Debat: Qaly-modellen prioriterer mental sundhed og glemmer patienters sociale behov

DEBAT: Medicinrådet vil benytte regnemodellen Qaly, som prioriterer mental sundhed i beslutninger om, hvilke lægemidler sundhedsvæsenet skal bruge. Men modellen tager kun begrænset højde for patienters sociale liv, skriver Michael Birkjær.

Af Michael Birkjær
Senioranalytiker, Health and Happiness Research Foundation

Hvad vil du helst: Leve et liv i kørestol eller leve med en sygdom, som begrænser dine muligheder for at se venner og familie?

Det kunne lyde som starten på et uambitiøst afsnit af serien 'Black Mirror', men faktisk er det et spørgsmål, som nu får betydning for, hvordan vi prioriterer midler til sundhed i Danmark.

Når Medicinrådet adopterer regnemodellen Qaly, bliver det nemlig borgernes holdninger til sundhed og livskvalitet, som skal afgøre, hvilken medicin det offentlige sundhedsvæsen skal udbyde.

Som grundlag for dette har 1.036 danskere svaret på, hvilke sundhedsproblemer, som de mener, ville have størst indvirkning på deres livskvalitet, hvis de skulle være så uheldige at opleve dem.

Deltagerne forholdt sig til fem kategorier, og de rangerer dem sådan: Angst/depression, bevægelighed, smerte/ubehag, personlig pleje og sædvanlige aktiviteter (for eksempel arbejde, studie, familie/venner eller fritidsaktiviteter).

En god og og en mindre god nyhed
"Mental sundhed" er således vigtigst, "fysisk sundhed" næstvigtigst og "social sundhed" er det mindst afgørende for et godt liv.

Det betyder, at medicin, som har dokumenteret god virkning på mentale sundhedsproblemer, nu vil få bedre chancer for at blive prioriteret i det danske sundhedsvæsen.

Samtidig betyder det også, at medicin, som har dokumenterede negative følgevirkninger på mental sundhed, vil få vanskeligere ved at komme igennem nåleøjet. Og det er samlet set en rigtig god nyhed.

En mindre god nyhed er imidlertid, at den nye model ikke tager særligt stort hensyn til patienternes "sociale sundhed".

Hvad er social sundhed?
Allerede i 1948 definerede WHO "sundhed" ud fra tre kategorier: Fysisk, mentalt og socialt.

Siden da har det primært været fysisk sundhed, som har fyldt på den prioriteringsmæssige dagsorden, og først i nyere tid har mental sundhed fået mere vægt. Social sundhed er dog stadig en stærkt overset sundhedsprioritet.

At prioritere efter social sundhed handler ikke om at udvikle medicin, som "giver flere venner", men om at sikre, at vi effektivt viger uden om medicin, som begrænser patienterne i at indgå i afgørende fællesskaber i arbejdslivet og fritiden.

Sådanne "sociale bivirkninger" kan eksempelvis dække over smertebehandling, som gør patienten træt, medicin, som har stigmatiserende kosmetiske implikationer, eller behandlingsprotokoller, som gør patienten afhængig af hyppige sygehusbesøg. 

Forskningslitteraturen har i årevis påpeget, at kilden til et godt liv først og fremmest skal findes i sociale relationer og samtidig, hvordan et liv i eksklusion eller ensomhed udgør en af de absolut mest potente kilder til mistrivsel. Det er i den grad også gældende for mennesker, som lever med sygdom.

Men hvorfor prioriterer vi så ikke det sociale højere? 

Befolkningens holdninger og patienternes virkelighed
Problemet med en regnemodel som Qaly, som tager udgangspunkt i befolkningens holdninger til sundhed og livskvalitet, er, at "befolkningens holdninger" ikke afspejler patienternes virkelighed.

Studier om menneskers holdninger til sundhed og livskvalitet har gang på gang dokumenteret, at vi oftest overvurderer, hvor slemt det er at opleve fysiske skavanker, og tilsvarende undervurderer, hvor byrdefuldt det er at opleve begrænsninger i de sociale liv.

Når vægtene i stedet tildeles ud fra patienternes faktiske livskvalitetstab, viser forskningen konsekvent, at social sundhed er en af de mest afgørende sundhedskategorier.

Se patienten som et socialt væsen
Valgte man at prioritere efter patienternes virkelighed i stedet for befolkningens holdninger, vil det have betydelige implikationer for, hvilken medicin og behandlingsformer der kommer i udbud.

Medicin og behandlinger, som vil sikre mere overskud til at være social, som vil bekæmpe ensomhed og som vil sikre flere patienter bedre muligheder for at fastholde job, vil, alt andet lige blive prioriteret langt højere.

Samtidig åbner en offentlig prioritering af midler i den retning naturligt døren for flere nye løsninger og incitamenter til at udvikle dem.

Tager vi det skridt, vil vi også være på vej mod et samfund, som er langt bedre rustet til at tackle problemer med udsathed og marginalisering samt den voksende ensomhed.

Forrige artikel Alkohol og Samfund: Sådan lever vi op til FN's verdensmål for alkohol Alkohol og Samfund: Sådan lever vi op til FN's verdensmål for alkohol Næste artikel Kræftens Bekæmpelse: Tilbyd lindrende behandling som alternativ til udsigtsløs livsforlængende behandling Kræftens Bekæmpelse: Tilbyd lindrende behandling som alternativ til udsigtsløs livsforlængende behandling