Dansk Psykiatrisk Selskab: Hele psykiatrisystemet er presset i bund

DEBAT: Psykiatrien er ligesom en druknende, der forgæves forsøger at holde hovedet oven vande. Nye midler kunne løse problemet, men desværre er der ikke vilje til at investere i systemet, skriver Dansk Psykiatrisk Selskab.

Af Gitte Ahle
Formand, Dansk Psykiatrisk Selskab

Hospitalspsykiatrien har igennem en længere årrække gennemgået store ændringer.

Hvor man tidligere stort set fokuserede på de langvarige psykoselidelser, bliver en stadig større gruppe af ikke-psykotiske patienter inden for udrednings- og behandlingsgarantien henvist for lidelser som angst, depression, personlighedsforstyrrelse, ADHD og PTDS.

Det er lidelser, der påfører den enkelte patient både lidelse og invaliditet, og vi har i psykiatrien udviklet behandlingsmetoder, der ofte kan hjælpe i afgørende grad og bringe mennesker tilbage til arbejdsmarkedet.

Det er jo godt. Men problemet er, at psykiatrien på ingen måde er blevet økonomisk rustet til at påtage sig disse nye opgaver, så midlerne skal findes andre steder i hospitalspsykiatrien.

For få døgnsenge
Her synes der nærmest at være konsensus om, at de dyre døgnbehandlingspladser må betale gildet.

I hvert fald er antallet af sengepladser reduceret med en tredjedel siden årtusindskiftet. Nu råder vi kun over 2.500 døgnsenge til helt almindelige, men svært syge mennesker med for eksempel skizofreni.

De tidligere, længere indlæggelser, hvor patienterne fik tid til at få mere ro i hovedet, er nu blevet den absolutte undtagelse.

Typisk bliver patienterne indlagt over hals og hoved – og ofte med tvang – efter en akut forværring blot for at blive udskrevet få døgn efter til en livssituation, der er uændret, kaotisk og fortvivlende.

Interesse for at behandle patienter mangler
Det er de mest psykisk syge mennesker, der på et tidspunkt får deres liv knust af en fremadskridende skizofrenisygdom, der gør det svært eller helt umuligt at administrere deres liv uden at bringe sig selv eller andre i fare.

Ofte er de ikke i stand til at klare selv den simpleste hverdag uden intensiv støtte eller den beskyttelse, som et ophold på en psykiatrisk afdeling giver.

Vores behandlingssystem er ikke interesseret i at behandle patienter, der ikke kan blive raske og samtidig har brug for maksimal stabilitet.

Distriktspsykiatrien skal afslutte patienterne efter et til to år og skal herefter bede egen læge om at henvise til en praktiserende psykiater, der som udgangspunkt højest må have 20 samtaler med en patient, før vedkommende skal afsluttes, og det hele kan begynde forfra.

Næsten alle psykiatere har oplevet at være nødt udskrive sådanne patienter, fordi der skulle skaffes pladser til de næste patienter, der havde endnu mere brug for indlæggelse.

Derfor er presset på sengepladserne fortsat vokset år for år.

Psykiatrien drukner
Man har igennem mange år søgt at etablere et ambulant system, der forsvarligt og i tilstrækkelig grad kunne tage over efter udskrivelse, men indtil videre har vi ikke kunnet skabe et tilstrækkeligt reaktivt, fintmasket og kompetent system. Tværtimod.

På grund af det voldsomme pres, der også er på ambulatorierne, afsluttes patienterne ofte allerede efter et år, også selv om de stadigvæk er lige syge.

At hele systemet er presset i bund, kan ses på det horrible antal genindlæggelser, fordi de udskrevne patienter inden for ganske få døgn vælter igen.

Vi behandler i psykiatrien et stadigt voksende antal patienter. Et tal, der er vokset langt hurtigere, end ressourcerne er blevet tilført, så de, der har sammenlignet den danske psykiatri med en druknende, der forgæves forsøger at holde hovedet oven vande, har en pointe.

Kronisk syge betaler prisen
Det mest forstemmende er, at det især er de svært kronisk psykisk syge medmennesker, der betaler prisen.

15 til 20 år kortere levetid, boligløshed, misbrug, stigmatisering og udstødelse, når de ikke kan tilpasse sig sociale normer, og en betydeligt øget risiko for alene på grund af deres sygdom at blive dømt som kriminelle.

Derfor er det helt nødvendigt, at sengepsykiatrien oprustes massivt, uden at vi slækker yderligere på de ambulante tilbud.

Det er også den eneste måde, at vi kan undgå alle de unødvendige og belastende genindlæggelser, som skyldes, at systemet ikke kan imødekomme behandlingsbehovet.

Længevarende indlæggelse skaber stabilitet
Vi skal genskabe mulighederne for, at patienterne kan blive tilstrækkeligt stabiliseret under en længerevarende indlæggelse.

Det er helt afgørende, at patienterne kommer så meget til hægterne, at de faktisk kan have gavn af de efterfølgende ambulante tilbud og botilbud.

Hvis patienterne er tilstrækkeligt stabile, når de udskrives til den ambulante opfølgning, og de ambulante tilbud og botilbud individualiseres ud fra en faglig og ikke logistisk vurdering, vil de ulykkelige genindlæggelser kunne nedbringes betragteligt.

Vi ser ingen unødvendige indlæggelser i psykiatrien, men alt for mange genindlæggelser.

Forrige artikel Ulla Astman: Akutbehandling kan ikke fjernstyres fra Folketinget Ulla Astman: Akutbehandling kan ikke fjernstyres fra Folketinget Næste artikel Lederne: Sundhedspersonale skal rådgive ledere om syge ansatte Lederne: Sundhedspersonale skal rådgive ledere om syge ansatte