Bedre Psykiatri: Tvang vil ikke redde de 150 særlige pladser

DEBAT: Mange af de 150 særligt sikrede pladser til psykisk syge står tomme. Men løsningen er ikke at tvinge mennesker med psykisk sygdom til at flytte ind på de nye afdelinger, for hverken bostedernes eller behandlingspsykiatriens problemer skal eller kan løses med mere tvang, skriver Erik Ravn, landsformand i Bedre Psykiatri.

Af Erik Ravn
Landsformand i Bedre Psykiatri

Hvis det eneste man har, er en hammer, ligner alle problemer søm.

Maslows berømte ord bør stå som en blinkende advarsel mod kravene om mere tvang, der nu igen rejser sig i diskussionen om de 150 særlige pladser til mennesker med psykisk sygdom.

Ordningen med de nye pladser er kommet skidt fra start. Det står klart nu, hvor de fleste regioner har slået dørene op til de gabende tomme afdelinger. Det er derfor al ros værd, at regeringen bebuder en genåbning af debatten om pladserne og visitationen til dem. Den debat deltager vi gerne i.

Men lad det endnu en gang være sagt så klart, som det overhovedet kan siges: Løsningen er ikke at tvinge mennesker med psykisk sygdom til at flytte ind på de nye afdelinger. Hverken bostedernes eller behandlingspsykiatriens problemer skal eller kan løses med mere tvang.

Ja, der er mennesker, som er så syge og plaget af vrangforestillinger, at de indimellem kan være til fare for sig selv eller andre. Dem giver sundhedsloven allerede mulighed for at tvangsindlægge. Sådan skal det blive ved med at være – uanset om den syge bor på bosted eller i egen bolig.

Men den afgørende pointe er, at det er en læge, der træffer afgørelsen, og en rigtig psykiatrisk afdeling på et rigtigt sygehus, der behandler den syge. Ligesom det er læger, der træffer alle andre beslutninger om lægelig behandling, og sygehuse, der behandler alle andre alvorlige sygdomme.

”Men de kommer jo bare ud igen med de samme”, lyder indvendingen typisk. Ja, det gør de. Og så snart de er tilbage på bostedet, starter problemerne forfra i en ond spiral af misbrug, apati og ubehandlet sygdom.

Og her er vi ved kernen af problemet: Mange af de mennesker med psykisk sygdom, der bo på kommunernes bosteder, er plaget af misbrug, ensomhed og passivitet.

Og behandlingspsykiatrien er i så dyb krise, at alvorligt syge mennesker bliver sendt på gaden, inden de når at opdage, hvor de var indlagt. Det burde være indlysende for enhver, at tvang er et meningsløst og primitivt svar på så grundlæggende problemer.  

Gør misbrug til det vigtigste visitationskriterium
Ligeså indlysende burde det være, at de 150 særlige psykiatriske pladser ikke kommer til at revolutionere bostedsområdet.

Men nu er de her, og den bedste måde at sikre, at de kommer flest muligt til mest mulig gavn, ville være at gøre misbrug til et centralt visitationskriterie. Som kriterierne står nu, er farlighed det vigtigste kriterium, mens misbrug er nævnt, men ikke afgørende. Det bør være omvendt.

Misbrug er et altoverskyggende problem for bostederne og deres beboere, og langt de fleste tilfælde af vrangforestillinger og truende adfærd hænger sammen med misbrug. Ved at fokusere de 150 særlige pladser mod lægeligt funderet misbrugsbehandling ville man kunne stille de syge et langt mere meningsfuldt, gennemskueligt og dermed også mere appellerende tilbud i udsigt.

Når det er sagt, er og bliver de 150 pladser et lille plaster på et gabende sår. Hvis man vil hjælpe mennesker med psykisk sygdom og skabe bedre arbejdsvilkår for medarbejderne, kommer man ikke udenom at tage grundigere fat.

Bostederne skal specialiseres og sikres en faglighed, der modsvarer beboernes sygdom. Og de skal tilføres tilstrækkelige ressourcer til, at både de fysiske rammer og det faglige indhold medvirker til at give beboerne den individuelle og målrettede hjælp, de har brug for og krav på. Med så alvorlige problemer er det i øvrigt både trist og opsigtsvækkende, at bostederne ikke er nævnt med et ord i den netop indgåede kommuneaftale.

Samtidig skal der naturligvis sættes en stopper for de overfladiske og ultrakorte indlæggelser af alvorligt syge mennesker. Lange indlæggelser er ikke et mål i sig selv. Men det er tydeligt for enhver, at psykiatrien lider af kapacitetsproblemer, og at der er en gruppe alvorligt syge mennesker, som ville have gavn af længere og bedre forløb, end de får i dag.

Den del af problemet har jeg en forsigtig forhåbning om, at regeringen tager fat på i den psykiatriplan, de har lovet til efteråret.

Forrige artikel Dansk Sygeplejeråd: Kommunerne skal løfte flere opgaver Dansk Sygeplejeråd: Kommunerne skal løfte flere opgaver Næste artikel Overlægeforeningen: Økonomiaftalen skader sygehusene med nye krav Overlægeforeningen: Økonomiaftalen skader sygehusene med nye krav