At kommunikere er at leve

Lone Møller 
Landsformand for Spastikerforeningen 

Det kan ikke være rigtigt, at nærmeste systematiske uddannelsesmulighed i alternativ kommunikation er i Norge

Lone Møller
Formand for Spastikerforeningen

Mange er isoleret og spærret inde i deres krop uden at kunne give udtryk for følelser, ønsker og behov. Forestil dig, at du ikke kan ytre dig – ikke kan give dine synspunkter og følelser til kende. Det er ikke underligt, at de, som har været i situationen,  beskriver det som at være levende begravet. Og det er ikke underligt, at nogen får svære psykiske lidelser og udvikler selvskadende adfærd.

Med ny teknologi har en del børn og voksne fået muligheden for at kommunikere på andre måder end gennem talen. Det kan være ved at udpege symboler eller via talemaskiner,  der kan læse tekst op. De alternative og supplerende kommunikationsmetoder er mange, og teknologien giver enorme muligheder.

Men før teknologien kan bringes i anvendelse, så kræver det jo, at de børn (og voksne), som har behovet, identificeres, og at personalet i sundhedsplejen, daginstitutionerne, skolen, bofællesskaberne og diverse specialtilbud har den nødvendige uddannelse og fokus på problemstillingen.

Det er desværre Spastikerforeningens oplevelse, at det langt fra er sådan i dag. Uddannelsesmulighederne er alt for dårlige, indsatsen i den enkelte kommune er alt for tilfældig og helt afhængig af, hvad der lige er af ildsjæle (eller mangel på samme) og viden i det pågældende område.

Derfor vil Spastikerforeningen have kommunikation og retten til at ytre sig sat på dagsordenen. 

Ønsker flere midler

Det kan ikke være rigtigt, at nærmeste systematiske uddannelsesmulighed i alternativ kommunikation er i Norge. Det skal ind i de faglige grunduddannelser, og der skal være efteruddannelsesmuligheder på diplom- og masterniveau.

Og så skal vi have et overblik over, hvilke kommunikationstilbud kommuner og regioner rent faktisk giver i dag – hvis de overhovedet giver noget? Hvilke tilbud og metoder anvendes der? Følges der op på hjælpemidlerne, for eksempel det sprog, der bruges i maskinerne? En 5-årig har jo ikke samme sprog som en 15-årig. Er der sammenhæng i den indsats, der gives i daginstitutioner, skoler, fritids- og botilbud etc? Spørgsmålene og uklarhederne er mange og svarene tilsvarende få.

Derfor opfordrer vi kommunalbestyrelsen til at kortlægge og lave en strategi for kommunens indsats på kommunikationsområdet. Og vi opfordrer regeringen og de såkaldte satspuljepartier til at afsætte midler til en begrænset, men repræsentativ undersøgelse af, hvor vi er her og nu med tilbud og indsats, så vi kan få fast grund under fødderne i forhold til den fremtidige indsats.