ved eksempelvis pension.

Vi har derfor både en dokumenteret indsats og uddannede hænder til at hjælpe flere gigtpatienter tidligere og bedre i fremtiden.

Regeringen med sundhedsminister Magnus Heunicke i spidsen kan og bør derfor sikre med en kommende sundhedsreform, at alle kommuner tilbyder evidensbaseret træning og patientuddannelse til de mange med gigtsygdom. Holder vi gigtpatienter i bevægelse, er der et stort potentiale at hente både menneskeligt og økonomisk.

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bryde Lind

Adm. direktør, Gigtforeningen
sygeplejerske, HD(O) (CBS), MPA

0:000:00