Apotekerforeningen: Den vigtigste opgave er at få alle kræfter i spil

Af Anne Kahns
Formand for Danmarks Apotekerforening

De ældre bliver flere. Det er godt. De unge ryger. Det er skidt. Behandlingerne bliver bedre og bedre, og vi kan behandle flere og flere lidelser. Det er godt. Vi fejler mere og mere på samme tid. Det er skidt.

Fællesnævneren er, at næsten uanset hvor vi kigger hen i sundhedsvæsenet og i befolkningen, så ser vi en udvikling, der stiller stadigt større krav til sundhedsvæsenet.

Derfor er spørgsmålet ikke kun, om sygeplejersker skal have lov til at give medicin i højere grad, end tilfældet er i dag, sådan som Lægedækningsudvalget foreslog for nylig. Eller om fysioterapeuterne i højere grad skal ind i lægernes praksis, sådan som Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter skrev i det første indlæg i debatpanelet her. For selvfølgelig skal de det. Og mere til.

Ingen kan løfte opgaver alene
Hvis sundhedsvæsenet skal have bare skyggen af chance for at håndtere de voksende udfordringer, som danskernes sundhed, trivsel og længere liv stiller, så skal vi finde svar på nogle mere grundlæggende spørgsmål. Vi skal finde ud af, hvordan vi skaber en plan for sundhedsvæsenet, som sikrer, at alle kræfter bliver brugt optimalt.

Debatten om sundhedsvæsenet er præget af et fokus på lægerne, sygehusene, kommunerne og regionerne. Sådan må det være, det er de største og på mange områder vigtigste aktører i sundhedsvæsenet. Selvfølgelig skal der være stort fokus på de dele af sundhedsvæsenet. Virkeligheden er bare, at uanset hvor dygtige vi bliver til at få det bedste ud af disse dele af sundhedsvæsenet, så kan de ikke løfte opgaverne alene.

Vi kan for eksempel bidrage i sektorovergange ved udskrivelse, i forebyggelse af indlæggelser, i aflastning af lægevagt i forbindelse med genudskrivning af bestemte former for medicin og mange andre områder

Anne Kahns Formand for Danmarks Apotekerforening

Derfor er spørgsmålet, hvordan vi får afdækket alt det, vi hver især kan bidrage med i sundhedsvæsenet, og hvordan vi sikrer, at alle disse kræfter bliver udnyttet optimalt. Det gælder sygeplejerskerne, det gælder sosu-assistenterne og -hjælperne, det gælder fysioterapeuterne, det gælder apotekerne. Det gælder alle. Ellers kan vi ikke følge med det tempo, udfordringerne bevæger sig i.

Vi kan hjælpe til
Apotekerforeningen har leveret 12 konkrete forslag til Udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen om områder, hvor vi kan og gerne vil spille en mere aktiv rolle.

Vi kan for eksempel bidrage i sektorovergange ved udskrivelse, i forebyggelse af indlæggelser, i aflastning af lægevagt i forbindelse med genudskrivning af bestemte former for medicin og mange andre områder. Vi møder 94 procent af befolkningen i løbet af et år. Mulighederne er enorme. Vi stoppede ved de tolv forslag, fordi vi vurderede, at det var rigeligt at begynde med for udvalget. Ikke fordi vi er løbet tør for forslag.

Sådan er det uden tvivl også, hvis vi ser på mange af de øvrige aktører, som bevæger sig mellem borger, sygehus, plejehjem, lægepraksis og de øvrige dele af sundhedsvæsenet.

Det er ikke nogen nyhed, at apotekerne, sygeplejerskerne, fysioterapeuterne, sosu-assistenterne og -hjælperne og hele resten af den lange liste kan og vil mere, end vi har mulighed for nu. De gode viljer er blevet luftet før, uden det for alvor er slået igennem på en måde, som er kommet borgerne og det samlede sundhedsvæsen til gode.

Så selv om min liste over områder i sundhedsvæsenet, hvor apoteket kan sikre bedre udnyttelse af ressourcerne, er lang, så er spørgsmålet ikke kun, hvordan apotekernes kræfter skal bruges bedre. Eller sygeplejerskernes. Eller sosu-assistenternes og -hjælpernes. Eller fysioterapeuternes.

Spørgsmålet er, hvad vi gør, når alle forslagene ligger på bordet. Her ligger den vigtigste opgave for udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

Hvis ikke tråden til at sy det hele sammen med er stærk nok, så bliver svaret på udfordringerne ikke stærkt nok.