Debat

Apotekerforening: Færre udsving i medicintilskud

DEBAT: Mange udsatte og dårligt stillede borgere gennemfører ikke deres behandling, fordi de ikke har råd til medicinen. Det skyldes især, at tilskuddene til medicin er ujævnt fordelt over året. Derfor skal systemet laves om, skriver Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening.

Foto: Carsten Lundager
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det hænger ikke sammen i et sundhedsvæsen, som bygger på princippet om lige muligheder til alle. Hvis vi kan behandle borgere, så skal de også have mulighed for at få behandlingen.

Anne Kahns
Formand for Danmarks Apotekerforening

Af Anne Kahns
Formand for Danmarks Apotekerforening

Fire ud af ti kontanthjælpsmodtagere har undladt at købe lægeordineret medicin, fordi de ikke havde råd, viste en undersøgelse fra Trygfonden for et par år siden. En lignende undersøgelse fra Danmarks Apotekerforening viste også, at en tredjedel af arbejdsløse og førtidspensionister har udskudt deres behandling, fordi de ikke havde råd. Det hænger ikke sammen i et sundhedsvæsen, som bygger på princippet om lige muligheder til alle. Hvis vi kan behandle borgere, så skal de også have mulighed for at få behandlingen.

Alene af den grund bør det stå klart, at vores tilskudssystem til medicin skal forbedres. Alle, også udsatte borgere, skal have råd til deres medicin. Af den grund glæder det mig, at sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) for nylig meldte ud, at hun vil give reglerne et ”serviceeftersyn”.

Fordel tilskud mere ligeligt
Svagheden i det nuværende system er, at der er store udsving i de tilskud, borgerne får til deres medicin hen over året. Apotekerforeningen foreslår derfor, at tilskuddet bliver fordelt mere ligeligt hen over året. Det kan gøres ved at udregne den enkelte borgers tilskud ud fra de seneste 12 måneders medicinkøb. Med færre udsving i tilskuddet kan borgerne lettere forudsige udgifterne til medicin. Flere udsatte borgere vil derfor have råd til deres medicin hele året. Det vil sikre øget lighed i sundhed, og det vil formentlig også betyde en samlet besparelse for sundhedsvæsenet, når flere borgere begynder at få den behandling, de har behov for.

Problemerne rammer hårdest for dem, der må undvære eller udskyde behandling, men de rammer også medicinbrugere bredt. Mange har svært ved at gennemskue systemet på grund af udsvingene i tilskuddet hen over året. Egenbetalingen for faste medicinbrugere er høj i begyndelsen af tilskudsåret. Derefter daler udgifterne frem til begyndelsen af et nyt tilskudsår. Og så stiger egenbetalingen pludseligt igen. På apoteket oplever vi derfor mange, der bliver ubehageligt overraskede over udgifterne, når et nyt tilskudsår starter. Nogle udskyder behandlingen eller dropper den helt.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

I sagens natur er det ofte dårligt stillede borgere, der ikke har råd. Det er de samme grupper, som i forvejen har dårligere helbred end resten af befolkningen. Det problem bliver selvfølgelig værre, når de ikke får eller udskyder den behandling, de har brug for. Det er en ulykkelig og urimelig situation. Men som det er beskrevet i vores forslag, så kan en simpel ændring af tilskudssystemet lave om på dette. Apotekerne bidrager gerne til arbejdet med tilskudssystemet. Vi oplever de daglige udfordringer i skranken, og det bør være en del af arbejdet, at systemet skal komme borgerne bedre til gavn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Kahns

Medlem, Danmarks Apotekerforening
cand.pharm. (Danmarks Farmaceutiske Højskole 1990), ph.d. (Danmarks Farmaceutiske Højskole 1993), diplomuddannelse i offentlig ledelse (SDU 2000)

0:000:00