Astrid Krag: Socialpolitik er en investering – ikke en udgift

Af Astrid Krag (S)
Social- og indenrigsminister

"Kontor for virksomme indsatser og investeringer."

Indrømmet. Det er ikke nogen kioskbasker, at vi har fået et nyt kontor i Social- og Indenrigsministeriet.

Men det dækker over en grundlæggende forandring, vi har brug for i fremtidens socialpolitik. Socialpolitik er ikke hattedameri eller udgifter, der må bæres alene ud fra en moralsk forestilling om at hjælpe de såkaldt svage.

Nej, vi skal både investere i socialpolitikken, fordi det er solidarisk og en grundpille i den samfundskontrakt, vores velfærdssamfund bygger på. Og fordi det kan betale sig.

For jeg tror på, det kan betale sig at investere i mennesker, og jeg mener, det skal være grundlæggende for den måde, vi laver socialpolitik på i fremtiden.

Det hjælper ikke at presse sårbare og udsatte mennesker – hjemløse og mennesker med misbrug, psykiske vanskeligheder eller handicap – endnu mere ved at sætte ydelserne længere og længere ned.

Astrid Krag (S)
Social- og indenrigsminister

På trods af systemet
Hver morgen, når jeg træder ind ad dørene til Social- og Indenrigsministeriet på Holmens Kanal 22, sender jeg et venligt blik til K.K. Steincke, hvis buste kigger ned til mig. Han havde også en tro på, at socialpolitikken skulle være en investering i mennesker og et bedre liv.

Som socialdemokratisk socialminister fra 1929 til 1935 er han uden sammenligning den største socialpolitiske reformator, vi har haft i Danmark i det 20. århundrede, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hans ord om, "at et samfund skal kendes på den måde, det behandler sine svageste på".

Pointen holder stadig, selvom jeg nok ville skifte ordet "de svageste" ud med "de mest udsatte og sårbare mennesker". For mine mange møder med udsatte borgere de seneste måneder har vist mig meget tydeligt, at man faktisk skal være ret stærk for at klare den som udsat i Danmark i dag.

Et af de mennesker, der har efterladt et dybt indtryk, er Reiner, en ung mand fra Nordjylland. Jeg mødte ham første gang som helt ny socialminister, hvor han fortalte mig sin historie.

Reiner blev fjernet fra sit barndomshjem som 16-årig og anbragt akut i familiepleje. Kort efter blev han flyttet til et bosted, hvor hans bofæller lærte ham at ryge hash. Han blev storforbruger af rusmidlet og psykiatrisk patient. Trods hans unge alder opgav systemet ham, og hans sagsbehandler i kommunen foreslog ham førtidspension.

Men Reiner takkede nej. Det lykkedes ham at komme ud af sit misbrug. Han tog en bachelor i psykologi. I dag er han 33 år, arbejder som socialpædagog og hjælper selv andre mennesker, der har haft et svært liv.

Jeg mødte ham igen på det botilbud i det nordjyske, hvor han nu arbejder, for nylig. Han kom med den triste konstatering om sit livsforløb:

"Jeg er ikke, hvor jeg er på grund af systemet. Man kan argumentere for, at jeg er her på trods af det."

Hattedameri i satspuljen
Reiners historie er desværre ikke enestående. Som socialminister har jeg mødt mange tidligere anbragte og hjemløse, der har fortalt lignende historier. Mennesker, som allerede tidligt i barndommen oplevede svigt på svigt. Og som vi som samfund skulle have hjulpet langt tidligere og bedre.

Deres historier afslører jo, at sikkerhedsnettet under de mest udsatte og sårbare i vores samfund – særligt børnene – ikke er fintmasket nok i dag.

De seneste mange års snak om tidlige indsatser har været, ja, for meget snak. Selvom vi i Danmark, takket være blandt andet Steincke, står et langt bedre sted end mange andre lande, hvor en mere liberal ideologi eller konservativt tankegods har hersket.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det kalder på en enorm ydmyghed hos mig at gå i Steinckes fodspor. Men vi må og skal tage nogle store skridt fremad, når det handler om fremtidens socialpolitik. For vi er for dårlige til at sætte tidligt ind og hjælpe mennesker med sociale problemer i dag.

Og vi står på nogle måder over for de samme problemer, som Steincke tog fat på at løse, da han argumenterede for rettigheder frem for almisser til de udsatte borgere.

Blandt andet må vi erkende, at der med satspuljen over årene gik for meget hattedameri i socialpolitikken og blev lavet for mange kortsigtede lappeløsninger med for mange små puljer og kortsigtede projekter.

Tidlig indsats betaler sig
Heldigvis er der allerede kommuner, der er gået foran andre og har vist vejen i forhold til at omlægge til tidligere indsatser.

Det gælder eksempelvis Herning, Haderslev og Hvidovre Kommune, der har turdet investere i mere forebyggelse. Blandt andet ved at ansætte flere socialrådgivere og dermed nedbringe antallet af sager per sagsbehandler. Ved at stille krav om tættere opfølgning på børnene, end serviceloven kræver, og styrke det tværfaglige samarbejde mellem socialrådgivere, PPR og sundhedsplejersker samt skabe et bedre samspil mellem special- og almenområdet.

Måske det kunne have gjort forskellen for Reiner, hvis det var den vej, der var blevet fulgt i socialpolitikken.

Den vej skal vi videre ad – og med markant hastigere skridt end hidtil. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er mange penge at spare for samfundet, når vi bliver bedre til at gribe ind i tide.

Men der er langt til mål, og det vil kræve både mod og vilje til at investere – og til at tænke langsigtet. For det kan godt være, at afkastet først kommer på lidt længere sigt.

Ikke desto mindre viser erfaringerne fra Herning og andre foregangskommuner, at nogle af de penge, det koster af ansætte flere socialrådgivere og omlægge indsatserne, allerede på kort sigt kan hentes hjem, når det lykkes at forebygge senere og dyrere indsatser. Ved at sætte tidligere ind med den hjælp og støtte, det enkelte barn og den enkelte familie har brug for.

Og så handler tidlige indsatser i øvrigt ikke kun om børn og unge. Vi skal også blive bedre til at sætte hurtigt og rigtigt ind, når det gælder udsatte voksne. Det handler ganske enkelt om at blive bedre til at løse store problemer, mens de er små.

Socialpolitik er en investering
Min nordjyske vens historie er et godt eksempel på, at det betaler sig at sætte tidligt ind og investere i mennesker. Jeg tror, vi kunne have sparet Reiner for en masse hårde år og samfundet en masse udgifter. Hvis bare han var blevet hjulpet bedre og tidligere.

Derfor skal vi sætte os nye mål i socialpolitikken. Vi skal tænke langt mere i tidlige og forebyggende indsatser, og vi skal blive langt bedre til at skabe sammenhæng i indsatserne og arbejde tværgående og helhedsorienteret.

Det kræver, at vi også i langt højere grad tænker socialpolitikken som en investering i mennesker.

Vi har i Danmark i for mange år alene set på socialpolitikken som en udgift. Med investeringstankegangen bliver det tydeligt, at penge brugt på de rigtige sociale indsatser betaler sig. Og når socialpolitikken lykkes bedre, så betyder det også færre udgifter og dermed midler frigivet til bedre velfærd.

Men det kræver, at vi rent faktisk er villige til at investere og dermed skabe gode liv.

Derfor er jeg meget glad for, at kommunerne har taget så godt imod Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM, der har været lidt af et socialdemokratisk hjertebarn.

Modellen er for mig et banebrydende værktøj, der kan hjælpe kommunerne med at tænke mere tværgående og langsigtet i socialpolitikken. Fordi modellen hjælper kommunerne med at regne på, hvad der kan spares i fremtiden, når der iværksættes en social indsats.

Det er klart, at for eksempel misbrugsbehandling koster penge i socialforvaltningen her og nu. Men det er jo lige så klart, at det med et ungt menneske som Reiner havde været penge godt brugt, hvis han kunne have fastholdt sin tilknytning til uddannelse og sidenhen arbejdsmarkedet.

Og bedre endnu: hvis han var blevet ordentligt inddraget i sin egen anbringelsessag og havde fået et kærligt hjem i stedet for en plads på en institution, hvor han endte som misbruger. Hvad det ikke havde sparet i overførsler, sundhedsudgifter og – ikke mindst – livskvalitet.