Debat

Debat: Sundhedsvæsenet skal træde i karakter, når det begår fejl

DEBAT: Sundhedsvæsenet skal være bedre til at kommunikere, når de får chancen for at komme til orde i dårlige sager, skriver Frits Bredal fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Sundhedsvæsnet
markedsfører sig som empatisk, men kommunikerer undertiden som
en forsvarsadvokat, skriver Frits Bredal fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Sundhedsvæsnet markedsfører sig som empatisk, men kommunikerer undertiden som en forsvarsadvokat, skriver Frits Bredal fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Amalie Bjerre Christensen

Amalie er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere været tilknyttet Altinget som journalistpraktikant og senere som redaktionsassistent.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Frits Bredal
Journalist og kommunikationschef, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Medfølelse. Indlevelse. Inddragelse. Åbenhed. Lydhørhed. Tryghed. Nærhed.

Der er nærmest ingen grænser for, hvor ofte det danske sundhedsvæsen bruger disse plusord til at reklamere for sig selv. Og til at understrege, at det er borgernes, brugernes, patienternes sundhedsvæsen.

Det vrimler med humanistiske hensigtserklæringer på diverse hjemmesider, der skrives lange artikler om ”at lytte til patienten” i de sundhedsfaglige publikationer, og der tales om det ved alle seminarer og konferencer.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er godt. Men man kan ofte undre sig over, hvor al den empati og vilje til indlevelse pludselig bliver af, når det danske sundhedsvæsen skal forholde sig til de fejl, som desværre uvilkårligt bliver begået, når mennesker arbejder.

Emilies møde med sundhedsvæsenet
For nylig sendte P1 Dokumentar udsendelsen ”Hvad er der galt med Emilie?”.

Jævnt hen er der pressehistorier, hvor forskellige instanser i det danske sundhedsvæsen fremstår mere maskinelle og udeltagende, end de reelt er.

Frits Bredal
Journalist og kommunikationschef, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Radioudsendelsen fortæller, hvordan Emilie Helmstedts liv var sat på standby i mere end fire år.

I 2012, 20 år gammel, får hun fjernet den ene nyre ved en operation. Men i stedet for at blive rask bliver hun ved med at være syg.

Hun har det så skidt, at hun efterhånden må opgive sine studier, sin kæreste, alle sine fremtidsplaner. Til sidst overvejer hun at tage sit eget liv. Emilie spørger, om hun kan få en skanning, men får nej. Lægerne spørger hende i stedet, om det måske er noget psykisk, der er årsagen til hendes lidelser.

Hvad lægerne ikke ved, og hvad Emilie ikke ved, er, at inde i hendes krop sidder resterne af et gammelt plastikkateter, som lægen glemte, da Emilie fik fjernet sin nyre. Da kateteret trækkes ud, knækker det, uden at hverken sygeplejersken eller den opererende læge lægger mærke til det, og et 10 centimeter langt plastikrør bliver efterladt.

Kateterrest glemt i maven
Den 30. august 2017 bliver Emilie indlagt akut på grund af mavesmerter, og i den forbindelse foretager lægerne omsider en skanning. ”Der er ikke noget at se,” får Emilie at vide efter skanningen. Patienten bliver sendt hjem med endnu en antibiotikakur.

Halvanden måned senere er hun til kontrol. Emilie gengiver forløbet i P1-dokumentaren: ”Lægen kigger på computeren, på skanningen – jeg kan se, der ligger et JJ kateter her,” siger den kvindelige læge. ”Og så spørger hun mig, om jeg vil have det fjernet med det samme,” fortæller Emilie i udsendelsen.

Den pågældende kvindelige læge opdager altså en 10 centimeter lang kateterrest, som oprindelig var blevet overset i forbindelse med skanningen.

Næste dag opereres fremmedlegemet ud af Emilie. Det stykke plastik, som har siddet og skabt infektion siden operationen for mere end fire år siden. I løbet af de fire år har Emilie Helmstedt gentagne gange spurgt, om hun ikke kunne få en skanning.

Hun har talt med 11 forskellige læger, og hun har været på minimum 26 antibiotikakure.

Sygehuset glemmer patienten
Ovenstående forløb er i hvert fald sådan, P1 Dokumentar præsenterer historien. Det er muligt, at sygehuset har en anden version, men i givet fald har vi ikke hørt den.

DR har selvfølgelig bedt om at tale med sygehuset, men ifølge P1 har det pågældende sygehus afvist at svare på alle spørgsmål. I stedet er der kommet en mail fra klinikchefen. Mailen gengives i udsendelsen:

”Forløbet er meget beklageligt, klinikken har været i dialog med patienten, der også er informeret om sine rettigheder i forhold til både klage- og erstatningsmuligheder. Vi vil og skal altid forsøge at drage læring ud fra uhensigtsmæssige forløb.”

Når nu afdelingen og sygehuset vælger at sende en mail i stedet for at stille op, kunne de så ikke i det mindste skrive et eller andet, der indikerer et minimum af empati? Et eller andet, der kunne antyde, at sygehuset faktisk betragter deres patienter, også dem det går galt for, som rigtige mennesker?

Det er godt, at sygehuset sådan helt generelt ”forsøger at drage læring ud fra uhensigtsmæssige forløb”, men den enkelte patient – som sygehuset jo i realiteten også kommunikerer til, når de sender en mail til en stor public service-station – har nok brug for en lidt mindre generel og lidt mere personlig tone.

Måske, jeg ved det ikke, men måske er det juridiske hensyn og helgarderinger, der er forklaringen på det distancerede embedsmandssprog. Men det kan godt lade sig gøre at give udtryk for lidt almenmenneskelig indlevelse, blot et par ord, uden at det stiller sygehuset dårligere nogen steder.

Misforhold mellem ord og handling
Medierne skarpvinkler historier, og som oftest er virkeligheden mere kompliceret og nuanceret, end det fremgår af pressens fremstilling. Sådan er journalistik. Mellemregningerne ryger.

Pressen, den fjerde statsmagt, kan give sundhedsvæsenet mange udfordringer, men antallet af medier og platforme giver også sundhedsvæsenet mange muligheder for at komme til orde.

Jævnt hen er der pressehistorier, hvor forskellige instanser i det danske sundhedsvæsen fremstår mere maskinelle og udeltagende, end de reelt er. Kortfattede, ekstremt defensive svar og udtalelser.

For almindelige, dødelige mennesker, der ikke kender alle mellemregninger og virkelighedens komplikationer i en travl hverdag på afdelingen, virker den slags kancellisprog som en udstilling af misforholdet mellem ord og handling. Sundhedsvæsnet markedsfører sig som menneskelig og empatisk, men kommunikerer undertiden som en forsvarsadvokat.

Hver dag går sundhedspersonalet på arbejde med de bedste intentioner, og hver dag anvender de deres stærke kompetencer til at hjælpe patienterne. Men det er menneskeligt at fejle, og selv med dygtige læger og solide sikkerhedsstrukturer kan det indimellem gå galt.

Det har patienterne og de pårørende som regel forståelse for, men de har ingen forståelse for ophøjet arrogance. Det skaber mistillid, og det er grundlæggende dårligt for patienternes tiltro til den sikkerhed, sundhedsvæsenet tilbyder dem.

Den enkelte læge eller sygeplejerske skal naturligvis ikke ud og detailbehandle konkrete patientforløb, men ledelsen skal træde i karakter og svare på en måde, der hænger sammen med de flotte hensigtserklæringer om indlevelse og lydhørhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frits Bredal Hansen

Presserådgiver og teamleder, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
journalist (DJH 1995)

0:000:00